Her er verdens bedst sælgende vinforfatter - ikke

Verdens bedst sælgende vinbogsforfatter Hugh Johnson dukker aldrig op til interviewet med Berlingskes vinredaktør, som til gengæld beslutter sig for selv at opspore »Den Indre Hugh«.

Hugh Johnson Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg venter på Hugh – verdens bedst sælgende vinforfatter – Johnson. »Onkel Hugh«, som den engelske vinskribent altid har heddet i min verden, har i anledning af udgivelsen af den syvende reviderede udgave af hans store vin atlas (fantasifuldt betitlet »Den Store Vinbog« på dansk) sat mig i stævne til high tea på Kensington Palace’s orangeri i London.

»So very Hugh«, tænker jeg: Denne kombination af klassicisme, kongerøgelse og ikke mindst havekunst i form af Kensington Gardens. Hugh har efterhånden skrevet flere havebøger, og i dag er det lige før, at man kunne mistænke manden for at være mere gartner end vinmand.

Man kunne selvfølgelig argumentere med, at vinbrug også er en slags professionelt havearbejde, men tag ikke fejl: Selv om vinverdenen er et kultiveret miljø, så er den ikke uden et vist element af machismo: Det er mandigt at stikke næsen i et glas vin og gætte producent og årgang, ikke at bruge sin tid på at gå og nusse om roserne ude i haven.

Jeg er – stik imod sædvane – kommet 20 minutter for tidligt til en aftale, og mens jeg forsøger at nyde den første kop te, rekapitulerer jeg Hughs betydning dengang i slutningen af 1980erne, hvor jeg havde fået nok af rock’n’roll, og hvad dertil hører, og i stedet kastede mig med glubende appetit over vinen.

Dengang var det endnu ikke amerikaneren Robert Parkers tykke bøger med alenlange lister af smagenoter, som guidede mig gennem vinjunglen, men som for de fleste andre danskere Hugh Johnsons årlige lille pocket guide udgivet af Politikens forlag under den fantasifulde titel »Vin«.

Heller ikke dengang stod der ret meget i denne lille tryksag, men med sine årgangstabeller og ratings af de mest etablerede producenter med fra én til fire stjerner hjalp den mig til at tage de første skridt ud i det, der syntes at være en fuldstændig uoverskuelig verden af indviklede etiketter forfattet på fremmede sprog. Jeg husker f.eks., at jeg var glad for, at drikkemodne årgange fra det enkelte slot blev fremhævet med fed skrift – hvilket på den anden side også var skræmmende, eftersom Onkel Hugh oftest dikterede ti års opbevaring i kælderen for de klassificerede bordeaux’er, jeg gik og samlede på dengang.

Men da vinlusen først fik rigtig fat i mig, og jeg fandt Robert Parker, gled den lille årlige Hugh fra Politiken i baggrunden. Parker var langt mere skarp, ikke bare på grund af den forkætrede 100-pointskala, men fordi han turde være kritisk, turde gå i flæsket på de store bordeaux chateau’er. Han analyserede og grupperede slottene i stilarter, og så var han – i hvert fald dengang – hurtig til at spotte nye producenter på vej op.

Uden at overdrive kan man sige, at Parker endda skabte de nye navne. Hugh var og er stadig meget langsom til at opfange det nye, og når han endelig får øje på det, kan han oftest ikke lide det. I hvert fald var han slet ikke glad for de mørke, meget fadprægede og alkoholtunge vine, som Parker fremelskede i 80erne og 90erne. Og hvor Hugh godt nok har udtalt, at han sætter pris på den nye naturvinsbevægelse, så er realiteten, at han praktisk talt ikke skriver om disse vine.

Bortset fra nu afdøde Marcel Lapierre, som for 30 år siden var founding father til den usvovlede beaujolais, har jeg ledt forgæves efter selv de mest markante og betydningsfulde producenter fra denne bevægelse i Hughs lille pocketbog.

Hugh Johnston and Jancis Robinson uncorrected direct from camera jpeg contact adrian pope photographer if col, density correction required Fold sammen
Læs mere

Klokken er blevet 16.15, det akademiske kvarter er gået, og der er stadig ingen Hugh. Jeg ringer på hans private telefonnummer, som jeg har fået udleveret af forlaget, men ingen tager røret. Måske han tager sig en morfar?

Manden er jo trods alt gået hen og blevet 75 år. Eller måske har han ment kl. 17 i stedet for 16, og så har forlaget, som har ageret mellemmand på interviewaftalen, fucked det hele op – den slags er jo sket før.

Jeg beslutter mig for at give ham en endnu en time, bestiller endnu en kop te og går i gang med at læse Johnsons selvbiografi »A life Uncorked« fra 2006:

Her kan man læse, at Hugh langtfra voksede op i det samme kulinariske mørke af mælk og farsbrød som hans senere kollega og konkurrent, Robert Parker. Farmand Johnson var barrister (advokat med ret til at repræsentere bl.a. Kronen, red.) og medlem af den internationale vinklub The Wine Society, og Hugh er således født ind i et vinborgerskab, hvor »der altid var sherry og hverdags bordeaux i hanen – om søndagen Château Les Ormes de Pez (velanskrevet cru bourgeois fra Saint-Estephe, red.)«

Hugh studerede engelsk på Cambridge og var selvfølgelig medlem af The University Wine & Food society.

Der blev holdt masser af smagninger på campus, ikke mindst med de forskellige vinimportører som donorer, eftersom disse anså de studerende for potentielle kernekunder.

Men universitetet havde såmænd også selv gode dybe kældre, og skolens butler og køkkenchef stod til fuld rådighed for vinklubben, når man f.eks. havde besøg af vinproducenter fra udlandet.

Vinklubbens smage-battle mod Oxfords universitetet var en årligt tilbagevendende begivenhed. Men Hugh opnåede aldrig at komme med på holdet – ifølge eget udsagn fordi der formentlig var mere talentfulde smagere til rådighed. Fast topscorer på smageholdet var imidlertid Hughs room mate, Adrian Cowell. Cowell var den som skulle turne Hugh uigenkaldeligt på, da Cowell en aften efter en større smagning kom brasende ind på værelset med et glas vin i hver hånd og befalede unge Johnson at smage: Vinene var fra samme år, men kom fra to forskellige marker på hver sin side af vejen, og Hugh blev fortryllet over, at udtrykket kunne være så forskelligt.

Hugh Johnson dimitterede fra Cambridge i 1960 og fik allerede samme år job som skribent hos Condé Nast på Vogue. En af de første artikler, han fik offentliggjort, var »Talking Turkey«, som op til julen 1960 redegjorde for kunsten at parre den traditionelle britiske julekalkun med vin.

Hugh vidste ikke selv meget om emnet, men ringede på journalistisk vis op til forskellige autoriteter, som kom med deres bud. F.eks. den dengang kendte gourmet Nubar Gulbenkian, som blev citeret for at udtale: »Det kommer an på vejret, mine gæster og aftenen før – men det bliver enten Château Lafite 1949 eller Clos de Vougeot 1928.« Flasker, som dengang før nyrige russere og kinesere var begyndt at drikke vin, kunne købes for omkring 40 shillings.

Hugh var således i gang med at skrive om vin allerede i en alder af 21 år. To år senere blev han – under dæknavnet John Congreve, så han stadig kunne beholde jobbet hos Condé Nast – vinskribent på The Sunday Times, og i 1966 udgav han sin første bog »Wine« – karrieren var på skinner. Men hovedværket var, og er, nu nok The World Atlas of Wine (Den Store Vinbog), som udkom for første gang i 1971 og siden er udkommet i syv udgaver og mere end 4,5 millioner eksemplarer på 16 forskellige sprog.

Idéen til udgivelsen opstod på forlagskontoret hos Mitchell og Beazley, som dengang havde haft stor succes med at udgive alle mulige forskellige former for atlasser og således ringede til Hugh og spurgte, om han ikke kunne lave et atlas over vinens verden.

Bestemt ikke nogen dum idé, eftersom vin jo i meget høj grad er lænket til geografien. Atlasset, som gør sit bedste for at dække hele vinverdenen, men stadig har ret store huller i f.eks. Østeuropa, passer fint ind i Johnsons encyklopædiske stil, som modsat Parkers analytiske kritiske tilgang til stoffet forsøger at være faktuel og oplysende i klassisk forstand.

Ikke mindst siden den yngre kollega Jancis Robinson, som er redaktør af The Oxford Wine Companion, blev medforfatter på atlasset fra og med femte udgave, har det haft en slags reference-status. I dag lægger Hugh således ikke skjul på, at Jancis Robinson mere eller mindre har overtaget alt arbejdet med atlasset, mens Hugh selv svæver over vandene og nøjes med at give lidt stilistisk kritik indimellem.

Undertegnede bruger således jævnligt bogens kapitler som en introduktion, når jeg skal ud at besøge nye vindistrikter, som jeg endnu ikke kender til bunds.   Jeg husker ikke fra Hughs hånd at have læst et negativt udsagn omkring en navngiven vinproducent. Men denne diplomatiske tilgang til stoffet gælder ikke, hvad angår konkurrerende vinskribenter.

Amerikanske Robert Parker tildeles et helt, endog meget kritisk kapitel i Johnsons selvbiografi. Det er mere end tydeligt, at Hugh ikke har det nemt med den nye verdensorden, som betyder, at vinmoden i dag dikteres af De Forende Stater snarere end det Forende Kongerige:

»Det imperialistiske magtcenter ligger i Washington, men smagens diktator bor i Baltimore,« som Johnson skriver (Robert Parker bor i Baltimore, red.)

Johnson væmmes tydeligvis ved Parkers indfaldsvinkel til vinen: »Vin er ikke anderledes end alle andre forbrugsprodukter«, skrev Parker i sin tid, da han startede sit selvudråbte korstog for vinforbrugeren. Hugh svarer i A Life Uncorked: »Oh jo, den er«, dog uden at uddybe nærmere. De to vinskribenter går, ifølge Johnson, grundlæggende efter forskellige egenskaber: »Parker fokuserer på koncentration, styrke, densitet og mundfølelse. For ham er »viskøs« et rosende ord, når det kommer til rød bordeaux – mig får det til at gyse. Jeg elsker transparente, friske, skarptskårne vine med det lavest mulige alkoholindhold, som er kompatibel med tilfredsstillende smag. Vine som kan beskrives som elegante«, skriver Hugh Johnson, og her kunne jeg faktisk ikke være mere enig.

Ligesom jeg er enig i hans problematisering af, at den meste vinkritik er baseret på sammenlignende smagning snarere end at drikke/nyde vinen. Problemet er, at journalisterne (inklusive undertegnede) til de maratonsmagninger, hvor man gurgler op til 100 vine om dagen, ender med en »smage gane«, som, fordi den er lammet af alkohol og smagsindtryk, kommer til at gå efter koncentration og power, snarere end subtilitet og finesse. Derfor er det også til min egen forbløffelse sket indtil flere gange, at jeg de senere år har grebet ud efter Politikens lille årlige Hugh, når jeg skulle ud at besøge nye destinationer.

Det er sådan set ikke fordi Hugh, eller hans lille årlige pocketguide, har ændret sig. Tværtimod har han, konservativ som han er, holdt fast i sit klassiske smagsideal, som blot er gået hen og er blevet tidssvarende igen – akkurat som trompetbukserne og den dobbeltradede blazer i klædeskabet nok skal komme på mode igen, hvis man gemmer dem længe nok. Omvendt synes jeg ikke, at det klæder Johnson, at han forsøger at gøre sin kritik af Parker til mere og andet end et spørgsmål om smag. Johnson angriber amerikanerens 100 points system (som er baseret på de amerikanske skolekarakterer), som englænderen mener foregøgler objektivitet/videnskabelighed, fordi tallet 100 er forbundet med 100 procent, det definitive. Realiteten er, at Parkers skala starter ved 50, således at amerikaneren har 50 trin at gøre godt med, mens mange af Johnsons britiske kolleger inklusive Jancis Robinson bruger en 20 points-skala inklusive halve karakterer og således har 40 trin til rådighed. Hvori ligger den store forskel?

Hugh rater også selv producenterne, men på en mindre nuanceret skala, som sagt fra én til fire stjerner inklusive halve trin. Én vin sprænger dog rammerne og scorer fire en halv stjerne, og det er pudsigt nok 1. cru slottet Château Latour i Bordeaux, som Hugh Johnson selv i en årrække har siddet i bestyrelsen for. Det har altid undret mig, hvordan Hugh med den ene hånd kunne arbejde for Latuor og med den anden tildele slottet stjerner. Ligesom man om Royal Tokajii Wine Co i pocket guiden kan læse følgende tekst »nyskabende udenlandsk joint venture i Mád førte an i en renæssance for Tokaji – jeg er en af grundlæggerne.«

Men i det mindste lægger manden ikke skjul på sine interesser i vinbranchen. Det er også beskrevet i bogen, hvordan Johnson i en årrække drev The Hugh Johnson Collection, en serie af vinglas og lignende vintilbehør, som blev solgt over hele verden. Stille gik det heller ikke for sig, da Hugh sidste år, efter at være flyttet fra sit herresæde Saling Hall i Essex til London-bydelen Kensington, solgte dele af sin vinsamling, inklusive et par vine fra 1830 og en flaske 1945 Chateau Latour, for samlet 88.000 pund.

Man kunne jo meget nemt kritisere manden for med den ene hånd at have skrevet visse vine op gennem årtier og derefter med den anden sælge dem på en stor anlagt auktion omtalt i de førende britiske medier.

Da jeg senere på ugen i Wien møder en af mine vinjournalist-kolleger fra London, er jeg nødt til at spørge ham, om den almindelige opfattelse af presseetik er anderledes i England end i Danmark, om det er normalt at sammeblande journalistik og kommercielle interesser?

»Nej, nej«, siger min kollega, »og for min generation, som generelt kommer fra venstrefløjen, har det heller ikke været en praksis, vi har tilladt os selv. Hugh derimod har aldrig haft nogen skrupler i den retning. Jeg tror, at han lige fra starten er gået efter pengene, i hvert fald er han den første vinskribent, jeg kender, som er blevet millionær (i pund, red.) Når Hugh har kunnet slippe afsted med det, skyldes det uden tvivl hans uomtvistelige personlige charme,« siger min kollega fra bagsædet af en taxa, mens vi er på vej ud for at besøge vinproducenterne i Niederösterreich.

Desværre når jeg ikke at opleve Hugh’s uimodståelige charme – i hvert fald ikke den eftermiddag i Kensington Gardens. For verdens bedst sælgende vinforfatter dukker aldrig op til vores aftale, og jeg må slukøret tage først Undergrunden, så lufthavnstoget til Gatwick, hvor mit lavprisfly står og venter.

Som min britiske kollega, der også har læst og anmeldt Hughs selvbiografi, senere på ugen udtrykker det i taxaen i Wien. »Det er ikke nemt at komme ind til »The Inner Hugh«.«

 

Berlingske var inviteret til London af Lindhardt og Ringhof.