Øl forbedrer løberes helbred

Maratonløbere har godt af at drikke øl, som beskytter immunforsvaret og mindsker risikoen for infektioner, viser ny forskning.

Til Copenhagen Marathon i år fyldte 12.000 løbere gaderne i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Bax Lindhardt

Triatleter og maratonløbere har tilsyneladende godt af at drikke øl.  Det forbedrer nemlig deres præstation og helbred.

Det viser den nye undersøgelse ”Be-MaGIC,” som Dr. Johannes Scherr fra Technische Universität München er forskningsleder af. Han præsenterede forskningens konklusioner i forbindelse med verdens største kongres for sportsmedicin i Denver i juni måned. Det skriver den amerikanske netavis Science Daily.

Resultaterne viser blandt andet, at immunforsvaret er ude af balance efter et maratonløb. Der er dermed større risiko for at blive smittet med en virus og få infektioner, der påvirker vejrtrækningen, hvis man lige har løbet et maraton. Men hvedeøl uden alkohol mindsker risikoen for sygdomme, fordi øllen indeholder de såkaldte polyphenol-antioxidanter, som også findes i blandt andet vin og grapejuice.

Læs også:

Hun klarede maraton på Nordpolen
Maraton er blevet for alle
Maratonmanden Dennis Knudsen

”At drikke den alkoholfri hvedeøl reducerer risikoen for forkølelser med en tredjedel,” siger undersøgelsens forskningsleder, Johannes Scherr, til Science Daily.

Alkoholfri øl

277 maratonløbere deltog i undersøgelsen. Den ene halvdel drak dagligt op til 1,5 liter alkoholfri hvedeøl af mærket Erdinger, mens den anden halvdel drak en Placebo-drik, som smagte, lugtede og så ud som hvedeøllen, men som ikke indeholdt de sunde polyphenoler.

De maratonløbere, som drak den rigtige øl fik færre problemer med immunforsvaret end den anden gruppe, som drak den falske øl.

Nogle af undersøgelsens hovedkonklusioner var, at:

-    De maratonløbere, der drak øl, oplevede i højere grad, at immunforsvaret blev styrket.
-    De maratonløbere, der drak øl, blev ramt af færre forkølelser end den anden gruppe af forsøgspersoner.
-    Maratonløberne, som drak øl, oplevede kortere forkølelser og mildere infektioner, når de blev syge end de andre forsøgspersoner.

Følg også sundhedsstoffet på Facebook

Forskningslederen Johannes Scherr er overrasket over, hvor tydelig sammenhængen mellem hvedeøllen og et sundere helbred viste sig at være.

Til Science Daily siger han:

”Det er allerede i mange artikler blevet antydet, at fødevarer med polyphenoler kan have en positiv effekt på atleters helbred. Alligevel var vi overraskede over, hvor tydeligt dette var i resultaterne. Vi har nu videnskabelig dokumentation for, at den øl, som vi har testet, har denne effekt pga. øllens kombination af polyphenoler, vitaminer og mineraler.”