Hun gemmer kogebogen i bankboksen

Rushy Rashid laver pakistansk mad, overtræder sin mors regler og fortæller om, hvad mad betyder for identitet.

Radiovært og kogebogsforfatter Rushy Rashid laver pakistansk mad i samtalekøkkenet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rushy Rashid har en kogebog liggende i en bankboks. En enkel notesbog med linjer og gråt omslag. På hver side står opskrift efter opskrift skrevet med blå kuglepen. Overstregninger, hvor der er skrevet forkert. Det er hendes faster Mimi, der har skrevet den på urdu og få engelske ord, og kogebogen fortæller på sin egen måde en lille historie, der også er den helt store historie om globalisering, udvandring og traditioners opbrud.

Rushy Rashid er journalist. Nogle husker hende måske som Danmarks første studievært med indvandrerbaggrund på TV3’s nyheder. Hun har nu sit eget radioprogram på Radio 24syv, hvor hun forsøger at revitalisere indvandrerdebattten. Hun blev født i Pakistan, og da hun var lille, flyttede først hendes far, så hendes mor til Danmark for at arbejde. Den klassiske indvandrerhistorie med hårdt fysisk arbejde og små mørke lejligheder på Nørrebro. Senere en bedre lejlighed og en købmandsbutik, som hendes far ejede selv. Rushy blev selv boende hos sine bedsteforældre i det nordlige Pakistan i Dunjab, hvor fasteren Mimi også boede. Hendes farfar var kvæghandler, og familien boede i et stort hus, som farmoderen styrede med fast hånd. Her var masser af børn, svigerdøtre, børnebørn og medhjælpere, der hver dag blev lavet mad til. Tre måltider om dagen, alt lavet fra bunden. Det var den gammeldags husmoderskole, og da faster Mimi skulle giftes, blev hun grundigt instrueret i lave mad, mens Rushy så på og lyttede. Rushy flyttede til Danmark som niårig, og så sin mor lave mad, og hun har moderens regler med i baghovedet – selv når hun bryder dem.


 

»Det her ville min mor ikke synes om,« siger hun og griner, da hun laver dagens første ret i køkkenet, en mango lassi, som er en yogurtdrik (blend græsk yogurt med mangojuice, så det smager sødt og syrligt. Eller bare som du kan lide det).

For Rushy Rashid putter mynte i, og det ville hendes mor aldrig have gjort. Det kan godt være, at mynte smager godt i drikken, men mynte hører til i det salte køkken. Al kylling skal have fjernet skindet. Andet er bare forkert. Moderen ville heller ikke bryde sig om minihakkere eller blendere. Eller smutveje.

Hun lavede pakistansk mad, og Rushys forældre sparede hele deres liv op for at kunne bygge et hus i provinsbyen Sialkot, hvor de kommer fra, og hvor de så gerne ville flytte tilbage til. De fandt andre pakistanere at omgås i København og de købte ind i indiske butikker, først hos »Sikhen« på Vesterbrogade, senere på Nørrebrogade.

Når de rejste på ferier i Pakistan, kom de tilbage med bugnende kufferter, der duftede af pickles og glas, der måske var gået i stykker undervejs. Huset i Pakistan fik de bygget. Men de kom aldrig til at bo der.

»Nu bor min tante Mimi der efter at hun blev skilt. Så flytter man tilbage til familien,« fortæller Rushy Rashid. Hendes mor er død, hendes far gift igen. Deres liv er i Danmark, men den mad, Rushy laver, fortæller om fortidens køkken.

Langsomt begynder køkkenet at dufte, varmt, tæt og krydret. Kylling i krydderurter, en raita til med tørrede granatæblekerner, der giver en forunderlig smag, syrlig som bare den, sød og stadig aromatisk.

Rushy Rashid har store bundter krydderurter med, for hun laver mad med masser af krydderurter, fordi hun kommer fra Punjab, der ligger i Pakistan og grænser op til Indien. Om køkkenet er pakistansk eller indisk er umuligt at sige. Området var før Pakistans oprettelse indisk, og maden har ikke ændret sig, selvom der blev lavet nye grænser på et kort.

»Det er Pakistans kornkammer, det er et frugtbart område, så man har mange grøntsager og krydderurter, som man bruger i maden, og man har meget kvæg og mange husdyr, fordi man har meget korn. Min egen farfar handlede også med kvæg. Det bruger man i maden.«

Hun spørger, om vi spiser stærk mad. Ja, gerne. Og så laver hun det alligevel ikke så stærkt, som hun ville gøre til sig selv. Vi er jo danske. Som hendes børn også er. Hun har fået dem med sin danske mand Jens, og de spiser både dansk og pakistansk mad. Jens spiser rigtig stærk mad, men børnene er ikke vænnet til det.

»I Pakistan tror man på, at en nybagt mor de første 40 dage skal spise så mange forskellige ting som muligt, så barnet kan vænne sig til det. Jeg fulgte sundhedsplejerskens råd og spiste hverken jordbær, chokolade eller chili.«


Det er bare en af de små forskelle, som følger med, når familien er rykket fra ét kontinent til et andet. Rushy Rashids børn har heller ikke, som hun selv gjorde, lært urdu, så kogebogen med de håndskrevne noter har Rushy Rashid oversat, så de kan læse opskrifter og kende den del af deres arv. Hun har også skrevet en kogebog med pakistansk mad for at give det videre, hun er vokset op med. Den bliver købt af andre, der som hun står mellem to kulturer.

»Der er tit dansk-pakistanske piger, der ringer til mig og spørger, hvor de kan købe min kogebog, fordi de skal giftes, og de kan ikke finde ud af at lave mad. De kan ikke læse en pakistansk kogebog, fordi de taler dansk, så de må have min, så de kan lære det.«

Men man kan nu også med stor fornøjelse læse bogen og lave mad fra den, selv om man er pæredansk på en lidt bleg facon.