Min otteårige pige er sin mors datter. Hun har den fineste loddenhed på ryg og arme, små fregner og de samme lange, tynde lemmer, som jeg havde i hendes alder. Men jeg er selv mors pige og min mormors barnebarn. Jeg har den bløde mave og den dobbelthage, der er blevet givet kvinderne fra den ene generation til den næste. En krop, der helst vil være rund, lille og bred som voksen.

Jeg kan ikke løbe fra det. Det ser nok ikke nær så fjollet ud, som det har føltes, når jeg har forsøgt løb. Jeg er ikke bygget til det. Det tog år at indse. At jeg ikke har ikke en atletisk, slank krop, der gemmer sig et sted derinde. Ingen kilometerlange ben, six-pack eller aristokratisk hals. Og sådan er det.

Jeg har også en modvilje mod at tabe mig, selvom det sikkert kunne være fint nok. Men jeg er nervøs for langtidseffekten.

LÆS OGSÅ: »Jeg overtrådte grænsen for, hvor længe man må kigge på hinanden i fællesbadet«

For jeg mærker min datters blik på mig, som jeg selv målte min egen mor. Jeg husker, at jeg syntes, at min mor så mærkelig ud. Jeg ved, min datter er optaget af forskelle og ligheder. Hun spørger mig, om hun bliver lige så tyk som mig, når hun bliver voksen. Og hvad kan jeg sige?

'Ja, sandsynligvis' er ikke det svar, jeg har lyst til at give. Men måske sandt. På min fars side stammer vi fra Sicilien. Ikke så langt og slankt dér, til gengæld masser af hår og runde lår. Min mormor, som var pæredansk, så ligesådan ud, men rødhåret.

Som teen i firserne var jeg optaget af modeller. Jeg husker skuffelsen, da det gik op for mig, at nok ville jeg blive gammel nok til at stille op til 'Face Of The Year', men aldrig vokse femogtyve centimeter og blive 1,74 høj. Jeg er i dag knapt halvanden meter. Indtil da havde jeg aldrig følt mig lille.

Jeg prøver at lære min datter, at rund kan betyde sund. At hun er præcis, som hun skal være. Dejlig. Og at hun ikke skal tro på nogen, der siger noget andet. Jeg prøver at lære hende at have det godt i den krop, hun har.

LÆS OGSÅ: »Den klamme rædsel breder sig, når man bliver inviteret til et arrangement i børnehaven, der starter kl. 14 på en torsdag«

Glæden i kroppen
Børns kropslige glæde og nærvær slipper de fleste voksne umærkeligt, mens sindrige spisevaner og strabadserende træningsvaner for lov at fylde. Skyld og skam få den, der ikke spæger sig selv nok. Et voksenliv er i dag at have sig selv under fuld kontrol. Jeg har læst om 12-årige piger, der fokuserer på bikinibroer, kure og på at lave planke. Undskyld, men det er ikke noget for børn.

Min datter har aldrig spist meget. Jeg gør ikke et nummer ud af det. Hun er stærkere, end jeg var i den alder. Hun kan lide sine muskler og synes, det er sejt, at hun har sin pels fra min fars side.

Jeg er ikke bange for, om hun får et godt liv. Men jeg frygter, at dårlige tanker om, hvad det kræver at være en rigtig kvinde, slår skarpe kløer i hende.

At hvis jeg selv taber mig og begynder at træne, så viser jeg hende, at det ikke er okay at være rund. At hun lærer, at hun skal lave sig selv om for at være her. Jeg ønsker for hende, at hun aldrig vil føle sig forkert med sin krop. At den bliver ved med at glæde hende.

Mors pige og helt sig selv
Et mor/datter-forhold er også en subtil målen sig med hinanden, der kan være meget tydelig. Piger øver sig på at blive kvinder. Konstant mødes de med billeder, vænnes til at blive bedømt.

Hun spørger, om hun får bryster som mine. Jeg siger, at hun får lige de bryster, hun skal. Småt er fint. Og jeg skynder mig at sige, at der ikke er noget, der hedder en 'forkert krop'. Tyk, tynd, kort, høj. Man er lige, som man skal være.

LÆS OGSÅ: »Jeg skylder ikke nogen at være køn, have tonede overarme eller et BMI på 22«

Hun bliver måske en hysterisk teenager (som jeg selv var), og forhåbentligt kan hun holde mig ud som voksen også, selvom jeg har fejl som mor og menneske.

En af de ting, hun nok vil bebrejde mig, gør jeg, når vores kroppe er emnet. Når hun f.eks. ser mig nøgen efter bad, kommenterer min mave og bagdel og siger, at jeg er tyk. Jeg ryster alt og råber: Ja! Er det ikke herligt?

Hvis hun spørger, hvorfor jeg er rund, og jeg ikke orker den lange genetiske og feministiske forklaring, siger jeg, at det er for at jeg er rarere at putte ind til. Så krammer jeg hendes slanke, lange lemmer og skynder mig at sige, at man godt må være tynd, hvis det ligger til en. Det får hende til at le. Og mig med.

Og det klæder alle, uanset størrelse.

LÆS OGSÅ: Pia Allerslev: »Min datters tegning viste to børn og en far. Der var ingen mor«

LÆS OGSÅ: »Min datter er mere knyttet til sin far end til mig«

LÆS OGSÅ: Når mor bli'r til mormor

Artiklen er oprindeligt publiceret på altfordamerne.dk