Masser af chardonnay

Der er både store fede fadbomber og mere moderater versioner af chardonnaydruen på denne uges program.

Chardonnay, Enemico Fold sammen
Læs mere

Der er masser af chardonnay på programmet denne uge. Deriblandt en mâcon fra Domaine Guffens-Heynen, som jeg aldrig har smagt en vin fra før, på trods af at det er en ganske højt besunget producent.

Alene navnet – som skyldes, at manden bag, Jean-Marie Guffens-Heynen, oprindeligt er fra Flandern – forekommer jo ganske opsigtsvækkende. Og prisen!

Når denne vin ikke er på tilbud, koster den 399 kr., det er den højeste pris, jeg husker at set på en mâcon, som jo kommer fra den sydligste del af Bourgogne, hvor hvidvinene normalt er tungere med mindre finesse og lagringspotentiale end de store hvide fra Côte d’Or i det centrale Bourgogne (meursault og puligny-montrachet f.eks.)

Guffens mâcon-pierreclos viser sig da også at være vaskeægte mâcon, tung og bøffet i glasset med tyk gul frugt, næsten som en chardonnay fra Californien. Og så var det pludselig, at jeg kom i tanke om, hvem det er, som har bygget Guffens-Heynen op – det er jo den gode gamle amerikanske vinkritiker Robert Parker, som bekendt elsker højoktane vine, som er så koncentrerede, at de næsten ikke kan hældes ud af flasken.

Lidt i samme stil – om end knapt så intens og mineralsk – er Enemico chardonnayen, som er lavet af Catenafamilien fra Mendoza i Argentina. Tung og tyk i bedste amerikanerstil. Så foretrækker jeg faktisk (i hvert fald til prisen) Irmas meget almindelige mâcon, som er herligt  fritaget fra træ og dejlig nem at drikke, fra den for mig helt ukendte Berard.