Ørkenens boheme

Ungkarlen Charles Smith har taget turen fra den københavnske rockundergrund til kultvinstatus i Washingtons ørken.

Foto: K VINTNERS OG SP3
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vil det passe Dem at sidde ved baren og spise?« spørger tjeneren på The White House i Walla Walla.

»Tjah, hvorfor ikke,« svarer jeg, let undrende, eftersom der er masser af plads ved de almindelige borde.

Godt træt efter en lang dags rejse indtager jeg min plads ved counteren ved siden af en mand med et stort rastaagtigt rockhår og ryggen til. Efter at jeg har bestilt min salat med vandmelon, tomat og gedeost vender uldtotten sig pludselig om og siger: »G’dav do.« »I beg your pardon?« siger jeg, ikke just forberedt på at høre (lettere gebrokkent) dansk her midt ude i Washingtons ørken.

»Charles Smith,« siger uldtotten så og giver hånd – og så går sagernes sammenhæng endelig op for mig. Dette er manden bag K Vintners – den tidligere rockmanager, som har tilbragt 12 år af sit liv i København. For at sige det lige ud, så havde jeg indtil for nylig ikke hørt om manden, hvis navn minder om sådan et, folk bruger på film, når de skal checke ind incognito på hotel sammen med elskerinden.

Men pludselig figurerer K Vintners i min turplan, og et opslag i Paul Gregutts glimrende »Washington Wines and Wineries« beretter om manden fra den københavnske rockscene, der havnede i vinbyen Walla Walla. En udmærket historie, tænkte jeg – og den blev kun bedre et par uger senere, da Robert Parkers seneste ratings af Washington-vine fra 2005 udkom, og Charles Smith havde syv vine med karakterer fra 95-99 point.

Dagen efter finder jeg K Vintners’ vineri, som ligger i klondyke-agtige omgivelser i nærheden af Walla Walla lufthavn, hvor en del af de mange nye producenter, som er dukket op i løbet af de sidste fem-ti år, holder til. Et kæmpestort K pryder facaden af det, der ligner et gammelt værksted, og foran står Charles Smiths Harley, der ser ud som, den lige er rullet ud fra fabrikken.

Indenfor er 46-årige Smith, iført en headbangeragtig sort T-shirt med dødningehovedmotiv, i færd med at sælge vin til to amerikanske par, som er på vintur i limo med privatchauffør. Det går ret strygende, kan jeg se, så det undrer mig ikke meget, da Smith senere fortæller, at hans far var brugtvognsforhandler af profession. Barndommen fandt sted i Sacramento, Californien, og udover at handle med brugte biler, bryggede Smiths far, som var franskmand, vin i sin fritid. Modsat de fleste amerikanere voksede lille Charles således op med vin på bordet, og da han var i 20erne, arbejdede han som sommelier på forskellige restauranter og gik tilmed med en drøm om at komme ind på UC Davis, det californiske vinuniversitet.

Imidlertid skete der det, at han mødte en pige fra Langå, og da hun ville hjem til Danmark, flyttede han med hende til København.

»Jeg kontaktede samtlige vinimportører, men der var ingen, som ville give mig et job, og så endte jeg i stedet med at arbejde som bartender på Tex-Mex i Vestergade ved siden af Krasnapolsky,« fortæller Charles Smith, som snart fik den idé at hyre nogle bands til at spille på stedet – Psyched Up Janis, The Poets, Trains and Boats and Planes m.fl. – efter et stykke var det blevet hans job at være booker. Musikerne må have værdsat hans evner til at forhandle og organisere, for da han efter nogen tid stoppede på Tex-Mex, spurgte bl.a. Sune Wagner fra Psyched Up Janis ham, om ikke han ville være bandets manager. Det blev startskuddet til en årrække med det omrejsende rockcirkus og København som base.

»Jeg boede sammen med Sune i en lejlighed på Christianshavn – det var rigtigt hyggeligt. Hen under aften ringede Thomas Treo (anmelder ved Ekstra Bladet) typisk og spurgte, hvad vi skulle have at spise, og jeg svarede: Hvis du køber mad og vin, så jeg skal jeg nok kokkerere, for det er jeg ret god til. Efterhånden, som maden var færdig, ville Sten fra Sort Sol, som boede i lejligheden ovenpå, så komme ned for at få en bid med, og så sad vi og hørte musik resten af aftenen,« fortæller Charles Smith ikke uden nostalgi i stemmen om tiden i København, hvor vininteressen blev dyrket på yndlingsrestauranterne Le Sommelier og La Buca.

»Jeg føler faktisk stadig, at Danmark er mere hjem for mig end her – landet har betydet meget for dannelsen af min personlighed,« siger Charles Smith og fortsætter: »F.eks. behøver man ikke at tjene ret meget for at have et godt liv i Danmark, man bliver accepteret alligevel. Her handler alt om penge.«

Smith har nu ikke selv ligget på den lade side, hvad angår indtjening, siden han vendte tilbage til USA. Vinbacillen genindtog hans liv under en rejse langs USA’s vestkyst med Sune Wagner i 1999. De to venner lagde vejen forbi Seattle og Washington, og så stod det pludselig klart for Smith, at det var hans skæbne at lave vin her i ørkenen, hvor kvaliteten er høj, men priserne på både land og druer ikke så vanvittige som i Californien. De fleste steder kan man læse, at det var franske Christophe Baron, manden bag den succesfulde Walla Walla-vin Cayuse, som satte Smith i gang med at lave vin. Druerne fra Charles Smiths første årgang 1999 kom således fra Christophes Cailloux-mark, men Smith afviser bare at være en ny Baron-klon eller -protegé:

»Vi er gode venner, og især i starten talte jeg selvfølgelig med ham om vinen, men det er ikke sådan, at han formelt har været min konsulent. Alt, hvad jeg har lært om vin, kommer fra min far, som jeg lavede vin sammen med i 14 år,« siger han.

 

Navnet K Vintners har ikke nogen dybere forklaring: »Vi amerikanere har jo ingen vinkultur, så det var vigtigt for mig at gøre det simpelt, at finde på et navn og en etiket, som folk ville kunne huske,« siger Smith.

Den meget enkle etiket er tegnet af en af hans danske venner, Rikke Korff, designer med international succes gennem bl.a. opgaver for Levi’s. Vinenes navne er utraditionelle og trækker mere på rock- end vin-terminologien: »Scull«, »Old Bones«, »The Deal«, »El Jefe en Chamberlin« og »Kung Fu Girl« er et par af dem.

K Vintners blev hurtigt en succes, men vinene, som hovedsagelig er enkeltmarks-syrah’er, udkommer i en relativt begrænset mængde (K-produktionen ligger i dag på 70.000 flasker årlig), så for nogle år siden lancerede Smith konceptet House Wine.

»Det er et spørgsmål om kommunikation, det handler om at give folket adgang til vinen. Begrebet husvin kan alle forstå, hvilket sikkert er grunden til, at salget af vinen eksploderede så hurtigt,« forklarer Smith om 10 dollar-vinen, som nu sælger næsten to millioner flasker årlig. I dag har Smith solgt totredjedele af House Wine-forretningen, der har givet ham en god sjat på kistebunden, nok til bl.a. at kunne investere i 60 hektar land, hvoraf de 16 er ved at blive beplantet.

Et andet udslag af Smiths fornemmelse for PR-strategi er hans nye Charles Smith-label, som han på usædvanlig vis bruger til både sine topvine »Scull«, »Old Bones« og »Heart«, der kommer fra tre forskellige syrah-parceller fra Royal Slope-marken og koster 70-100 dollar, samt billigere »volumen-vine« som f.eks. »Kung Fu Girl Riesling«.

»Tricket her går ud på med top-vinene at lokke anmelderne til at skrive om Charles Smith-labelen, hvilket jeg er ret sikker på, at de ikke ville gøre, hvis det kun omfattede de billigere vine,« siger Smith, der ikke lægger skjul på, at han arbejder meget bevidst med marketing og benytter de færdigheder, han har lært sig som rock-manager.

At det hele ikke er marketing, får jeg dog demonstreret i vinkælderen, hvor vi smager os gennem utallige fade med syrah fra forskellige marker, mens rockmusikken hamrer ud gennem de store højttalere. Det skinner tydeligt igennem, at den gamle rock’n’roller har en dyb passion for vin. Forbilledet er europæisk, forstået på den måde, at der fodtrampes og gæres naturligt (uden tilsætning af købegær). Hvis stilkene er modne nok, ryger de med de hele drueklaser op i gæringskarret – at gære i hele klaser er usædvanligt her, men en æressag for de traditionelle producenter i det nordlige Rhône, som er syrahs fødeegn. Og helklasegæringen er utvivlsomt en af grundene til, at Smiths vine, selv om de er noget tungere i alkohol end rhônevinene, har et mere autentisk syrah-udtryk med peber, røg og kød end de fleste vine på denne drue fra den ny verden.

Efter smagningen tager vi fat på besøgets tredje fase. Charles finder sin første vin 1999 K Vintners Cailloux Syrah og en flaske 2000 Côte Rôtie fra Jamet (idet nordlige Rhône) frem fra kælderen, og vi sætter os ind i hans store firhjulstrækker. Med Sort Sol drønende på bilstereoen kører vi gennem ørkenen til en lille by, Waitsburg, som ligner den klassiske westernkulisse, bygget op omkring én lang hovedgade. Charles Smith har af en eller anden grund kastet sin kærlighed over denne by, hvor han i dag synes at eje hver anden bygning – blandt andet et hus, hvor vi kan overnatte, hvis vi skulle ende med at få for meget vin.

 

På Jim German Bar, som er en forbavsende chik caférestaurant og galleri midt i denne udørk, spiser vi et glimrende rustikt måltid bestående af hawaiiansk poke (råmarineret tun) og bosniske cevapcici (frikadeller), mens vi drikker de to vine. Det er selvfølgelig ikke uden spænding, at vi åbner Charles Smiths debutvin, som dog til hans store skuffelse viser sig at være feset lidt af: Syrah-udtrykket er sådan set fint nok, der er bare for lidt af det i forhold til sidst, han åbnede en flaske sammen med Jay Miller (Parkers Washington-smager). Dermed bliver det aldrig rigtig til det ventede show down med rhônevinen fra Jamet, der får alt for let spil.

Ud på aftenen betror Charles Smith mig, at det ikke er uden omkostninger for ham som single at bo her i ørkenen, hvor inskriptioner i stil med »We thank you, Jesus!« ofte pryder facaderne, og pigerne, ifølge Smith, er anderledes konservative end hjemme i København.

»Var det ikke for vinen, var det nok et af de sidste steder, jeg ville vælge at bo,« siger han og drømmer sig til en anden tilværelse, hvor han fjernstyrer vinproduktionen fra en lejlighed i Seattle, som han synes er en cool by, eller måske endda helt lader sig pensionere – efter bare otte-ni år som vinproducent har han faktisk allerede tjent nok til at kunne gøre det.

Helt alene i ørkenen er han dog ikke, viser det sig, for pludselig ringer mobilen: Der er kvindeligt besøg hjemme i privaten i Walla, og Smith får pludselig meget travlt med at komme tilbage. Dermed er jeg overladt til mig selv i ødemarken uden GPS og med delvis reduceret stedsans. Efter at have kørt rundt i blinde i mindst én time, kommer jeg forbi et mægtigt lyshav midt ude i ørkenen. Det viser sig at være et statsfængsel befæstet med høje mure og vagttårne med svært bevæbnede betjente. »Her skal jeg i hvert fald ikke overnatte,« tænker jeg og kører videre endnu et par timer, til jeg rammer mit motel på Main Street, Walla Walla. n

 

K-Vintners importeres af Sigurd Müller Vinhandel www.smv.dk og serveres bl.a. på Le Sommelier i Bredgade. www.kvintners.com