Livet efter liebfraumilch

Søren Frank jagter bio-vin i to af Tysklands fremadstormende regioner, Rheinhessen og Pfalz, som før kun var kendt for liebfraumilch – og finder ud af, at ikke alle biodynamikere er hippier.

Phillip Wittmann Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Frank
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med sit druideagtige lange hvide skæg og Birkenstock sandalerne ligner Hans Pfeffer-Müller inkarnationen af en vinbonde a la Rudolf Steiner. Han og konen Lotte Pfeffer har dyrket deres vingård, Brüder Dr. Becker, i Rheinhessen økologisk siden de glade dage i 1970erne, da de studerede på vinuniuversitet i Geisenheim. Eller for at være mere præcis, så overtalte det unge hippiepar deres forældre, som stadig havde ansvaret for markerne dengang, til at omlægge til økologi.

»For os var det i første omgang et spørgsmål om at beskytte miljøet, snarere end det handlede om kvaliteten af vinen. Men i dag er det vores overbevisning, at økologien giver autentiske, terroir-tro vine,« siger Lotte Pfeffer-Müller og argumenterer bl.a. med, at rødderne søger dybere ned i undergrunden, hvor der er flere mineraler, når man ikke bruger kunstgødning.

For fem år siden tog Pfeffer-Müller endnu et skridt og blev certificeret biodynamisk. De arbejder dog ikke 100 procent efter Maria Thum kalenderen, som er baseret på astrologien og dikterer vinbønderne, hvornår man kan udføre de forskellige aktiviteter i marken. »Det duer f or eksempel ikke at arbejde i marken, hvis det regner alt for meget. Så der springer vi over, selv om kalenderen siger noget andet,« siger Hans Pfeffer-Müller.

Øko- (og bio-) vin er markant voksende i Tyskland, arealet med økologisk dyrkede vinmarker er fordoblet de seneste ti år og dækker således nu 7,1 pct. af det samlede areal. Vi besøger en håndfuld af de mange øko-producenter og starter i Rheinhessen, som med 26.500 beplantede hektar er Tysklands største vindistrikt.

Rheinhessen har den tvivlsomme ære at stå fadder til den forkætrede liebfraumilch, der har taget navn efter en mark tæt ved Liebfrauenkirche i Worms. Hvor liebfraumilch oprindelig kom fra denne mark, senere kaldet Liebfraustift, blev den i 1900-tallet en generisk vin, som kan komme fra flere regioner og indeholde flere forskellige druer, dog i realiteten ofte baseret på Müller-Thurgau, der giver kolossale høstudbytter, men langtfra besidder rieslings karakter og gode syre.

Lokalt har den ganske søde liebfraumilch (som skal indeholde minimum 18 gram restsukker per liter) aldrig været videre populær, men i sin storhedstid stod den for hele 60 pct. af den tyske vineksport, og har i årtier gjort det svært for tysk vin at opbygge et internationalt ry for kvalitetsvin.

Selv om müller-thurgau stadig er den mest plantede drue i Rheinhessen (formentlig om kort tid overhalet af riesling), så har regionen de sidste 10-20 år formået at arbejde sig op fra sin status som underhund og står i dag som et af Tysklands mest dynamiske vindistrikter.

Det skyldes ikke mindst, at regionen har fået en håndfuld nye stjerneproducenter, hvoraf Philip Wittmann i Westhofen er en af de klarest lysende. Wittmann er andengenerations øko, hans forældre blev certificeret i 1990, Philip tog over i 1999 og omlagde straks til biodynamik og blev således certificeret i 2003. I dag er han et godt eksempel på, at man ikke behøver at være hippie for at være biodynamiker. Det er intet langhåret over hverken Wittmann, hans vine eller den moderne arkitekttegnede villa ved siden af vineriet, som han bor i sammen med sin familie.

Stilen er en anelse anderledes end det, man kunne kalde den klassiske riesling med lav alkohol og markant restsødme, som man kender den fra især Mosel og til dels Rheingau. Der er varmere i Rheinhessen end de to nævnte regioner, så vinene har mere alkohol og krop og lidt mindre syre, hvilket gør det nemmere at lave tør vin, uden at den bliver mager og stikkende. Og Wittmanns vine er vitterlig knastørre, han er gået fra 6-7 gram restsukker per liter til 3-4 gram. I stedet for at balancere syren op med sødme i vinen, giver Wittmann vinene 4 til 18 timers maceration (kontakt mellem drueskaller og most) før druerne bliver presset, hvilket giver en mere frugtig, kødfuld og aromatisk vin, uden at den dog kommer i nærheden af at være så ekstrem som de orange vine, der jo er gæret med skallerne.

Som overalt i Rheinhessen starter vi med at smage silvaner. Regionen har mere plantet af denne tidligt modnende drue end selv Franken, der ellers er kendt som silvanerland. Silvaner er blødere og mere cremet end den syrlige riesling og tillige mindre aromatisk. En mere drikbar vin simpelthen i forhold til den mere krævende riesling. Wittmanns stil er stram og fint mineralsk og han vinificerer en perlerække af terroier. Westhofen har fire grosses gewächse – grand cru’er – og Wittmann laver alle fire.


Næste dag går turen til Pfalz, som ligger umiddelbart syd for Rheinhessen. Det er således lidt varmere, vinene får et let eksotisk præg, og her er plantet en del røde druer – primært pinot noir.

Vi besøger Christmann, som startede med biodynamikken samtidig med Wittmann, efter at de jævnaldrende venner havde foretaget de første pilgrimsrejser sammen til Alsace og Bourgogne, hvor biodynamikken er meget udbredt blandt de førende kvalitetsproducenter.

Formlen er lidt den samme: Christmann laver udelukkende tørre vine med mindst fem timers maceration før presningen, rieslingerne er ferskenagtige og macerationen sætter sit præg i form af tutti frutti-noter, som man f.eks. kender det fra viognier-druen. Nævnes bør også husets gode pinot noir fra Königsbacher Ölberg, som i 2009 årgangen besidder en flot dybde og trods de rigelige mængder af træ også den særlige tone af fløjl, som kendetegner autentiske udgaver af pinot.

Noget af det gode ved biodynamisk vin er, at den normalt bliver lavet af små familiedrevne producenter, som ikke har råd til at ansætte brand ambassadører, PR agenter, salgsdirektører og lignende typer, der forpester tilværelsen for vinjournalister, som gerne vil høre ærlig snak fra hjernerne og hjerterne bag vinen. Udsagn fra dem, som trykker på knapperne, frem for den kommercielle bragesnak, som i bedste fald er ubrugelig, i værste fald – hvis man forledes til at tro på salgsretorikken – vildledende for læserne, eftersom disse kommercielle medarbejdere stort set aldrig er tilstrækkeligt inde i produktionen.

Men bio-producenter er ikke altid små, erfarer vi, da vi besøger Dr. Bürklin-Wolf, som, selv om huset under den nuværende generation, Bettina Bürklin-von Guradzes regime, har slanket produktionen fra 1,5 mio. til lidt over en halv mio. flasker om året, stadig er en ganske stor ejendom (85 hektar) og således har en speedsnakkende eksportdirektør ansat til at modtage internationale journalister.

Jeg bemærker, at hvor mange mindre bioproducenter er tilbageholdende med at bruge biodynamikken i deres markedsføring, får den for fuld skrue med kohorn og andet bio tingel-tangel – såvel på hjemmesiden som i smagerummet i hovedsædet i Wachenheim.

Vinene fejler dog ikke noget: Vi er igen ude i den ferskenagtige udgave af riesling, blot i en lidt mere blød, mindre intens og koncentreret version end det, vi har oplevet hos Wittmann og Christmann.

Berlingske var inviteret af Deutsches Weininstitut.

  • Brüder Dr. Becker importeres af Godsets Vin, godset.dk
  • Wittmann importeres af loegismose.dk, theis-vine.dk og Rosforth.dk
  • Christmann importeres af Barriquevin, barrique.dk
  • Bürklin-Wolf importeres af philipsonwine.com