Lånte fjer i lufthavnen

De fine navne i lufthavnen lever ikke helt op til deres renommé.

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Som så mange andre har jeg, på vej mod varmere himmelstrøg, været en tur gennem Københavns Lufthavn i løbet af den forgangne sommer. Vi havde en sen oversøisk flyafgang og besluttede at spise på en af lufthavnens restauranter.

Med kendte navne, der normalt borger for kvalitet, som bl.a. Aamanns, MASH, Sommelier, Yo Sushi! og Gorms Pizza er der efterhånden en del af vælge imellem.

I løbet af den senere tid er det imidlertid kommet frem i forbindelse med artikler i Ekstra Bladet om en stribe sure smileys til lufthavnsrestauranterne, at de ikke er drevet af de kendte navne, men på franchisebasis køres af den gigantiske internationale virksomhed SSP, som er specialiseret i lufthavne.

»Det er ikke mit bord,« sagde Pizza-Gorm Wisweh således, da han blev ringet op af Ekstra Bladet, efter at Gorm’s og Aamanns hver havde fået en bøde på 15.000 kr. for utilfredsstillende hygiejneforhold i deres fælles opvaskerum.

Ikke desto mindre var jeg i pizzahumør, og da Gorm, som også skal være med i næste udgave af »Vild med Dans«, er en flinker fyr, vovede jeg pelsen og bestilte en pizza med bl.a. lufttørret skinke og pesto til den ikke ubetragtelige sum af 135 kr.

Piazzaen viste sig at være udmærket, og jeg blev ikke syg efterfølgende. Det eneste problem var, at kniven (pga. sikkerhedshensyn?) var så sløv, at jeg dårligt kunne spise pizzaen – personalet havde åbenbart ikke fundet det umagen værd at svinge pizzahjulet.

Min søn derimod var mere i pastahjørnet og bestilte en gang fettuccine med Gorms kødboller. Det skulle knægten ikke have gjort, for det viste sig at være en af de ringeste pastaserveringer, vi har oplevet på nogen restaurant de seneste mange år: Selve pastaen var blød og slatten og meget langt fra al dente, som drengen havde drømt om.

Fyldet var ikke bedre, domineret af den fæle, gennemtrængende smag af tørrede krydderurter og maskinudstenede oliven af den slags, som er så sorte, at de må være blevet farvet, og kun smager syntetisk af jod.

Unægtelig en skuffende servering til 135 kr. – men det har jo heller ikke noget med Gorm at gøre, han har bare tilfældigvis lagt navn til restauranten.