Ombejlede Michelin-stjerner rykker ind i stuen

Michelin-restauranter trækker gæster til i lind strøm. Nu går en ny programserie bag om kampen om de hypede stjerner.

Geranium-kok Rasmus Kofoed i køkkenet. Han medvirker i det nye program »Stjernekokke« sammen med René Redcepi, Claus Meyer, Wassim Hallal og en række andre danske og internationale kokke. Foto: Stilbillede fra programmet Fold sammen
Læs mere

»Har du ikke nogle Michelin-stjerner, så er folk pisseligeglade,« lyder det fra kokken Wassim Hallal i den nye programserie »Stjernekokke«, der har premiere i aften på DR2.

Serien går tæt på nogle af verdens bedste kokke og deres kamp for de ombejlede Michelin-stjerner. Og hans ord fortæller det meste. At Michelin-stjernerne er altafgørende for kokkene og ikke mindst gæsterne. Måske også mere end de var engang.

»Folk går jo op i gastronomi på en helt anden måde, end de gjorde for ti år siden. Der er noget prestige i at vide noget om gastronomi, og jeg tror, der er flere folk, der tænker i råvarer og kvalitet,« siger instruktør, Rasmus Dinesen.

Wassim Hallas aarhusianske restaurant Frederikshøj fik sin første stjerne tidligere i år under stor mediebevågenhed og blev en af de nu 18 danske restauranter, som kan bryste sig af en plads i den fornemme, røde Michelin-guide.

Det bedste af det bedste

Men hvad skyldes hypen? Både for kokkene og de gæster, som gerne smider tusinde kroner for en michelin-menu?

»At være i den bog er kokkenes guideline for virkelig at blive taget seriøst. Og kommer du op og har tre stjerner, som ingen har i Danmark endnu, så skal du aldrig mere tænke på, om du har fulde huse, og om der kommer nogen, der vil smage din mad. Så er der bare booket op. Der er kun 110 tre-stjernede i verden, og turister rejser rundt for at spise på de 110 restauranter,« siger Rasmus Dinesen, som det sidste halve år har besøgt omkring 30 Michelin-restauranter i Danmark, Spanien, Østrig og New York.

Den danske hype hører ifølge instruktøren med til, at danske restauranterne bliver bedre og bedre.

»Danskerne går helt klart mere op i Michelin-stjerner, fordi niveauet på de danske restauranter er blevet så højt. Det gør, at flere og flere synes, det er enormt spændende. Og når alle de gode restauranter virkelig har et højt niveau, så viser det sig hele vejen ned til øvrige restauranter og cafeer. Alle tænker på, at niveauet kan blive bedre,« siger Rasmus Dinesen.

Fantastisk eller skørt?

Spørger man livsstilsekspert Henrik Byager, skyldes danskernes interesse for Michelin-stjernerne en blanding af stolthed og fordomme. Den begyndte med Noma-bølgen for tolv  år siden, og den danske, gastronomiske selvbevidsthed er blomstret siden.

»Vi er jo en lille by-nation, som elsker, når der er nogen, der lægger mærke til, at vi er gode til noget. Anerkendelsen er vigtig for os, og så bliver vi jo enormt stolte, og det skaber så en interesse,« siger han.

Men samtidig er der en dobbelthed over holdningen til de fine tallerkener, påpeger Henrik Byager. At jovist er restauranternes niveau imponerende, men er det ikke også lidt noget pjat, det der med at spise myrer? Men de delte meninger holder ikke danskerne fra at gå op i Michelin-restauranter. Snarere tværtimod.

»Det er en historie, man køber og tager med sig, når man har spist op. Man fortæller om det til familie og kolleger. "Nu skal du høre, hvad vi fik". Og enten,  var det helt fantastisk, eller også var det sgu ikke noget særligt. Fup og fidus og alt for dyrt. Men uanset hvad, er det en særlig oplevelse, at man har været på sådan en restaurant,« siger Henrik Byager.

"Stjernekokke" vises i aften klokken 20.00 på DR2 og de efterfølgende to mandage.