Hornfisk med urtekartofler og persillesauté

Majmiddag med skønne gyldenstegte hornfisk, sauteret persille og urtekartofler.

Stegt hornfisk Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Lars Ranek

Hornfisk
4 personer

  • 2 store hele hornfisk, eller fileter
  • rugmel
  • salt og peber
  • olivenolie og smør til stegning

Rens hornfiskene, hvis de er hele, og skær hoved og finner af. Fileter trimmes for finner og flossede kanter. Skær fiskene (både hele og fileter) i mindre stykker og vend dem i rugmel krydret med salt og peber.

Varm olien op på panden, tilsæt smør og læg fisken på. Stykker med ben steges i godt 2 min. på hver side, mens filetstykker steges i 2-3 min. på skindsiden, før de vendes og tages af panden efter 10 sekunder.

Persillesauté
4 personer

  • 250-300 g bladpersille (3-4 bundter) (se tip)
  • 1 fed hvidløg
  • 1 skalotteløg
  • 2-3 spsk. olivenolie
  • salt og peber
  • ½ økocitron

Rens og skyl persillen. Fjern de groveste stilke (gem ¼ af dem til kartoflerne). Slyng persillen tør i en salatslynge eller dup den omhyggeligt tør med et viskestykke.

Pil og hak hvidløg og skalotteløg fint. Varm olien op på en stor stegepande eller i en stegegryde. Kom persillen på panden sammen med hvidløg og løg.

Vend hurtigt rundt i bladene, til de er klasket sammen (ca. 1 min.) Krydr med salt og peber og steg i yderligere 8-10 sekunder. Pres lidt citron over og server persillen til hornfisken.

Tip
Persilletilbehøret er hverken pynt eller bare et lille sprødstegt islæt. Det er persille i store mængder, der tilberedes og spises som en grøntsag. Slet og ret fordi persille er superaromatisk og smager skønt.

Jeg bruger ofte gammeldags kruspersille til sauteret persille. Den har en ret udpræget smag, som jeg holder meget af. Men bladene, kruset, er sommetider meget groft i det, og det bliver ikke mindre ved sautering.

Så for tyggevenlighedens skyld skriver jeg bladpersille, den bliver blødere. Men hvis kruspersillen i din have er kommet i groning, eller du et andet sted støder på meget frisk og ikke grov kruspersille, så vælg den. Den smager dejligt.

Urte-kartofler

  • 1 lille skalotteløg
  • ½ lille fed hvidløg
  • 700-800 g jævne faste kartofler (gerne »gamle« kartofler)
  • 1 lille laurbærblad
  • stilkene af et bundt persille
  • ½ tsk. knuste korianderfrø
  • 1 tsk. havsalt
  • ½ spsk. olivenolie
  • 1 lille spsk. smør

Pil løg og hvidløg, halver løget. Skræl kartoflerne og skær dem i terninger (3x3 cm). Skyl dem i koldt vand. Bind laurbærblad og persillestilke sammen til en krydderbuket.

Kom krydderbuket, koriander, salt og olie i en stor gryde med 3-4 dl vand, bring det i kog. Kom kartofler, løg og hvidløg i gryden. Bring kartoflerne i kog og lad dem koge 5-6 min., eller til de er møre.

Vend forsigtigt rundt i kartoflerne undervejs. Hæld det meste af vandet fra kartoflerne, fjern krydderbuketten og tilsæt smørret. Vend forsigtigt rundt i kartoflerne, så der kommer smeltet smør og kogevand på dem alle og øs dem derefter over i en skål med en hulske.

Server dem som de er, eller grill dem nogle minutter i ovnen, indtil de er gyldne.