Home style thai med efterbrændermadanmeldelse.

Restaurant: Ranees Maden er stærk og hjemmelavet fra grunden hos Ranee på Blågårds Plads.

Foto: Brian Berg<br> Fold sammen
Læs mere

Menu-kortene på de fleste Thai-restauranter i København ligner hinanden til forveksling, og maden virker indimellem, som om den udgår fra den samme fabrik. Forklaringen er formentlig, at køkkenerne baserer sig på de samme præfabrikerede curry- og tom yum-pastaer, der kan købes overalt i byens asiatiske specialbutikker.

Sådan er det dog ikke hos Ranee med efternavnet Udtumpthisarn hun laver mad, som hun selv fik den hjemme hos sin mor i Esan, som det Nordøstlige Thailand kaldes. Restauranten på Blågårds Plads har i det hele et anderledes udtryk, stilen er meget tilbagelænet, hvilket ikke mindst gjaldt betjeningen, den aften vi var forbi, mere effektiv service er set. Indretningen er der ikke sket så frygtelige meget med, siden jeg sidst besøgte adressen for nogle år siden, hvor en tibetansk restaurant sad på lejemålet man genkender i hvert fald de lettere klodsede, institutionsagtige fyrretræstole.

Vi forlystede os indledningsvis med en sjov snack Miang Kam fra det nordlige Thailand. Syv små skåle stod i en rundkreds på et fad med chili, tørrede rejer, jordnødder, skalotteløg, lime, ingefær og ristede kokosflager. Ved siden af lå en bunke blade, som man foldede som en skål, fyldte med småbidderne og dryppede med den sødlige sojabaserede sauce, som stod i midten. Både hyggeligt og ganske velsmagende.

Hertil nød vi en flaske Free Beer version 3.0. En ganske sjov øl begået af kunstnergruppen Superflex i samarbejde med bryggeriet Skands. Konceptet går ud på, at alle har lov til at reproducere og kommercialisere øllet, hvis opskrift og label kan hentes på en hjemmeside. Selve brygget var her en aletype, rund maltet og sødmefuld og tilsat lidt guarana-nød, som dog ikke umiddelbart lod sig smage. (64 kr. for 70 cl).

Egentlig ville vi helst have spist Ranees store syvrettersmenu, som står til overkommelige 295 kr., men den blev ikke serveret denne fredag med den begrundelse at køkkenet havde for travlt. I stedet kombinerede vi os så ved hjælp af a la carte kortet frem til noget, som lignede prisen blev dog en anden, og fire forretter samt hovedret og dessert viste sig at være lige i overkanten af hvad vi kunne rumme.

Vi lagde ud med de klassiske satay-spyd, her tilberedt med vildsvin, som godt kunne have tålt lidt mere varme. Kødstykkerne, der ikke var helt reelt udskåret, var sine steder lovlig rå og dermed lidt svære at tygge. Men den ledsagende jordnøddesauce var rigtig lækker, tydeligvis hjemmelavet og meget chunky.

De thailandske fish cakes normalt kaldet tod man bla kommer man heller ikke uden om. Igen afveg Ranees version noget fra den, som man kender fra de andre thai-steder: Fiskefrikadellerne var ret lette og luftige gjort på en fintmalet fars med en let svampet struktur tankerne gik således i retning af de skumfiduser, man i gamle dage fik fra Norsk Fars. Smagen var ok, uden at være voldsomt karakterfuld, men endnu gang var en hjemmedip, her med sød chili, med til at rette op på billedet.

Så fulgte anden runde: Hvor første omgang havde været relativt mild, så stod vores smagsløg nu til en ordentlig omgang tæsk. Den klassiske Tom yam gung-suppe med citrongræs, lime og galangalrod skal være stærk og sur, og det var denne så sandelig også. Der var heldigvis heller ikke sparet på de store saftige tigerrejer, resten af fyldet udgjordes blandt andet af en del tomat.

Styrken var dog intet at regne i forhold til den servering af grøn papaya-salat som fulgte. Selv om vi bestilte den i den mindst stærke af to versioner kaldet Thai style, så var salaten smerteligt hed. Den tørrede røde chili var doseret med så løs hånd, at det smertede helt ned i tandrødderne ikke mindst var der en voldsom efterbrænder på som intensiveredes de følgende 10 minutter. Vi gøs ved tanken om husets ekstra stærke Esan style-servering. Salaten var i øvrigt ikke videre elegant, for det første var papayaen, som i sig selv ikke var den lækreste, jeg har smagt, ikke skåret specielt fint, og så var den lettere klodset garneret med store humpler af agurk og hvidkål.

Min gæst havde som hovedret valgt en rød curry med lammekrone det har jeg hverken smagt eller set før, men det fungerede nu okay, måske lige bortset fra, at man måske godt kunne have fjernet fedtbræmmen på lammekødet, eftersom den kokosmælksbaserede curry jo i forvejen er ret fed.

Jeg fik en gang tun nam thok, som er en lun thai-salat. Ingredienser var friskt lækkert tunkød, stegt så hurtigt at det stadig var rødt og saftigt indvendigt, men kokken havde måske været lige lovlig nærig med dosseringen hvilket man dog bestemt ikke kunne sige om chilien. Jeg blev igen sendt lige lukt ud i smertehelvedet. Tunen var vendt med blandt andet korianderblade, lime, fiskesauce og fik følgeskab af mere uønsket kål, denne gang af den røde slags.

Ranees ene dessert skulle vi selvfølgelig også smage. Hovedelementet var en kugle god mangosorbet, som var garneret af stykker af litchi- og mangofrugt samt den klisterede søde risengrød, som er en klassiker i det thailandske dessertkøkken.

Aftenen igennem drak vi en hvid helt glimrende biodynamisk Macon årgang 2005 (350 kr.), som dog til tider var hårdt presset, ikke mindst af papaya- og tun-salaterne. Ranees svoger Sune Rosforth er vinimportør med speciale i vine fra Loire og biodynamik det ser ud til, at han har hjulpet til med at lave det lille kort, som er noget sjovere, end man plejer at se det på byens Thai-restauranter.

Måltidet var til ende, og vi sad begge som to gamle boksere med forslåede gummer, hvilket selvfølgelig er den risiko man løber, når man spiser thai. Selv om der aftenen igennem bestemt havde været mange gode takter fra Ranees køkken, som kunne pege i retning af fire stjerner, så var der altså også et par skævere. Lagt sammen med den usikre betjening begge tjenere hævdede, at det var deres første dag på pladsen vælger vi at holde ved tre.