Hvad er lykke - og skal vi forsøge at kontrollere den?

Når nu vi får løftet bryster og øjenlåg, hvorfor så ikke få hjernekirurgen til at udføre lidt »psykokosmetik« med elektroder og dyb hjernestimulation? Ny bog sætter fokus på, hvor langt vi er villige til at gå.

Silikone i brysterne, fedtsugning af hagen, facelift, peeling, hudslibning. Og ind med fillers langs læbekanten, så de fine rynker reduceres. Nu vender mundvigene ikke længere nedad. Udtrykket i ansigtet er blevet mere »smooth«, mere imødekommende. Også dele af kroppen har fået en tur. Inklusiv et sæt faste bryster, der strutter som nybagte fastelavnsboller.

Hvad skete der lige her?

Man blev pludselig en lille smule mere lykkelig for det hele. Jobbet, kæresten, sig selv, livet. Endelig kan man møde verden med et stort, flot smil.

Med mundvige i opadgående retning, som lovet i guiden til kosmetisk plastikkirurgi:

»Vi kan trylle med dine læber, så du får et gladere udtryk.«

Når vi lægger os på briksen og lader kirurgerne sprøjte, hakke, hugge og snitte i os i håb om at det kan føre til mere livsnydelse, hvorfor så ikke også investere i en omgang mental botox?

Den, som hjernekirurgerne kan tilbyde.

»Vi lever i en tid, hvor nydelse, lyst og lykke er vores stærkeste drivkraft. Hvor vi ser os selv som biologiske maskiner, og i den optik kan det være svært at se noget forkert i at opgradere sin medfødte hardware. Hvorfor skulle hjernekirurgerne ikke have adgang til at justere på vores stemningsleje, humør, eufori og lykkefølelse, når de nu er i stand til det?« spørger videnskabsjournalist og forfatter Lone Frank.

Kan hjernestimulation blive det nye plastikkirurgi?

På torsdag udkommer hun med sin nye bog »Lystens pioner«, hvor hun i et af bogens hovedtemaer sætter vores stigende behov for lykke på spidsen ved at spørge, hvor langt vi er villige til at gå.

Med implanterede elektroder er dyb hjernestimulation i dag psykiatriens store håb:

En elektrode indopereres i hjernen og forbindes med en pacemaker uden for hjernen. Pacemakeren placeres under patientens hud, så teknologien ikke er synlig. Ved hjælp af pacemakeren stimuleres det område i hjernen, hvor elektroden er indopereret, og det er på den måde, humøret kan justeres.

En ny tids pionerer eksperimenterer med elektrisk stimulation mod alt fra depression og angst til tvangshandlinger, anoreksi og aggressiv adfærd.

Så når nu de godt kan, neurokirurgerne, hvor går grænsen så for, at de ikke om nogle år udvider specialet til også at omfatte raske mennesker med hang til en lidt mere lykkelig permanent tilstand ved at sætte elektroder til hjernen, hvis nu efterspørgslen er der?

Tanken er tilsyneladende ikke så langt væk, eller udelukkende forbeholdt fiktion og film som »Inception«.

»Jeg tror, der er nogle helt grundlæggende ændringer i gang i den måde, vi opfatter os selv som mennesker,« siger Lone Frank.

»Vi er blevet vant til løbende at få rettet og justeret, når det gælder kroppen. De chips, kirurgerne indopererer i hjernen, bliver mindre og mindre, og det bliver stadigt lettere at foretage den type operationer. Samtidig fylder gadgets meget i vores liv.«

»Vi har vænnet os til at have ledninger hængende ud af ørene og ned langs armen. Også teknologien inden for udvikling af tøj og sko med indbygget chips har fart på. Så med vores opfattelse af os selv som biologiske maskiner, ligger ønsket om en justering af humøret med hjernestimulation ikke så langt væk, tror jeg.«

I bogen stiller Lone Frank derfor spørgsmålet, om man ikke kan forestille sig, at neurokirurgien med tiden vil udvikle sig efter samme mønster som plastikkirurgien. En bestemt form for kirurgi, der blev opfundet i kølvandet på Første Verdenskrig, udelukkende for at reparere på sønderskudte krigsveteraner med behandling af det abnorme og deforme som eneste formål.

I dag en verdensomspændende forretning, hvor højt specialiserede fagfolk forstørrer bryster, formindsker skamlæber og forskønner det normale efter tidens mode og kundernes varierende ønsker. Spørgsmålet er, om ikke den dybe hjernestimulation åbner samme brede port for neurokirurgerne.

Kan man godt blive for lykkelig?

LONE FRANK. FOTO: SØREN BIDSTRUP Fold sammen
Læs mere

I »Lystens pionerer« møder Lone Frank psykiateren Thomas Schläpfer fra Universität Bonn.

Psykiateren kan sagtens følge hendes tankegang. For som han siger til Lone Frank:

»Når der findes en efterspørgsel, vil der opstå et udbud, sådan er vores marked konstrueret.«

De kliniske og pacebokontrollerede afprøvninger af dyb hjernestimulation i USA er dog indtil videre skuffende, forklarer den tyske psykiater hende og henviser til, at det ikke er selve metoden, der er en fiasko. Forklaringen skal derimod findes i kommercielt hastværk.

Producenterne af det elektroniske udstyr har for travlt med at få behandlingerne godkendt og udbredt til de ventende patientmasser, derfor kaster de sig ud i afprøvning, før teknikken endnu er klar.

At det er jagten på lykkefølelse, lyst og nydelse, vi er ude efter, og at man ligefrem kan skrue op og ned for humøret ved at manipulere menneskers humør med hjernestimulation, stødte Lone Frank på i en videnskabelig artikel i et medicinsk tidsskrift fra 2012.

»How Happy Is Too Happy?« er titlen på publikationen, forfattet af to tyske og en amerikansk forsker.

Når man nu har direkte adgang til belønningssystemet inde i hjernen og kan skrue op og ned for euforien, hvem skal så bestemme, hvor niveauet skal ligge? Lægerne eller det menneske, der lægger hjerne til?

Anledningen til spørgsmålet var en tysk patient, der selv ville bestemme:

En 33-årig mand har i flere år været plaget af OCD og generaliseret angst. Nogle år forinden har han fået indsat elektroder i en central del af belønningssystemet. På et tidspunkt skal batterierne udskiftes, derefter indstilles stimulatoren og de elektriske parametre optimeres.

Neurologen forsøger sig frem med spændinger mellem en og fem volt. Ved hver indstilling spørger han, hvordan patienten vil beskrive sit velbefindende, sit angstniveau og sin følelse af indre spænding.

Patienten svarer på en skala fra et til ti. Neurologen begynder med en enkelt volt, der sker ikke alverden. Ved en enkelt volt mere, kravler lykkeniveauet op på tre og angsten falder fra otte til seks. Neurologen giver spændingen endnu en tand. På fem volt beskriver patienten sin tilstand som fantastisk, men lidt for meget. Han har følelsen af ekstase, der er lige ved at kamme over.

Da han skal udskrives et par dage senere, har han behov for at være »lidt lykkeligere« i de kommende uger, så kan neurologen ikke lige skrue lidt ekstra op? Neurologen nægter, for patienter skal ikke selv bestemme. Desuden er det ikke sundt at gå rundt i en permanent lykkerus.

»Læger er ikke forpligtet til at sætte parametrene ud over etablerede terapeutiske niveauer, bare fordi patienten ønsker det,« skriver neurologen i artiklen »How Happy Is Too Happy?«

»Det er overhovedet ikke evolutionens formål, at vi skal være lykkelige - vi skal bare overleve«

Når fagkundskaben målrettet og nøjagtigt kan stimulere udvalgte funktionelle kredsløb i hjernen, stiller det os ifølge bogens forfatter over for nogle helt grundlæggende spørgsmål:

»Hvad er lykke, og hvad er et godt liv?«

Lone Frank konstaterer, at mere end noget andet er hedonisme, som er, når mennesker kun handler for at nyde, blevet løsenet for, hvordan vi skal leve.

»Og er det ikke en noget fattig indstilling til livet?« spørger Lone Frank.

»Kun at være ude efter en optimering af lykken. Livet handler ikke længere om at være et godt og fortjenstfuldt menneske, der yder en særlig indsats eller udretter noget. I stedet er det blevet til behovsopfyldelse. Lykken er i påfaldende grad blev lig med at få opfyldt sine behov og blive i stand til at nyde livet i fulde drag.«

Spørger man antropolog og forfatter Dennis Nørmark har vi ikke en pind ret til at være lykkelige.

»Det er overhovedet ikke evolutionens formål, at vi skal være lykkelige,« siger han.

»Vi skal bare overleve. Det kan vi naturligvis godt gøre oprør imod, og det skal vi også på visse punkter, fordi vi er klogere end evolutionen, men vi skal forstå det rent eksistentielt sådan, at vores ret til at være lykkelige er noget, vi selv har fundet på. Ikke noget, naturen har fundet på, for naturen er lodret ligeglad med vores lykke.«

Nørmark kalder det »fantastisk at vi bliver klogere på hjernens forskellige belønningsscentre, fordi disse dele af hjernen indimellem ikke fungerer hensigtsmæssigt.

»Vi giver anti-depressiver og dyb hjernestimulering til mennesker, der er patologisk og livsødelæggende kede af det eller triste. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi fastholder, at det ikke er uproblematisk at gå rundt og ændre på den slags hjernekemi på raske mennesker. Man skal huske på, at belønningssystemet har et specielt evolutionært formål. Det handler om at få en organisme til at opføre sig hensigtsmæssigt i sine omgivelser og dermed sikre overlevelse og succes for den enkelte organisme.«

»Vi er kommet dertil, hvor vi tror, det er en slags ’systemfejl’, når vi er ulykkelige«

»Lystens Pioner« af Lone Frank udkommer 25. februar. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Den primære årsag til, at vi ifølge Dennis Nørmark jagter sex, en saftig rød bøf eller anerkendelse blandt ligesindede er behovet for forplantning, ernæring og status.

»Noget, der kan veksles til succes for mig, og dermed give mig en bedre mulighed for overlevelse. Hvis vi alene fokuserer på belønningen, taber vi forbindelsen til det, som egentlig er hensigten med belønningen: Nemlig at få vores organisme til at opsøge særlige situationer, der er gode for vores overlevelse. Vi får belønningen, men uden at have gjort nogen indsats. Og dermed uden at have opnået det, som er belønningens egentlige formål.«

Han kalder vores tro på, at vi har ret til lykke for det, der gør os dårligere til at håndtere ulykke, netop fordi der er et formål med ulykke, smerte og tristesse.

»Vi er kommet dertil, hvor vi tror, det er en slags ’systemfejl’, når vi er ulykkelige. Men ulykken er jo en del af hjernens forsøg på at få organismen til at gøre noget hensigtsmæssigt. At undgå ensomhed for eksempel ved at knytte os sammen med en partner eller involvere os i et fællesskab. Hvis vi bare begynder at dulme ulykken, når den viser sig, er det igen symptom på behandling, uden at gøre noget ved det reelle problem, som typisk er socialt.«

I »Lystens pionerer« er Lone Frank på jagt efter historien om den amerikanske psykiater Robert Heath. Manden, som allerede i 1950 fandt på at sætte elektroder dybt ind i hjernen på mennesker og slutte strøm til. En metode, som først mange år senere fik sit gennembrud i psykiatrien.

Hele historien trækker ifølge bogens forfatter tråde til nutidens forskning. Det kunne være på Århus Universitetshospital, hvor overlæge på neurokirurgisk afdeling, Niels Sunde, beskriver dyb hjernestimulation til raske mennesker som »en interessant vinkel på de muligheder, der ligger i behandlingen.«

»Men,« understreger han. »Det er også noget af et skrækscenario. Hvis behandlingen med dyb hjernestimulation bliver brugt som en slags »psykokosmetik«, er vi ude på et meget farligt skråplan og en glidebane, der kan have forfærdelige konsekvenser. Jeg håber, at læger, der bruger denne teknik, vil være bevidst om det etiske ansvar, de har. Ellers kan vi jo risikere at bringe en rigtig god behandling i miskredit, og det ville være synd for alle dem, der har så god gavn af denne behandling,« siger Niels Sunde.

Han kalder dyb hjernestimulation eller DBS (Deep Brain Stimulation) for et stort fremskridt i behandlingen af visse kroniske sygdomme i hjernen, og i dag en veletableret behandling for Parkinsons sygdom og andre tilstande med bevægeforstyrrelser.

»Det er således en teknik, der kan bruges til at fjerne symptomer, udløst af fejlfungerende kredsløb i en syg hjerne. Som jeg ser det, er der en mere flydende grænse mod det normale, når det gælder psykiske sygdomme. For hvor går grænsen mellem for eksempel at være deprimeret, og at være en person, der generelt bare er lidt forstemt, rastløs og irritabel?«

Hver gang videnskaben ifølge Lone Frank kan noget, og vi siger »wow!, det vil vi gerne have,« stiller det krav til os om at spørge, hvad det betyder for vores måde at leve vores liv på, og hvilke spor det sætter i vores kultur.

»Nutidens psykiatere planter lystigt elektroder i hovederne på deres patienter, og neurokirurger taler om en fremtid, hvor et elektronisk »brain lift« bliver lige så almindeligt, som botox er i dag. Alt sammen i lystens og det gode livs tjeneste. Men hvad kommer det til at betyde? Det tror jeg, vi alle sammen bliver nødt til at tænke over.«