Høst din indre ro i haven: Sådan får du mere energi og overskud - helt naturligt

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Naturen taler til urmennesket i os. Den har en beroligende effekt og virker afstressende, uanset om vi roder i jorden i egen have, planter i potter på altanen eller går en tur i skoven

Det kan være svært at finde balancen mellem travlhed og afslapning i en travl hverdag.

»Deadlines og travlhed sætter kroppen i højeste alarmberedskab. Bliver tilstanden permanent, risikerer vi at brænde sammen,« siger Eva Broby Johansen, der er psykolog, yogalærer og haveterapeut med speciale i mindful meditation i naturen.

Log ind med B PLUS og bliv klogere på hvordan du genfinder pusten og din indre ro i naturen. Mød Marianne Porsborg, der dagligt anvender sin have til at forebygge stress og tankemylder og få en guide til hvordan du indretter din have, altan eller terrasse, så du får de bedste rammer for at slappe helt af.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra B PLUS her

Det får du:

  • Artikel: Gå ud og høst indre ro
  • Guide: Haveguide
  • Case: Tankerne falder på plads i min have


Naturen taler til urmennesket i os. Den har en beroligende effekt og virker afstressende, uanset om vi roder i jorden i egen have, planter i potter på altanen eller går en tur i skoven

Det kan være svært at finde balancen mellem travlhed og afslapning i en travl hverdag.

»Deadlines og travlhed sætter kroppen i højeste alarmberedskab. Bliver tilstanden permanent, risikerer vi at brænde sammen,« siger Eva Broby Johansen, der er psykolog, yogalærer og haveterapeut med speciale i mindful meditation i naturen.

Det er vigtigt at prioritere pauser og restitution – og det kan naturen hjælpe os med.

»Man ved, at bl.a. den grønne farver virker beroligende på os,« siger hun.

Faktisk beviser et amerikansk forsøg, at blodgennemstrømningen i de dele af hjernen, der er mest aktive, når vi bekymrer os, blev markant langsommere hos en gruppe forsøgspersoner, efter at de havde gået tur i en park med træer, blomster og græs. Ligesom forsøgspersonerne efter turen gav udtryk for færre bekymringer og negative tanker end de havde haft før gåturen.

Stress af

At ligge på et tæppe og kigge op i trækronerne, at studere en farvestrålende sommerfugl, eller at følge en spires udvikling fra frø til plante fuld af solmodne tomater, er ren afstresning. Det handler om at træne sin opmærksomhed.

»Vi kan være opmærksomme på to måder. Den såkaldt ’målrettede opmærksomhed’ er begrænset og kræver energi. Det er den form for koncentration, vi bruger, når vi skal håndtere store mængder information og løse opgaver i hverdagen og arbejdslivet. Den ’spontane opmærksomhed’ derimod er ubegrænset, kræver ikke energi og er samtidig stressreducerende. Det er dén, der stimuleres i trygge naturomgivelser,« siger Marie Leer Jørgensen, der er master i natur, sundhed og haver. Hun arbejder bl.a. med at indrette grønne uderum, der fremmer livskvaliteten.

Den store variation og de mange sanseindtryk i form af lyde, lugte, farver og mønstre, som vi møder i naturen eller i haven, afleder os og giver hjernen en velkommen pause.

At det virker, er der flere eksempler på. Bl.a. et japansk forskningsprojekt, hvor deltagerne blev sendt ud at gå i henholdsvis skov og by. De fysiologiske ændringer hos forsøgspersonerne var tydelige. Indholdet af stresshormonet kortisol faldt efter 15 minutter med 16 pct., mens blodtrykket faldt med to pct. Men kun hos de deltagere, der gik tur i skoven.

»Naturen taler til os på en helt særlig måde. I naturen kan vi slappe af og finde ro i trygge omgivelser ved at kigge på planter og røre ved jorden, som vi er tæt forbundet med. Det sker ikke, når vi går en tur i byen og kigger på en bygning eller noget andet menneskeskabt. Når vi prioriterer at komme ud i naturen (og slukker mobilen, så der ikke er nogen, der kan få fat i os), falder nervesystemet til ro. Det har vi brug for,« siger Eva Broby Johansen og forklarer, hvordan det er nervesystemet, der er aktiveret, når vi er stressede.

Artiklen fortsætter under billedet

Stress slider

»Når vores forfar mødte en bjørn, var han i livsfare og havde brug for at handle hurtigt. I dag møder vi ingen bjørne, men til gengæld masser af arbejdsopgaver og et væld af andre ting, der gør, at vi er i alarmberedskab. Det betyder, at det sympatiske nervesystem aktiveres, vores sanser skærpes, og kroppen frigiver adrenalin og sukkerstoffer, så vi får mere energi. Er vi i den stressede tilstand for længe, slider det på kroppen, ligesom det svækker vores immunforsvar,« siger Eva Broby Johansen.

Skal vi undgå at gå ned med stress, har vi brug for restitution. Vi har brug for at skabe balance og sørge for, at også det parasympatiske nervesystem, der er det beroligende, bliver aktiveret.

Vores forfædre var jægere og samlere, der levede i tæt kontakt med naturen. Når naturen har så gavnlig en effekt på os, handler det ifølge Eva Broby Johansen om noget urmenneskeligt.

»Det kan godt være, vi det seneste par hundrede år har gennemgået en enorm udvikling både teknologisk og kulturelt, men den fylder ikke meget, når man ser på det samlede tidsperspektiv. Naturen forlanger ikke noget af os og stiller ingen krav. Den tillader os at slippe præstationerne og bare være,« forklarer Eva Broby Johansen.

Netop fordi naturen ikke kræver noget af os, kan vi finde en ro langt væk fra computere, to do lister og tankerækker, der har det med at fylde hovedet til bristepunktet.

»Fordi de negative følelser ikke får lov at fylde, opstår muligheden for at tænke helt nye tanker. Naturen fjerner os fra stress og jag, og så bliver der pludselig plads og overskud til at tænke anderledes og få ting til at falde på plads. Problemstillinger bliver til at overskue, fordi man rent faktisk får luft til det. Man kan se at: ’Nå ja, det er sådan jeg skal gribe det an’. Man får kraft og ny energi,« siger Marie Leer Jørgensen.

’Tankerne falder på plads i min have’

Marianne Porsborg er ude i sin have hver eneste dag. Hun tænker godt blandt ukrudt og tomatplanter, hvor der ikke er nogen forstyrrelser

Skålen på havebordet bugner af solmodne jordbær og vidner om, at sommeren for alvor er i gang. Sorten er senga sengana, og de ti planter, som Marianne Porsborg satte i jorden, da familien overtog huset i Jægerspris, har bredt sig, så der i dag står jordbærplanter alle mulige steder – også i blomsterbedene og langs huset.

Netop det uhøjtidelige kendetegner Marianne Porsborgs have, og det er helt bevidst.

»I andre sammenhænge kan jeg godt lide geometri, men i min have skal der helst ikke være for mange lige linjer. Den må det gerne være lidt vildtvoksende og asymmetrisk,« siger Marianne Porsborg, der selv har tegnet stien, der belagt med chaussesten snor sig gennem forhaven og helt bevidst tager et sving gennem et blomsterbed.

Stien appellerer til at gå på opdagelse og forsvinde ind i en anden verden. Og det er i høj grad sådan, Marianne Porsborg bruger sin have. Den udvikler sig hele tiden i takt med, at nye behov opstår. Det gamle gyngestativ må snart vige pladsen til fordel for en hyggekrog med kyssebænk, og på terrassen står en spand med lavendeler, som hun har fået af en nabo, og som der skal findes en god plads til – og så drømmer hun om en duftende rosenhæk.

»Jeg er ikke til hverken Tour de France eller EM, men jeg nyder at gå herude om aftenen og hygger mig med at plukke jordbær og vande drivhus, mens jeg lader tankerne vandre. Her er dejligt højt til loftet. Det gør godt og er en god kontrast til den travlhed, der ofte præger min hverdag.«

Stod det til hende alene, var familien flyttet langt ud på landet i et hus med en kæmpe have. Men med tre børn og en mand, der rejser meget, var det mere praktisk at bo et sted, hvor der ikke er langt til skole, venner og familie.

Artiklen fortsætter under billedet

Alt er udnyttet

Selv om haven ikke er voldsomt stor, er pladsen udnyttet optimalt. Her er et farvebombardement af stauder og et væld af roser, bl.a. den sart lilla ’Blush hip’, en historisk rose, der er Marianne Porsborgs yndling.

På begge sider af huset har hun indrettet solkroge, her er drivhus og en nyttehave midt i græsplænen, hvor porrer, kartofler og krydderurter vokser – omkranset af pileflet.

»Jeg kan godt lide det britiske princip om flere rum i haven. Min svigermor, der er englænder, fortæller altid om sin barndoms have, der ikke var mere end 125 kvadratmeter stor, men hvor der både var frugt, grønt og prydhave. Jeg kan godt lide, at det hele bliver udnyttet,« siger hun, der ikke er bleg for at sætte kartofler i blomsterbedet for at udnytte hver en plet.

Marianne Porsborg føler, at hun bliver ’grounded’, når hun har fødder og fingre i muldjorden. At det i bogstavelig forstand giver ro og jordforbindelse at være i tæt kontakt med naturen, hvad enten hun smækker benene op og nyder livet med en kop te og en god bog eller høster årets første tomater. Hun elsker at mærke roen, når hun vander drivhuset eller rykker ukrudt op. Netop ukrudtet, som mange ellers hader, har hun et særligt forhold til.

»Folk er sure på ukrudt, men faktisk synes jeg, det kan være ret hyggeligt. Jeg har agerpadderokker, hvor andre har skvalderkål. Har jeg meget om ørerne, er der ikke noget bedre end at komme ud at rykke ukrudt op. Det er lidt ligesom at strikke. Der sker noget, når hænderne arbejder per automatik. Jeg har det med at tænke alle mulige tanker, og når jeg går udenfor, får jeg sorteret i tankemylderet. Det giver et frirum til at tænke nye tanker,« siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Min meditation

Marianne Porsborg er indehaver af garnshoppen ’Doggerland Design’ og læser desuden på universitetet, så der er nok at se til.

Alligevel prioriterer hun at gå en tur i haven stort set hver eneste dag – hun føler nærmest et behov for det og gør det ofte om aftenen, når vinden har lagt sig, og skumringen pakker frugttræerne ind i et særligt lys.

»For mange år siden, da jeg boede i en lille lejlighed i byen, gik jeg til meditation og yoga. I dag er haven min meditation.

Når jeg har haft fuld fart på, er der ikke noget bedre end at koble af herude – helt alene. For mig er det vigtigt med rum, hvor jeg ikke bliver forstyrret. Selv om jeg burer mig inde på mit kontor og sætter et ’vil ikke forstyrres’ skilt på døren, er der ikke samme fornemmelse af rum, som jeg får udenfor.«