Hashen i Danmark er stærkere end nogensinde

Den hash, der sælges på gadeplan i Danmark, har aldrig været så stærk som nu. Derfor bør hash kategoriseres som et mere alvorligt rusmiddel, end man gør i dag, mener ekspert bag ny undersøgelse.

En mand tænder en joint under en cannabiskonkurrence i den amerikanske by Portland i delstaten Oregon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Josh Edelson

Den hash, man kan købe i Danmark, er blevet særdeles stærk tobak.

Det viser en undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen netop har udgivet i sin årlige narkotikarapport.

Konkret viser resultaterne, at mængden af det aktive, euforiserende stof THC, der er i hash, er blevet tredoblet over de seneste 20 år.

Det bekymrer Christian Lindholst, der er leder ved Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet og som står bag analyserne af hashens sammensætning.

»Der er nogle andre virkninger og effekter af den her hash, som er lavet af forædlede cannabisplanter, hvor indholdet af de aktive stoffer har ændret sig lidt. Det er sket på en måde, hvor man mistænker, at risikoen for at pådrage sig en hashpsykose er blevet forøget,« siger han.

Hashen, som er blevet undersøgt, er beslaglagt i løbet af 2014 af politiet i landets tre største byer, og løbende analyseret. Og prøverne taler sit tydelige sprog. Hvor gennemsnitsmængden af THC fra 2000-2011 lå på 8-13 procent, ligger den i 2014 på 28 procent.

Forklaringen er formentlig, at hash tidligere typisk blev dyrket i udendørs cannabisplantager i Marokko og Libanon, mens produktionen i dag i høj grad er flyttet til deciderede skunk-væksthuse i Europa, hvor vækstbetingelserne er bedre.

»For den uerfarne bruger betyder det, at risikoen for at få en uheldig bivirkning ved at ryge de her meget stærke produkter, er blevet større,« siger Lindholst, der ikke umiddelbart mener, den øgede koncentration giver store problemer for erfarne hashbrugere, der formentlig »docerer i forhold til den mængde, de har været vant til.«

Sundhedsstyrelsens undersøgelse viser, at hashforbruget blandt 9. klasser er faldet siden sidste rapport, mens antallet af hashbrugere mellem 16-44 år ligger nogenlunde stabilt, men med en lille stigning i tilkendegivelserne af, hvor mange, der har brugt hash inden for den seneste måned.

»Der er jo ingen, der går hen og dør af hashrygning, men der er nogle negative skadevirkninger ved hashrygning, og det er, at man har en risiko for at udvikle en hashpsykose, eller udvikle angst. Desuden påvirker det også indlæringen, hvis man ryger hash over en længere periode - og det er specielt et problem for de unge, som er under uddannelse,« fastslår han og konkluderer:

»Man skal måske nok til at betragte hash som et lidt mere alvorligt rusmiddel end det, jeg har hørt flere betragte det som i dag.«