Had og kærlighed til køkkenets monster

Foto: Linda Kastrup

I filmen »Meet The Fockers« skal hovedpersonen, spillet af Ben Stiller, introducere sin kone og ikke mindst sine konservative svigerforældre for sine hippieforældre, den hjemmegående husfar Dustin Hoffman og Barbra Streisand som frisindet sexolog. Modsat Fockers’ stivstikker af en svigerfar (Robert De Niro) er Dustin Hoffman den bløde mand, der står for madlavningen og bl.a. mestrer chimichanga.

På et tidspunkt roser svigerfamilien ham for hans frittata – smilene stivner dog hurtigt, da han stolt løfter sin gamle støbejernspande i vejret og proklamerer: »Meget af smagen kommer fra den her gamle pande. Jeg har aldrig vasket den!«

Jeg kom til at tænke på scenen, da jeg forleden fandt min gamle støbejernsgryde frem og gjorde mig klar til at bokse endnu en omgang med dette ti kilo tunge, 20 år gamle had-kærlighedsforhold.

Jeg elsker min støbejernsgryde af flere årsager. Den er en smuk – gryden er en del af Tools-serien, som den svenske designer Bjørn Dahlström designede for Hackman/iittala i 1990erne, og som hurtigt fik klassikerstatus.

Selve tanken om den er smuk – hvordan støbejern er en investering for livet, og hvordan ikke mindst en kleppert som min suger varmen til sig og holder på den mere end noget andet materiale. Og så indbyder den til at gå i gang med den simremad, som jeg selv i 25 graders sommervarme kan længes efter – det var da også et par kilo oksehaler, der fik mig til at forholde mig til monsteret påny.

For gryden er altså også et monster. Gennem årene har jeg ikke undladt at vaske den som Dustin Hoffman, men undgået sulfo og kun vasket den med vand og derefter tørret den af med et klæde. Hvorefter jeg har givet den et tyndt lag olie for at undgå rust. Lige efter bogen.

Alligevel har jeg de sidste gange følt, at der var en svag smag af jern i maden. Det var ganske vist kun mig, der registrerede den, men det er også rigeligt til at ødelægge det hele ... Jeg har fyldt groft salt i den, varmet den op og gnubbet løs på indersiden af gryden. Men ikke nok, for da oksehalerne efter fire timers simren var sorte – ikke på den der lækre blåviolette måde, som rødvinen kunne have tilføjet, men sorte som graven – måtte der nye metoder til.

Denne gang skurede jeg med en nyindkøbt stålsvamp. En time senere var det blevet et projekt for hele familien. Efter halvanden time måtte jeg sætte noget tidligt 1960er-R’n’B med Ike Turner på anlægget for at holde kadencen og stod meget passende i undertrøje uden ærmer og svedte som en hest. Først efter et par timer var vi nede ved det rene jern – som faktisk ruster så hurtigt, at indersiden af gryden ruster, mens du skurer på ydersiden.

Til sidst penslede jeg med olie igen og smed den tre timer i ovnen. Nu ser den helt appetitlig ud igen.

Der var en snert af zen (og kunsten at vedligeholde en støbejernsgryde) over oplevelsen, men bagefter begyndte jeg alligevel at regne ud, hvad den efterhånden har kostet mig i arbejdsløn, og om jeg lige så godt kunne købe en ny.

Jeg gik på nettet, men lige præcis denne model ser ud til at være udgået af iittalas repertoire. Wonder why ...