Øko og bio – fup og fakta

Økovinen buldrer frem i Europa. Men øko betyder ikke nødvendigvis, at man som forbruger slipper for tilsætningsstoffer. Førende økovin-eksperter kritiserer på det skarpeste den nye EU-lovgivning på området

Kohornene anvendes inden for biodynamikken til bl.a. nedgravning af komøg. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Manden med sandalerne tager en stor håndfuld af den regnormekriblende kompostbunke og indsnuser duften, som var det den fineste vin, og smilet breder sig om den ellers så alvorlige mund. »Se, det her er gødning,« siger manden, Randolf Kauer, som er Europas eneste professor i økologisk og biodynamisk vinfremstilling.

Vi er en gruppe internationale journalister på besøg hos en række tyske øko- og bioproducenter, og som rosinen i pølseenden stempler vi ind på universitetet i Geisenheim, der hører til de mest anerkendte i verden hvad angår vindyrkning. Randolf Kauer, som udover at forske og undervise også selv har dyrket økovin helt tilbage fra 1982, skal forsøge at bringe klarhed på dette område, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at der er rod i definitionerne.

Hvad der dog ikke kan rejses tvivl om er, at økologisk vin er en succes. I Tyskland så vel som globalt er arealet med økovin mere end tredoblet de seneste ti år. I dag har Tyskland 6.900 hektar med økologisk vin svarende til 7,1 procent af det samlede areal, hvilket gør Tyskland det næstmest økologiske vinland efter Østrig (8,7 procent).

Om økovin i sig selv er bedre end konventionelt dyrket vin er imidlertid en anden sag – ifølge professor Kauer kan man ikke smage forskel.

»Tidligere så mange ned på økologisk vin, men i dag er der ikke længere nogen diskussion om, at man kan lave lige så god vin på denne måde som på den konventionelle,« siger Kauer og understreger samtidig, at det er svært at dokumentere kvalitet. Eventuelle spor af syntetiske sprøjtemidler i konventionelt fremstillede vine er dog en konkret forskel, som kan måles.

Fundamentet i økologisk vindyrkning er forbuddet mod herbicider (ukrudtsmidler) og syntetisk kvælstofgødning. Helt »renlige« er økologerne dog ikke i marken, for det er tilladt at sprøjte med henholdsvis svovl og kobber for at bekæmpe de to svampesygdomme oidium og meldug, som ellers er i stand til at ødelægge hele høsten. Ikke mindst kobber er økovinens akilleshæl, eftersom dette tungmetal ophober sig i jorden. Her er EU-grænsen for økovin er seks kg per hektar. Ifølge professor Kauer er dette dog ikke noget problem, hvis der er nok organisk materiale i jorden. Desuden bindes kobber af gæringen og efterlades således ikke i den færdige vin.

»Vi har desværre endnu ikke fundet en effektiv afløser for kobber, som man jo også bruger i det konventionelle vinbrug. Indtil det sker, kan vi kun arbejde på at begrænse mængden,« siger Randolf Kauer.

Tidligere har man i Europa kun kunnet tale om vin lavet på basis af økologisk dyrkede druer, men med virkning fra i år har man nu også vedtaget regler for vinifikationen af økovin i EU-regi. Eftersom der i løbet af vores uge med lokale producentbesøg er opstået en del uklarhed om de nye regler, har vi glædet os til Kauers kortlægning af loven. Stor er overraskelsen, da Kauer viser os den alenlange liste af tilsætningsstoffer, som i dag er tilladt i europæisk økovin. Med det blotte øje kan jeg se, at flere af disse stoffer på ingen måde er nødvendige, som for eksempel enzymer, der typisk tilsættes under presningen for at trække mere ud af druerne.

»Jamen, jeg er helt enig,« siger øko-professoren med let røde ører.

»Jeg har heller aldrig selv brugt enzymer, når jeg laver vin. Dette her er et politisk kompromis. Det på listen er, hvad man kunne blive enige om, da EU-landene satte sig ned sidste år. Efter min mening skulle man nok bare have holdt sig til at lovgive omkring øko-reglerne i marken,« siger Kauer, som dermed siger, at de nye øko-regler er så slappe, at man havde været bedre tjent uden.

I hvert fald rejser det diskussionen om, hvorvidt økologi handler om miljø eller tilsætningsstoffer. Ralph Dejas, som er repræsentant for den tyske producentsammenslutning og certificeringsenhed ECOVIN, kommer professoren til undsætning:

»Her i Tyskland handler økologi om miljø og dermed dyrkningsmetode, ikke om tilsætningsstoffer,« siger Dejas.

For undertegnede, der jo repræsenterer læserne og dermed forbrugerne, er jeg ikke i tvivl om, at det, man som konsument putter i maven, er mindst lige så vigtigt for én, som det bonden putter i jorden. Jeg mener: Det giver jo ligesom ikke mening at dyrke en afgrøde rent og naturligt for derefter at møje den til med alskens unødvendige tilsætningsstoffer, før man sætter den til livs.

Tilbage i Danmark kontakter jeg den danske biodynamiske vinmager Peter Sisseck, manden bag Spaniens dyreste vin, Pingus, og den første til at modtage Masters of Wine Instituttets »Winemakers winemaker«-pris i 2011. Sisseck, der tidligere på dagen netop har set listen for første gang i anden sammenhæng, reagerer umiddelbart på mailen med et »Dette er »lidt« (!!!!) af en skændsel.« Dagen efter vender den danske bio-bonde tilbage med følgende udtalelse:

»Det forekommer ved første syn fuldstændig latterligt, at vi skal kunne bruge alle disse midler og stadig kunne certificeres som økologiske. Jeg bruger ingen af disse midler. I et enkelt tilfælde er det dog sket, at vi har justeret syren, ligesom det sker, at vi klarer visse vine med økologiske æggehvider. Svovlindholdet i mine vine har de sidste fire år ikke været højere end 60 mg total svovl/l (som var det originale forslag), og i fremtiden går vi efter et endnu lavere svovlindhold,« siger Peter Sisseck.

Øko eller bio? Sådan er biodynamikken

Der hersker en del forvirring om begreberne inden for økologisk og biodynamisk vin. Ikke mindst på grund af sprogbarrierer. Det, vi kalder økologisk, hedder i Frankrig biologique og biologico i Italien, hvorfor der ofte står »Bio« på etiketterne i disse lande. Dette får jævnligt for eksempel vintjenere til fejlagtigt at tro, at disse økologiske »bio-vine« også skulle være biodynamiske.

Den biodynamiske dyrkningsform kan ses som en overbygning på økologien, mange biodynamiske producenter er således også økologisk certificeret. Hvor den økologiske bonde dog ikke sprøjter med noget som helst (bortset fra svovl og kobber), benytter biodynamikeren en række præparationer i marken. For eksempel diverse urteudtræk og den berømte horngødning, hvor man fylder kohorn med komøg og graver dem ned i jorden vinteren over. Når hornene graves op igen, er møget blevet til humus som »dynamiseres« ved oprøring i vand og derefter sprøjtes udover markerne ved solopgang.

Den biodynamiske bondes arbejde foregår efter en astrologisk kalender udvirket af Maria Thum, mens selve filosofien er baseret på otte foredrag om landbrug afholdt af filosoffen Rudolf Steiner i Polen juni 1924 og nedskrevet i bogen »Landbrugskurset«. Filosofien går ud på, at der eksisterer en symbiose mellem planten, jorden og kosmos, som mennesket gennem traditionelt landbrug har sat ud af balance. Formålet med den biodynamiske metode er således at genetablere denne naturlige balance.

Læs mere om vin og livsstil på Facebook

Ifølge professor Randolf Kauers forskning kan man spore en vis indflydelse på planterne – for eksempel lavere vækst og udbytte – af hele den biodynamiske pakke, men ikke når man måler separat på de forskellige bio-præparationer som for eksempel horngødningen.

Berlingske var inviteret af Deutsches Weininstitut