Kort og godt om tunfisk

Om tunfisken i glasset eller dåsen er den hvide, den gule, den langfinnede, den slanke, den sydlige eller for eksempel den atlantiske tun, har man som forbruger ofte ikke en kinamands chance for at vide. 11 forskellige tun-arter må alle sælges under samme hat: Tun.

Men der er forskel. Både i størrelse, farve og smag adskiller de 11 fisk i makrelfamilien sig fra hinanden.

Den hvide tun - som også kaldes for Albacore, Thunnus alalunga, eller Bonito del Norte er lysest i kødet og vejer gerne mellem otte og tyve kilo, mens en fisk som den atlantiske tun, også kaldet den blåfinnede tun eller Atlantic Bluefin, kan blive helt op til 20 år, hvad der også forklarer, at den kan veje helt op til 670 kilo.

Bonito del Norte anses af mange for den fineste tun, og fangsten foregår kun i Atlanterhavet af spanske og franske skibe. Fisken fanges med fiskestang og krog, som blandt andet forhindrer en eventuel bifangst af delfiner. Bonito del Nortes kød er mørkere kød, jo større fisken er.

Når tunfiskekødet konserveres bliver det først kogt eller dampet. Herefter bliver stykkerne lagt i glas eller dåser med en lage af enten vand eller olie og eventuelt krydderier. Så lægges der låg på, og fisken varmebehandles herefter ved så høj en temperatur, at alle sygdomsfremkaldende bakterier bliver nedbrudt eller inaktiveret, så fisken kan holde sig i flere år.

Tunfisk er sundt - ikke mindst fordi den indeholder sunde fiskeolier - de såkaldte n-3 fedtsyrer eller omega-3 fedtsyrer, som nedsætter risikoen for at få hjerte-kar sygdomme. Men for meget tunfisk er alligevel ikke af det gode, fordi rovfisk som tun ophober tungmetaller som kviksølv.

Så kvinder, der overvejer at blive gravide, er gravide eller ammer, og børn under 14 år bør ikke spise over 100 gram om ugen af de store rovfisk.