Løgismoses lange vej til Netto

Historien om Grønlykke-familiens gastronomiske rejse startede for 50 år siden på Løgismose Gods med importen af det højere franske skoleridt og ender foreløbig på hylderne i Netto.

Lene og Sven Grønlykke skridter terrænet af på Løgismose Gods i 1971. Fold sammen
Læs mere

I slutningen af 00erne blev Grønlykke-brødrene enige om et radikalt kursskift: Snobberne fra reservatets yndlingsbrand – Løgismose, kendt fra bl.a. Kong Hans, Falsled og outlettet på Ndr. Toldbod, hvor en tapaspose til to koster lige så meget som en hel aften på Madklubben – skulle gå all in i discountland. »Atombomben« blev detoneret i 2009, hvor en serie nye Løgismose-produkter, inklusive ikke mindst den franske gourmetkylling, pludselig var at finde på Nettos hylder fra Gedser til Skagen. Demokratisering af det før så elitære Løgismose var en øjeblikkelig succes, varerne blev revet ned fra hylderne af forbrugere, ligeså hurtigt som de blev sat op.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Historien om det, som i dag er et af Danmarks stærkeste gastronomiske brands, startede imidlertid et helt andet sted for mere end 50 år siden – med skumgummi. Sven Grønlykke var kun 24 år, da han i 1951 startede sin første skumgummifabrik, Lark Foam. Skumgummi var dengang relativt ukendt, men blev hurtigt populært til madrasser og polstring af sæder. Da skumgummi blev afløst af polyether, fulgte Sven med og dannede Dansk Polyether Industri. I 1964, hvor han solgte virksomheden, var den blandt de tre-fire største inden for sit felt og indbragte 15 millioner, hvilket var en hel del dengang.

Men Sven Grønlykke gjorde det ikke alene. I mellemtiden havde han mødt Lene, der godt nok ligesom Sven selv var vokset op i Hellerup, men dengang var journalisteleven på Fyn, hvor hun blev sat til at dække et forretningsmøde, som Svend deltog i. De blev gift i 1953, uddannelsen blev droppet, og i stedet startede de to et usædvanligt parløb: De gjorde alting sammen – ikke mindst lavede de seks børn.

»Det var et selvforsynende system. Når de ikke arbejdede sammen, sad de og spillede kriblekryds sammen, mens de drak rosé. De rejste også meget sammen. Det var meget symbiotisk, men nogle gange til ulempe for børnene - vi kunne være væk i fire dage, uden at de vidste, hvor vi var. Vi var et appendiks, ikke omdrejningspunktet, som man ellers ofte ser det i dag,« fortæller Sven og Lenes tredje søn, Jacob Grønlykke.

Salget af Dansk Polyether Industri, som ifølge datteren Maria Grønlykkes erindringsportræt »Lene og Sven Grønlykke« (Gyldendal 2012) bl.a. skyldtes, at Sven var træt af at spise i kantinen og i øvrigt hadede faste arbejdstider, blev startskuddet til en stribe usædvanlige tiltag.

Dengang midt i 60erne var alt muligt. Man kunne sagtens være godsejer, køre i Jaguar (E-type) og lave avantgardefilm på samme tid. Sven, der bar rundt på en gammel drengedrøm om at lave film, købte således det daværende ASA filmstudie. Hvor ASA tidligere havde stået bag en stribe danske folkekomedier, kom Svens inspiration snarere fra franske nybølge-instruktører som Jean-Luc Godard, Alain Resnais og Francois Truffaut.

Til at hjælpe sig med at finde den rette linje nedsatte Grønlykkerne et advisory board bestående af – med Lenes ord – »Blomsten af den hårde kerne«: Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Palle Kjærulff-Schmidt.

Parrets første værk, børnefilmen »Thomas er fredløs«, blev ikke desto mindre heglet ned af kritikerne som værende uprofessionel og lallet. »Hvad vi fik var amatørens ønskedrøm, realiseret med en millionærs pengepung, men helt uden filmisk håndelag eller fabuleringsevne,« skrev Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende.

Grønlykke-parret tog dog revanche et par år senere med »Balladen om Carl-Henning.« Her var Lene steget i graderne fra scripter til medinstruktør – faktisk var parret sammen om alle filmens faser fra manuskript til klipning. Filmen, der i høj grad byggede på improviserede skuespillerpræstationer og havde en anderledes ikke-munter Jesper Klein i hovedrollen, portrætterede Udkantsdanmark – Sønderjylland – uden at ende lykkeligt som mange af tidens postkortagtige film. Og så udmærkede den sig ved at have et indledningsdigt skrevet af den dengang 23-årige og helt ukendte Henrik Nordbrandt.

Kritikerne var vilde efter premieren i 1969, og selv husker undertegnede at jeg, adskillige år senere – hvilket stadig er lang tid siden opfattede den som en af de ganske få danske film i denne tid før Trier, som det er værd at se, når først man er vokset fra Olsen-banden. Grønlykkerne nåede selv at lave tre spillefilm og lægge hus til en stribe andre, inden de i 1972 solgte ASA til staten, hvorefter det blev til Det Danske Filmstudie.

Og hvordan kom maden så ind i billedet? Formentlig kom den fra Lene, som havde madkulturen med hjemmefra. Ifølge hendes børn var hun så god til at lave mad, at selv trestjernede kokke som Troisgros og Guerard kunne finde på at ringe for at spørge hende til råds.

»Klokken 16 hver eftermiddag satte hun sig og begyndt at piske mayonnaise til dagens produktion. Der var ikke noget med at skære hjørner af. Når man har sådan en grundhusholdning kørende, så kommer der en madglæde ind,« siger Jacob Grønlykke.

Grønlykkerne havde fra starten ingen fine fornemmelser over for at sælge deres varer i supermarkederne. Umiddelbart efter salget oprettede Sven et ørredbrug i Isefjorden, hvor de boede dengang, fiskene blev røget i Hundested og solgt i Irma.

Trods opvæksten i Hellerup lige udenfor København hadede især Sven byen, og Hornsherred var åbenbart ikke helt langt nok væk, for da Løgismose Herregård på Sydvestfyn i 1965 blev sat til salg af en amerikaner, som kun havde købt det romantiske gods for at holde bryllup, slog Grønlykkerne til. Dengang var det et blomstrende landbrug med køer, grise i staldene og asparges, kartofler, æbler og gulerødder på markerne. For 50 år siden havde godset 55 ansatte, i dag, hvor den yngste af Grønlykke sønnerne, Jeppe, driver herregården som kontraktlandbrug, er der kun én ansat.

Næste Grønlykke-generation voksede således op som godsejersønner blandt husmandssteder på Fyn, hvor man per definition hader alt, der stikker ud.

»Til forældremøderne kom min mor altid i store pelse fra Birger Christensen og duftede af parfume, hvilket ikke blendede supergodt ind. Men ellers overnattede vi som børn ligeså tit hos vores venner på deres små husmandssteder, som de overnattede på herregården, hvor vi havde japanske tjenere og alt muligt andet mærkeligt. Det blev først sværere, da man nåede de 14-15 år, og det begyndte med pigerne, for tager hun mon ham der godsejersønnen?« siger Jacob Grønlykke.

1969-70 må have været en ekstrem travl tid for Sven og Lene Grønlykke. Stort set samtidig med premieren på »Balladen om Carl-Henning« smuglede parret 72 franske vagtler ind i landet med henblik på at starte det opdræt, som siden blev selve symbolet på Løgismose: Enhver, der har besøgt Falsled eller Kong Hans, vil vide, at de små dukkeagtige vagtelæg altid er at finde blandt snacksene, selv i dag hvor vagtler opfattes som lidt af en metervare på tidens restauranter. Dengang var de små kræ imidlertid topmålet af dekadence, og det krævede en lang kamp at få tilladelse til opdrættet, fordi myndighederne frygtede sygdomme. På samme måde som Grønlykkerne fem år senere indledte en syv år lang armlægning med fødevarekontrollen for at få lov til at importere franske østers til Danmark. 1969 blev også året, hvor Grønlykke købte det lokale Haarby Mejeri med henblik på at starte en produktion af den fynske rygeost, som Sven frygtede var på vej ud af markedet. Året efter var Falsled Kro til salg, og parret slog til igen – nogle siger, fordi de simpelthen manglede et godt sted at gå ud at spise. Således kom importen af fransk gastronomi nu også til at omfatte kokke. Michel Michaud blev hentet fra Hostellerie De La Poste i Bourgogne og blev den første køkkenchef på kroen.

Åbningen af Falsled Kro vakte ikke bare opsigt, men også forargelse – ikke mindst på grund af priserne. »Jeg kan også huske engang, jeg kørte hjem med en taxachauffør, som pegede ind på kroen og sagde, at der vist nok var noget med, at det hele var grundlagt med narkopenge,« fortæller Jacob Grønlykke.

Når man i dag ser tilbage på de tidlige menuer, er forargelsen imidlertid svær at forstå. De bestod af røget laks, Côte de Boeuf og lignende retter, som man i dag kan få på enhver folkelig bistro i København. Forskellen var primært, at Michaud og co. i modsætning til de andre restauranter dengang gjorde sig den ulejlighed at opsøge de bedste råvarer og lave tingene fra grunden. Ikke desto mindre er skabelsen af de to madtempler og »importen« af de franske kokke formentlig Sven og Lenes største fortjeneste, eftersom Michel Michaud og hans efterfølgere, så som Jean-Louis Lieffroy på Falsled og Daniel Letz på Kong Hans, har oplært generationer af danske kokke, som har været med til at grundlægge det notorisk høje niveau, vi har på restaurantscenen i København i dag.

Vin skulle der til, så i 1972 startede Grønlykkerne deres egen vinimport. Duboeuf fra Beaujolais blev den første producent. Duboeufs produktion er siden vokset til industrielle dimensioner og røget ind på hylderne i Netto. I 1982 åbnede vinlageret i Ndr. Toldbod med den ældste søn Christian bag roret. Det dengang rå vinlager har i dag udviklet sig til et chikt gourmet-outlet for nordkøbenhavnere med pengepungen i orden.

Hvor Falsled havde vakt opsigt, blev det endnu værre med Kong Hans’ åbning midt i København. Priserne var højere endnu og gastronomien med tidens øje endnu vildere. Og så var Klaus Rifbjerg og fru Inge med som partnere. Om det var fordi Grønlykke og Rifbjerg var tætte venner, eller om man havde indset PR-værdien i at have landets mest kendte forfatter med om bord, er svært at sige, men omtalen udeblev ikke. Under titlen »Fra nu af tåler jeg ingen modsigelse« søsatte Rifbjerg Kong Hans med en kronik i Berlingske Tidende. Ekstra Bladet kvitterede med både forside og midteropslag om det nye næsten kriminelt dekadente spisested, mens Politiken skrev, at en aften på Kong Hans »koster lige så meget som en uge på Mallorca, men den er til gengæld en meget større oplevelse.«

Kong Hans blev, i mindst lige så høj grad som Falsled, en institution i dansk gastronomi. Det var her, at kokke som Thomas Herman, det store hvide håb, der i dag rejser rundt og laver fjernsyn med Puk Elgård, og Thomas »Stenalder« Rode slog deres folder. Da Claus Meyer startede Noma, var det også fra Kong Hans, at han hentede René Redzepi, som dengang var souschef.

Lene døde allerede i 1991, kun 57 år gammel, af brystkræft. Det er svært at undgå at lægge mærke til, at hun har gang i en smøg på omkring halvdelen af billederne i datteren Marias bog. Herefter »slukkede« Sven med børnenes ord. De sidste otte år af hans liv var gnisten væk. Ikke desto mindre husker Thomas Rode fra sin tid som køkkenchef på Kong Hans, at Sven ringede hver eneste aften for at høre, hvordan det var gået.

»Det var nu mest en social ting. Sven sad ovre i hjørnet med en flaske rødvin og ringede rundt, mest for selskabets skyld,« siger Jacob Grønlykke.

Og så pludselig en dag i 1998 var Sven død. Jacob, der dengang boede i Paris, rejste straks hjem.

»Jeg husker det tydeligt, det var ligesom i filmen Arven, man sidder rundt om et bord, og hvad skal man gøre? Vi sad der indenfor og snakkede med bedemanden, mens de ansatte stod udenfor og ikke vidste, om de have et job i morgen. Det er der, bordet begynder at fange. Bortset fra, at arveskiftet på godset med min lillebror Jeppe var kørt ind over en periode – ellers bliver man kvalt i afgifter – var der overhovedet ikke lagt nogen planer for, hvordan firmaet skulle drives videre. Vi måtte enten slippe det eller gå ind i det og drive det videre. Hvis man bare dalrer videre, er det sgu bare at vente på, at der går Damernes Magasin i den. Vi havde mange diskussioner – Løgismose er jo et underligt dyr, ikke bare et firma, som laver stålrør. »Skal det her være en mindestue over Sven og Lene, eller skal det være et firma?« Efter at vi havde trådt vande i to år, blev vi enige om at lave en struktur og en strategiplan – det havde der aldrig været før. Det er jo meget hyggeligt at have et familiefirma, men hvis ikke der er en trang til at brede sig, så går det ikke – hele energien kommer jo fra new bizz,« siger Jacob Grønlykke, som herefter blev bestyrelsesformand.

Planen var, at Løgismose skulle gå fra at være et mejeri til at være et madbrand. Og det første, man tog fat på, var at flytte mejeriproduktionen i 2002. Grønlykkerne købte et mejeri, som Arla skulle af med, og 100-doblede dermed sin kapacitet – en meget stor investering i forhold til firmaets størrelse. »Det var sådan set ikke fordi, vi havde efterspørgslen, det var på forventet efterbevilling.«

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Mejeriet voksede eksplosivt og oplevede en ti-dobling inden for ti år. I dag indvejer mejeriet mere mælk på én uge, end det gjorde på et helt år i Svens tid, hvor koncernens samlede omsætning var en tiendedel af, hvad den er i dag.

»Sven og Lene var forskrækkede over, hvor dårlige fødevarerne var i Danmark. De havde en idé om, at hvis du interesserede dig for toppen, så ville det smitte af ned gennem systemet, men det skete jo bare aldrig. Jeg elsker mad, men ikke på den måde. Når mad går fra at være akkompagnementet til et godt selskab til at være selve samlingspunktet, står jeg fuldstændig af. Mine brødre Mikael og Christian har mere af det gen: »Nu vil jeg lave verdens bedste chokolade, og det bruger jeg så 28 år på«. Det gen har jeg slet ikke.«

Sideløbende med forretningsplanen, som skulle udbrede Løgismose-brandet til folket, løb Grønlykkerne imidlertid ind i et projekt, som var mere elitært, end Sven og Lene nogensinde havde været i deres velmagtsdage. Få måneder før finanskrisen satte ind, åbnede Løgismose sammen med Tivoli det ambitiøse Nimb-projekt inklusive boutique hotel med byens højeste værelsespriser, restaurant Herman, hvor alene stolene kostede 50.000 kr. stykket, vinbar med verdens dyreste vine på hylderne, et luksusbrasserie med Molteni komfurer, mikromejeri og gourmet-hot dogsstand. Efter sigende en investering til omkring 100 millioner. Halvandet år senere afleverede Grønlykkerne kvit og frit nøglerne tilbage til Tivoli og trak sig ud af projektet.

»Det var en fejl, at Nimb blev så elitært, det var ikke udgangspunktet. Det startede med, at Thomas Herman (som var medkøkkenchef på Kong Hans dengang, red.) gerne ville have sin egen restaurant og blev tilbudt La Crevette i det gamle Nimb, som dengang var et virkelig klamt sølvbryllupssted. »Her skal du satan hakke mig ikke ind, Thomas!« sagde jeg. »Hvis man skal ind i det hus, må man have hele huset.« Og så gik det slag i slag. Jeg har altid syntes, at København manglede et lille hotel med 12-14 værelser. Tanken var, at hvis man fik lidt for meget at drikke hos Thomas, kunne man leje et værelse til et par tusinde ovenpå – ligesom på Falsled. Men der gik araberguld i den, og værelserne kom til koste 6.000 kr.,« siger Jacob Grønlykke.

Hvor gourmetrestauranten ifølge Grønlykke gik fint, var der store problemer med økonomien i mikromejeriet. »Idéen med mejeriet i Nimb var at lære danskerne, at vi har en legacy (arv, red.) på mejerier, som er andet end Lillebror og Arla. Tanken var, at faciliteterne skulle lånes ud på skift til de forskellige små mejerier. Mejeriforeningen skulle være med til at drive mejeriet og den store butik i tilknytning hertil, men Arla fik desværre sat en kæp i hjulet.

Vi måtte indse, at vi ikke kunne arbejde sammen med en størrelse som Tivoli – dertil har vi alt for forskellige værdier. De kunne f.eks. ikke forstå, at man ikke kunne servere lagkage om eftermiddagen i restauranten, fordi den var nødt til at være lukket for gæster, mens kokkene bakkede op til aftenserveringen. Heldigvis var det ikke store beløb, vi tabte på Nimb. Men det var sindssygt sjovt at lave, ligesom at lave en kæmpestor film. Er der noget, jeg har lært af min familie, så er det, at man altid skal nyde »the joy of the ride«,« siger den forhenværende filminstruktør.

I mellemtiden havde Grønlykkerne forberedt en »atombombe«, som blev detoneret i 2009: »Irma prædikede for de i forvejen frelste. De sagde en masse ting, men der var diskrepans i forhold til det, der lå i køledisken. Netto har ingen frelste holdninger – det er meget nemmere at arbejde med. Så vi holdt tre møder med Nettos topledelse, og for at undgå diverse fnidder om, hvorvidt kyllingerne kunne koste 89 kr. eller kun 50 kr., sagde vi: »Vi vil tilbyde jer det her eksklusivt, til gengæld skal I stille det på hylderne.«

De syntes, at det var skægt at prøve. For dem var det bare at lave et spot med nogle sjove Løgismose-ting. De fik et chok over, hvor hurtig impact, der var, og det samme gjorde vi. Vi behøvede ikke engang at opdrage forbrugeren, folk sagde bare »hvorfor fanden har vi skullet vente så længe på det?« Der er jo sket et eller andet underligt med Danmarks storbybefolkning de sidste 10-15 år. Folk er begyndt at mødes omkring måltider, og den eneste, der ikke havde fattet det, var detailhandelen, som blev ved med at komme med det samme skiveskårede pålæg og Peach Melba-yoghurt,« siger Jacob Grønlykke, som mener, at Løgismoses Netto-serie står for en mere lødig tilgang til dagligdagens fødevarer.

»F.eks. har de nogle sindssygt gode maskiner på Tylstrup Bageri, hvor vi laver kammerjunker til Netto, men vi kommer selv med smørret, vaniljen og rørsukkeret, som langt fra er standardingredienser i den sammenhæng. På samme måde har vi vores egen eddikeblanding med, når vi laver syltevarer på Samsø, og hvis ikke Torben Bager (tidligere souschef på Kong Hans, red.) står der og siger, at nu skal de stoppe kedlen, bliver rødbederne kogt helt i smadder. Du er nødt til at være der selv,« siger Jacob Grønlykke, som afviser, at der skulle ligge en signalforvirring i, at man kan købe en lille bøtte Løgismose-pesto på Ndr. Toldbod til 55 kr., mens Løgismoses Netto-pesto kun koster 20 kr.

»På Ndr. Toldbod laves vores Pesto nærmest a la minute af en tidligere køkkenchef fra Kong Hans. I Netto kunne man før kun få uspiselig pesto på sylteglas med flere års holdbarhed – her har vi modsat Toldboden været nødt til at blanchere basilikummen for at give den et par ugers holdbarhed. Jeg tror godt, at folk kan forstå, at der er forskel. Ligesom i modeverdenen, der også er i opbrud, hvor man ser, at designere som Stella McCartney har en serie i Hennes & Mouritz.«

Jacob Grønlykke gør ikke noget for at skjule sin stolthed over, at hver fjerde kylling, som bliver solgt i Netto, er Løgismoses label rouge-certificerede frilandskylling, der går rundt i skovene i Les Landes i Sydvestfrankrig uden hegn i 89 dage. Modsat de konventionelle danske kyllinger, som ifølge Grønlykke er fremavlede, hurtigtvoksende racer, som stuves sammen i tusindvis i store haller, så de kan slagtes efter 3-4 uger og således vokser så hurtigt, at de ikke har kræfter til hverken at stå eller gå, fordi de ikke kan bære deres egen vægt.

Kyllingesuccesen har dog ikke været uden sværdslag. Ligesom sin far i sin tid, har Jacob måttet kæmpe en sej kamp med myndighederne for at få de fremmede kyllinger ind over grænsen. Årsagen er jordbakterien campylobacter, som findes i bl.a. frilandskyllinger, ænder og vildt. Bakterien, som forsvinder ved opvarmning, accepteres af fødevaremyndighederne, hvad angår ænder og vildt, men ikke kyllinger, og Løgismose har således måttet sende mange kyllinger retur til Frankrig.

Myndighedernes holdning til campylobacter er ligeledes den største forhindring for, at Grønlykke kan få flyttet produktionen af frilandskyllinger til Danmark. Idéen er – ganske som hans far altid gjorde det – at kopiere den franske model: I dette tilfælde er det tanken, at omkring 50 små landmænd skal have kyllingerne gående i deres marker og plantager og derefter levere dem til det kyllingeslagteri, som Jacob drømmer om at bygge. Det er bl.a. fremtidige investeringer som denne (på ca. 75 mio. kr.), som er en af årsagerne til, at Løgismose ved årsskiftet fusionerede med Claus Meyer og tog kapitalfonden IK Investment Partners ind. I dag ejer kapitalfonden 60 procent af den nye fælles virksomhed, der indtil videre bare hedder L+M Aps.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

»Den overordnede idé er at få det danske landbrug geniscenesat. Da jeg voksede op som barn på Sydfyn, havde alle de små landmand deres egne køkkenhaver, det handlede om at producere fødevarer, og man kunne således fundere over, hvorfor ens grise ikke smagte så godt som naboens. Sådan er det ikke i dag, nu handler det bare om at få grisene til at vokse så hurtigt som muligt. Men det er klart, at hvis man vil gå fra at være pauseklovne i dansk landbrug til at få tingene lavet om, så kræver det en vis størrelse – det er ikke nok, at Søren Wiuff laver fire asparges til René Redzepi. Vi er oppe mod Arla, som har en målsætning om at fjerne os, og Danish Crown, som hver for sig sidder på 90 procent af deres respektive markeder. Det samme har Rose og Danpo tilsammen på fjerkræet og COOP og Dansk Supermarked på detailsiden. Når den lille fødevareproducent står alene over for supermarkederne, bliver han klemt. Det ville kræve en fælles musketer-ed, at alle vi, der taler til de 30 procent af befolkningen, som gerne vil have noget andet end bullshit, holder sammen. Det var visionen, at vi skulle børsnoteres og sættes i folkeaktier, så folk selv ejede fødevareproduktionen. Så ville detailkæderne nødvendigvis være mere lydhøre, for så ville det være forbrugerne selv, der bestemte, hvad der stod på hylderne. Altså andelstanken vendt på hovedet, hvor det i stedet for landmændene er forbrugerne, som ejer produktionsmidlerne,« siger Jacob Grønlykke og tilføjer, at »to familieejede virksomheder, som går sammen, jo er opskriften på en katastrofe, så vi tog en storebror ind udefra. Der er tale om en partner, som er vant til at udvikle virksomheder, og som har købt sig ind på vores strategi og betalt så høj en pris (tallene er fortrolige, red.) at de ikke vil ødelægge et varemærke, som de skal af med igen om seks år.«

De første 100 dage er gået med at etablere et nyt ledelsesteam.

»Før var der bare en ganske lille ledelse og så nogle folk, som lavede rygeost. Der var ingen organisation, så hvad ville der ske, hvis en af os pludselig skulle blive udsat for et biluheld og døde? Eller forestil dig, at Claus Meyer blev kørt over? Ikke at have nogen organisation er at skide på de ansatte, som vi nu har 1.000 af tilsammen. Det er heldigvis ikke en case, som handler om rationalisering, lige nu ansætter vi faktisk folk,« siger Jacob Grønlykke, som er blevet almindeligt bestyrelsesmedlem i det samlede L+M Aps, der har fået JP-Politikens Lars Munck som bestyrelsesformand.

»Det klart, at efter at Meyer er kommet med, kræver det i endnu højere grad, at vi holder fokus. Det er slut med svinkeærinder a la Nimb. Jeg vil gerne helt til bunds i den danske fødevareproduktion, og endnu har vi kun kradset i overfladen,« siger Jacob Grønlykke.

 

Læs desuden Søren Franks portræt af Falsled-kokken gennem 38 år, Jean-Louis Lieffroy, som fylder 70, i morgendagens Berlingske.