Michelin-restauratør indtager toppen af Københavns nye vartegn

AOC-holdet åbner restaurant i tre etager på toppen af Axel Towers.

Axel Towers. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Skyline-restauranter er langt fra noget, som præger bybilledet i København, men nu kommer en seriøs spiller på banen.

Holdet bag den tostjernede Michelin-restaurant AOC i Dr. Tværgade, Christian Aarø og Søren Selin, åbner restaurant i de tre øverste etager af Axel Towers Tårn D.

Konceptet kommer til at dække a la carte restaurant på 10. sal, sky bar på 9.sal og selskabslokaler på 8.sal.

»Axel Towers giver os nogle helt unikke muligheder for at skabe en restaurantoplevelse, som man ikke får nogen andre steder i Danmark. Det kommer til at blive noget helt specielt,« siger Christian Aarø, som endnu ikke vil afsløre detaljerne omkring restauranten.

Men det står fast, at det bliver en stort livligt spisested med plads til 100 gæster og priser i mellemlejet i stil med AOC's anden restaurant »Nummer 2« på Christianshavn.

Om AOC's nye outlet i Axel Towers som moderrestauranten vil bekende sig til det nye nordiske køkken, melder historien endnu ikke noget om. Men i baren vil man kunne få både klassiske cocktails og nordisk inspirerede drinks baseret på bl.a. akvavit.

»AOC passer godt ind i Axel Towers rammer, hvor vi kan tilbyde en række livstilsbutikker på en attraktiv adresse i hjertet af byen, hvor strømmen af forbipasserende er massiv og konstant,« siger Michael Nielsen, direktør i ATP Ejendomme, som stpr bag Axel Towers.

Starbucks kaffe er allerede rykket ind i stueetagen, og Peter Beier chokolade samt og juveleren Klarlund følger i den kommende tid.

AOC's nye restaurant i Axel Towers ventes at slå dørene op til efteråret.