Kendt madanmelder tog på tre-stjernet Michelin-restaurant - og hadede hvert sekund

Foto: Le Cinq.
Læs mere
Fold sammen

Den kendte britiske madanmelder Jay Rayner fra avisen The Guardian besluttede sig for at tage en tur til Paris for at få sig en seriøst dyr middag, efter flere læsere havde skrevet og brokket sig over prisen på at spise ude. Besøget på den tre-stjernede Michelin-restaurant Le Cinq endte dog ifølge anmelderen som en sand katastrofe.

'Det var ment som en fornøjelig tur til en af Frankrigs berømte gastro-paladser - hvad kunne overhovedet gå galt?'

Sådan indleder Jay Rayner anmeldelsen af Le Cinq, som man kan finde på fashionable Four Seasons Hotel George V i byernes by.

Han havde besluttet sig for at tage ud og få et såkaldt reality check, da flere læsere havde skrevet og brokket sig over, at priserne nu om dage på at spise ude er voldsomt høje.

Derfor ville han tage en tur på en ekstremt dyr restaurant i Paris som en slags inspiration. Men det endte alt andet end lykkeligt.

Den tre-stjernede Michelin-restaurant Le Cinq leverede nemlig langt fra den vare, som anmelderen havde håbet og velsagtens forventet, når man - som han skriver - betaler mellem 70 og 140 euro for en enkelt ret mad under et restaurantbesøg, der løb op i omkring 5.000 kroner i alt.

Det var dog ikke kun maden, som Jay Rayner ikke var helt tilfreds med. Nærmest hele oplevelsen var dårlig.

'Når vi snakker værdi for penge og forventning, så er Le Cinq klart den værste restaurant-oplevelse, jeg har måttet lide under i 18 år i dette job. Det er, skal jeg hilse og sige, også en slags præstation,' skriver Jay Rayner indledende, inden han eksempelvis beskriver restaurantens interiør med følgende ord:

'Lokalerne, dybt inde i hotellet, har brede områder og høje løfter med tykke tæpper til at dæmpe skrigene. De er indrettet i forskellige nuancer af beige-brun, kiks og fuck dig,' skriver han blandt andet:

Maden på restauranten får heller ikke pæne ord med på vejen. En af kanapéerne bliver beskrevet som følgende:

'Andre dele er det, som terapi er skabt af. Den kanapé, vi bliver instrueret i at spise først, er en gennemsigtig bold på en ske. Den ligner et Barbie-størrelse silikonebryst-implantat og er en 'spherification', en géleglobe, hvor man bruger en teknik, udviklet af Ferran Adrià på El Bulli for godt 20 år siden. Denne sprænger i munden og løslader gammel luft med en fornemmelse af ingefær. Min bordpartner krymper sig. 'Det er som at spise et kondom, der er blevet efterladt for længe i en støvet grønthandler,' siger hun.'

Og manglen på kulinarisk fryd fortsætter gennem hele anmeldelsen. Ikke mindst, da middagen når til flere af de kanapéer og hours d'æuvre, som udgør dele af måltidet.

En er så syreholdig, at Jay Rayner mener, den kan bruges til at polere mønter, mens en anden med passionsfrugt også er så bitter, at hans' læber snerper sig sammen, som en kats røv, der har børstet mod brændenælder,' som han skriver.

Miseren fortsætter for Jay Rayner, der blandt andet også får en omgang due, der næsten kan flyve fra tallerkenen samt isdessert overdrysset med persille.

Han slutter af med følgende konklusion:

'Jeg har brugt store summer som i dette tilfælde på restaurantoplevelser før, og jeg har ikke begrædt det. Vi skaber alle minder på forskellige måder, og nogle af mine involverer dyre restauranter. Men de bliver nødt til at være gode. Denne vil også efterlade minder hos mig. De er triste og bekymrende. Hvis jeg arbejder hårdt på det, så vil jeg, en dag, med held, være i stand til at glemme det.'

Du kan læse anmeldelsen i sin fulde form på The Guardians hjemmeside, hvor du også kan se Jay Rayners egne billeder af retterne - som ikke stemmer helt overens med dem, som Le Cinq selv har taget.