Nyt klatrecenter vil give boom i klatrere

Interessen for klatring er stigende i Danmark, men bliver holdt tilbage af mangel på klatresteder. Sporten er nemlig afhængig af faciliteter, og derfor vil Københavns nye center Blocs & Walls få medlemstallet til at stige, forudser formand for Dansk Klatreforbund.

Snart åbner Danmarks nye klatrecenter - og Nordens største - på Refshaleøen. Diana Diez (foto), medlem af Dansk Klatreforbund, har været ude og prøve de nye vægge inden åbningen. Væggene blev godkendt med ordene »med det klima og miljø vi har, er det fedt, vi har fået denne mulighed for at klatre.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl

Ingen skarpe klipper og dybe afgrunde, ingen knejsende bjerge og ingen gletsjere eller frosne vandfald. Danmark er et kludetæppe på landkortet, der fladt strækker sig over omtrent 43.100 km2 uden pludselige vertikale overraskelser. Sukkertoppen er næsten så højt, som det bliver.

Men nu får Danmark en attraktion, der kan konkurrere med resten af Norden. Københavns Klatrecenter Blocs & Walls bliver med sine 2200 m2 klatrevæg Nordens største. Og når centeret åbner den 7. september, håber formand for Dansk Klatreforbund, Ola Mattsson, at det vil tiltrække en masse nye medlemmer - sådan som nye klatrefaciliteter har for vane.

»Medlemstallet følger udviklingen af faciliteter. Når der kommer et nyt center, kommer der et boom i antallet af klatrere. Klatring er jo en sport, som i høj grad er afhængig af faciliteterne, specielt i et bjergfattigt land som Danmark,« siger han.

De sidste ti år er medlemstallet steget omkring ti procent hvert år, med klare stigninger, når nye vægge eller centre er blevet bygget, siger Ola Mattsson. Men de seneste år er tallet stagneret, primært på grund ad medlemsstop. Tilbage i 2004 var der 2.085 registrerede klatrere, fire år senere var der 4.763 og i 2012 lå tallet på 5.566. Siden 2010 er det dog bølget lidt op og ned, oplyser Klatreforbundet.

Men ud over de registrerede i forbundet, er der også de ikke-registrerede klatrere, og alle dem som opgiver at blive medlem på grund af klubbernes medlemsstop. Så interessen er der, og Ola Mattsson er spændt på åbningen.

»Jeg er sikker på, at der kommer mange til åbningen. Vi holder nogle konkurrencer, man kan tilmelde sig på Facebook, og alle pladser er næsten booket. Da der var Kulturhavn havde vi også omkring 2.500 personer forbi til en kigger,« siger han.

Blocs & Walls åbner lørdag den 7. september på Refshalevej 163 D på Refshaleøen. Væggene er mellem 11,5 og 15,5 meter høje, og der er klatreruter til både professionelle og nybegyndere. Alle kan forsøge sig med klatring, og i centeret vil der også være en lille butik med udstyr, en café, et fitnessområde og omklædning samt et bibliotek med bøger om klatring.