God bordeaux fra overset årgang

Belgrave er elegant og lækker - men til alt muligt andet end juleanden.

Foto: Scanpix

Det er tydeligt, at vinhandlerne – ikke mindst i den dyre ende af testen – er begyndt at varme op til juleaften. Tager vi topafdelingen over 80 kr., så er her hele tre oplagte bud på en effektiv ledsager til det traditionelle julemåltid bestående af and, rødkål og karamelliserede kartofler: En amarone-type, en sydrhône og en australsk syrah/grenache fra det varme McLaren Vale syd for Adelaide. Det er alkoholrige, tunge sødmefulde, nærmest port-agtige vine, som fint afspejler det søde, tunge og fede måltid.

Ugens bedste vin er ikke desto mindre den fjerde i den dyre kategori nemlig Château Belgrave 04 fra Bordeaux. Dog ikke til anden, selv om jeg er fuldt på det rene med, at mange danskere har netop bordeaux som julevin og at vinhandlerne selvfølgelig har et godt øje til dette. Bordeaux er alt for let og tør til at ledsage denne fest i sødme og fedme, den vil tværtimod bare komme til at virke endnu mere tør og svag.

Belgraves kvaliteter er nogle helt andre, nemlig elegance, friskhed og finesse – det er en type vin, som jeg personligt har langt lettere ved at drikke pt. end de tunge sødmefulde alko-bomber. Og i øvrigt blot et af flere gode tilbud på den oversete, udmærkede årgang 2004, som man ser for tiden, eftersom al fokus er faldet på den guldrandede og kostbare årgang 2005.

2006 Montepulciano d’Abruzzo, Le Morge Italien Erik Sørensen. 50 kr. Kommentar: Meget mørk farve. Kraftfuld sag med mørke, ristede toner i næsen - en anelse kogt. Saftig i munden med stram finish.

2005 Nebbiolo d’Alba, Giordano Piemonte, Italien Irma. tilbud 6 fl. for 289 kr. Kommentar: Klar italiensk stil med kirsebær. Her er også nebbiolo-karakter tilsat et strejf af chokolade, som må skyldes det relativt varme år.

2006 Bonarda, Argento Mendoza, Argentina Kvickly. Tilbud 6 fl. for 219 kr. Kommentar: Mørk, sødmefuld og saftig med et strejf af krydderurter og chokolade.

2006 Don Camillo Sangiovese, Farnese IGT Terre di Chieti, Italien (BiB) SuperBest. Tilbud 2 fl. for 100 kr. Kommentar: Kraftfuld, saftig og sødmefuld, næsten ribenaagtig oversøisk stil.

2003 Château Bois Pertus, Bordeaux Frankrig Magasin/H.J.Hansen/ Vinspecialisten: tilbud 60 kr. Kommentar: Forbavsende animalsk og staldet for bordeaux, vegetal med et strejf af mynte, og der kommer også lidt skovbær. Tør og syrlig – fire små stjerner.

2005 Coteaux du Languedoc, Cuvée Philipson, Gérard Bertrand Frankrig Philipson: 70 kr.( v/ 12 fl.) Kommentar:< Særdeles kraftfuld sort vin med meget mørke toner og chokolade. Endnu ret lukket med raspende tannin i finish.

2005 Côtes du Rhône Villages, La Font du Vent Frankrig Sigurd Müller. 78 kr. Kommentar: Karakteristisk grenachedomineret sydrhône fra châteauneuf-producenten Font de Michelle. Enstrenget, men virkelig charmerende og behagelig at drikke med ren og saftig rød frugt.

2003 Barolo, San Martino Piemonte, Italien Netto. Tilbud 2 fl. for 149 kr. Kommentar: Uklar, uren og kogt vin, som er svær at genkende som barolo - decideret skæv. To flasker smagt med nøjagtig samme resultat.

2004 Château Belgrave, Haut-Médoc Bordeaux, Frankrig Kvickly. Tilbud 1 fl. for 119 kr. Kommentar: Lækker bordeaux 5. cru med indtagende næse domineret af kaffeagtige toner af lækkert ristet træ. Ikke den mest koncentrerede, men elegant og fin at have at drikke, mens man venter på, at 05’erne skal folde sig ud.

2003 Villa Cordevigo IGT Veronese, Italien Irma. Tilbud 139 kr. Kommentar: Denne vin ligner forståeligt nok amarone meget, eftersom den er lavet af amaronedruen corvina tilsat cabernet og merlot. Her er choko-sødme, jord i smagen og tons af tannin. Kandidat til juleanden.

2005 Rasteau, Domaine de la Soumade Rhône, Frankrig SuperBest. Tilbud 100 kr. Kommentar: Hårdtpumpet sydrhône til den mørke side med port-agtige toner og mundafstraffende tannin.

2005 d’Arry’s Original, d’Ahrenberg McLaren Vale, Australien Erik Sørensen. 100 kr. Kommentar: Arketypisk south australia lavet på halvt shiraz halvt grenache. Frugten er tyk, tung, varm og sødmefuld med blommer, chokolade og eukalyptus. Endnu en kandidat til juleanden.