Juleandens italienske redningsmand

I serien om folks favoritvine fortæller garagevinimportør om sit forhold til kongen af italienske Valpolicella og en af de største salgssucceser herhjemme de seneste år: Amaronen.

FOTO: ERIK REFNER Fold sammen
Læs mere

Det startede tilfældigt en skoldhed sommerdag i begyndelsen af 1990erne. På rådhuset i vinbyen Saint Pietro In Cariano sad Claus Hjelt og et halvt hundrede andre fodboldtrænere fra det meste af verden bænket til buffet hos byens borgmester. Anledningen var det internationale fodboldstævne, som Claus Hjelt og hans jyske drengehold var en del af, og undervejs blev der smagt på nogle af områdets vine. På et tidspunkt dukkede en lokal vinhandler op ved bordene, en lille, tøndeformet mand, der havde favnen fuld af vin, og som gavmildt hældte op i de udenlandske gæsters glas, så de kunne smage på varerne.

»Det var første gang, jeg smagte amarone, og først troede jeg, der var noget galt med vinen. Den smagte jo fuldstændig anderledes end de vine, jeg var vant til at drikke. Mere sød og meget mere voldsom i udtrykket. Og så var der alligevel et eller andet ved den, som gjorde, at man ikke lige sådan kunne lægge den fra sig. Man fik lyst til at smage mere og finde ud af, hvad pokker det her var for noget,« fortæller Claus Hjelt om sit første møde med den italienske vinklassiker.

Dengang var der ikke mange herhjemme, som vidste hvad amarone var, og supermarkederne havde ikke for alvor fået øjnene op for salgspotentialet i de potente norditalienere. Siden er vinen med den drøje alkoholprocent (enkelte udgaver lander på 16-17 pct.) blevet en af de mest populære vine herhjemme, og i dag har ethvert supermarked med respekt for sig selv mindst et amarone-hus på hylden.

»Det er både godt og skidt. I dag kan man finde amarone helt ned til 70-80 kroner, og det er ikke nødvendigvis dårlige vine, men det er ofte vine, som smager alt for meget af tørret og oxideret frugt, og i længden er de med til at udvande folks opfattelse af, hvad amarone har at byde på,« siger Claus Hjelt, der siden mødet med den trinde vinsælger på rådhuset i Saint Pietro In Cariano har været forelsket i smagen af de tørrede corvina-druer, som er rygraden i enhver stor amarone.

Så forelsket, at han i 2002 startede sin egen garagevinimport, Gourvin, primært af vine fra Valpolicella, og i dag bruger Hjelt en pæn del af sin fritid fra lærerjobbet på et voksenundervisningscenter i Horsens på at få succes med sit projekt.

»Det er en konstant udfordring at finde de rigtige vine i Valpolicella. Der fremstilles tusindvis af forskellige vine, og området er leveringsdygtigt i alt fra uinteressante industriprodukter til topvine med en ufattelig koncentration som f.eks. Stefano Accordini, Tenuta Sant Antonio og Dal Forno.«

Og mens de førstnævnte »industrivine« ikke behøver at vælte husholdningsbudgettet, skal man til lommerne, hvis man vil smage de sidste god amarone koster lige så meget som god Brunello eller Barolo.

»Selvfølgelig behøver man ikke at starte med at købe en amarone til 400 kroner, men hvis man virkelig vil opleve, hvad området kan præstere, er man nødt til at ofre lidt ekstra. Man kan ikke få ordentlig amarone for under en hundredkroneseddel. Det lyder dyrt, men kigger man på, hvad det kræver at lave en god amarone, er det ikke svært at forstå, hvorfor vinene er så kostbare.«

Men hvad er det man får, når man bevæger sig væk de uinteressante industriudgaver af amaronen? Hvad er det, Claus Hjelt og hans ligesindede er så fascineret af? Gennem årene har verdens vineksperter forsøgt at sætte ord på kvaliteterne ved en amarone, og et af de mest stædige prædikater går på, at vinen minder om en krydsning af en portvin og en bourgogne. En udlægning, der ikke er helt hen i skoven, mener Claus Hjelt:

»Amarone har både portvinens tunge sødme og bourgognes sødmefyldte ynde. Dermed ikke sagt, at bourgogne og amarone ikke er forskellige vine, for det er de, og der findes masser af bourgognefreaks, som ikke kunne drømme om at investere i en flaske amarone. De synes, vinen er alt for voldsom,« siger Claus Hjelt og hiver fat i en historie fra virkeligheden for at illustrere sin pointe:

»For nogle år siden var jeg på besøg hos en lille burgundisk producent i Rully, og for sjovs skyld prøvede han og jeg at bytte vin. Jeg fik en rød bourgogne, han fik en amarone. Nogen tid efter skrev han tilbage, at nu havde han smagt min vin, og han måtte ærligt tilstå, at han ikke kunne finde ud af, hvad pokker han skulle mene om den. Den var simpelthen for anmassende, syntes han.«

Amarones klassiske stil har været under pres de seneste år. Groft sagt kan man inddele Amarone i to smagsretninger. Den ene er traditionalisterne, der anvender store, gamle fade og lang kælderlagring. Her er det især tørrede frugter som svesker og blommer, der er fremherskende. Modernisterne forsøger derimod at bevare frugten i vinen og kombinere en vis friskhed med den kraftige alkohol. Her er det især kirsebæraromaer, der er tydelige. Og hvor den tunge traditionelle stil dominerede i 1980erne, har det mere elegante og moderne udtryk været fremherskende de seneste 10-15 år. Generationsskiftene har rullet ind over området, nye huse har overhalet de gamle, men udviklingen har kun gjort vinene mere interessante, synes Claus Hjelt. Den ny stil giver langt bedre madvine end fortidens tunge, gløgglignende saftbamser, der ofte kvaste måltidet fuldstændig. Eller som Claus Hjelt udtrykker det:

»Den traditionelle amarone egner sig i mange tilfælde bedre som afslutning på middagen, når man sidder i sofaen og slår mave.«

Apropos mad, så er en af de væsentligste grunde til amaronens succes netop, at vinen med sin tørre sødmefuldhed og høje alkoholprocent er i stand til at matche måltider, hvor de fleste andre vine står af. Ikke mindst vores traditionelle juleand, der kan tage livet af selv den mest hårdføre vin.

»Der er mange, som stiller en god bordeaux på bordet juleaften, men det er en forfærdelig skam, for vinen kan slet ikke lægge arm med alt fedtet. Her er amarone som sendt fra himlen. Alkoholen renser munden for fedt, frugtsødmen giver modspil til de søde kartofler, og amaronens pikante syrebid spiller fint op til syren i rødkålen. Men helt generelt passer vinen rigtig godt til vores kølige klima. Der er ikke noget som en god amarone at varme sig på, når efteråret sætter ind, og man begynder at trække indenfor.«

Men den moderne stil har ikke kun styrket amaronens potentiale som madledsager, den ny stil kræver heller ikke samme tålmodighed, når vi taler lagring. Tidligere var det ikke unormalt, at en amarone først vågnede op til dåd efter 10 år i kælderen. I dag kan man åbne de fleste flasker allerede efter et par år.

»Det kan være en forrygende oplevelse at drikke ung amarone, men kan man holde fingrene fra den i nogle år, får man stadig en anden og mere helstøbt oplevelse. Den unge amarone er fuld af frugt, og man kan finde toner af tobak og lakrids i smagen. Gemmer man derimod flasken i 10-15 år træder en berusende duft af jordbund frem i næsen, vinen får et mere animalsk udtryk, og med årene nærmer man sig noget af den elegance, man finder i vinene fra f.eks. Bourgogne,« siger Claus Hjelt, der helst åbner sin amarone aftenen før, han skal drikke den, for at smage og dufte, hvordan vinen udvikler sig i det fri.

»Der er så meget kraft på en god amarone, at den sagtens kan tåle at stå natten over uden at miste sin intensitet. Tværtimod har den godt af at få noget luft for rigtigt at åbne sig. Og når man så har tømt flasken, kan man altid glæde sig over, at resterne sidder i glasset og dufter videre længe efter den sidste mundfuld.«