Gedigen gastronomi på Lolland

Madanmeldelse: Hotel Saxkjøbing Mesterkokke har indtaget Lolland og serverer lokale lækkerier på Hotel Saxkjøbing. Desværre er serviceniveauet på grænsen af, hvad politiet tillader.

Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Er du enig?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

I 1330 blev kong Christoffer 2. afsat og måtte flytte ind i et hus i Sakskøbing, en af de få dele af kongeriget, han endnu ikke havde pantsat til tysken. De efterfølgende 677 år har der ikke været meget at skrive om den østlollandske købstad. Ganske vist blev denne anmeldelses forfatter født på byens sygehus i 1962, men det har sandt at sige ikke sat sig mange spor, og siden er det kun gået ned ad bakke. Byens stolthed, sukkerfabrikken, er lukket. Det samme er både skibsværftet, erhvervshavnen og sygehuset, men nu har en trio af landets bedst kendte kokke og gastronomer Erwin Lauterbach, Claus Meyer og Carl Jones købt og istandsat det hæderkronede (årgang 1826) Hotel Saxkjøbing for at puste nyt liv ind i den slumrende købstadsidyl.

Daglig leder er Carl Jones (der i en årrække styrede restaurant Ved Stalden i Charlottenlund), men læser man hotellets manifest, er det tydeligt at ikke mindst lollikken Claus Meyer har lagt sit hjerteblod i projektet. Her handler det nemlig om at præsentere egnens råvarer samt opdyrke og støtte små lokale producenter. Noget af et risikobetonet vovestykke i den madkulturløse udørk som Lolland, trods mange små gode initiativer, fortsat er.

Hotel Saxkjøbing serverer en forudbestemt smagemenu, der udskiftes hver måned. Fra den kan man så plukke fra én (165 kr.) til fem retter (355 kr.). Eller man kan springe på særtilbudet Smag Lolland, der tilbyder eftermiddagskaffe, femretters menu, overnatning, morgenmad og frokostmadpakke for i alt 910 kr. Det meget rimelige prisniveau tilsiger, at man hverken skal forvente sig Saison- eller Nomamad, men alligevel var forventningerne pænt høje, da vi satte os til bords i de lyse og nænsomt istandsatte lokaler, der placeret midt på Torvet i Sakskøbing minder om en moderniseret udgave af Matadors hotel Postgården.

Førsteretten, en kold majssuppe med fiskeboller, havde skarp og præcis smag, suppen var hverken kvalm eller maizenaagtig, som man kunne have frygtet, og var formentlig tilsmagt med grøntsagsfond, og fiskebollerne (iblandet hakket kørvel) fremstod perfekte i både konsistens og smag. En herlig overraskelse, som jeg ikke mindes at have smagt før, heller ikke under min lollandske opvækst. Vor tjener var da heller ikke i stand til at forklare, hvori det specielt lollandske ved retten bestod. Noget uheldigt, når man tager det manifeste Smag Lolland-koncept i betænkning, men til sidst tog hun chancen og fremhævede majsen. Et klogt valg, og ud fra samme metode udnævnte vi da også fennikelen i næste ret til at udgøre det lollandske islæt. Det slap den nu ikke godt fra, for den kolde fennikelsalat, der sammen med en rucolapesto udgjorde akkompagnementet til en røget laks, var ganske enkelt smagløs. Laksen var hjemmerøget med fin smag, men man undres over, at det er nødvendigt at bruge norsk farmlaks, når den lokale Skalø-laks (fra farvandet mellem Fejø og Femø) havde været et oplagt valg.

Til forretterne skiftede vi mellem et glas lokal æblejuice og en østrigsk hvidvin. Det nordlige Lolland ligger lige midt i æblebæltet, det mikroklima, der er mest fordelagtigt for frugtdyrkning, og dette glas Nymands æblemost fra Majbølle (18 kr. glasset) havde da også en imponerende smagsfylde.

Vinmæssigt var hotellet sat noget tilbage af et nyligt indbrud, der ifølge tjeneren især var gået ud over vinene i den bedre ende af kortet. Blandt de tiloversblevne fandt vi en superfrisk og blomsterduftende hvid østrigsk Jurtschitsch Steinhaus til 279 kr. Den var dog for lys og ren til hovedretten, så der sprang vi noget nølende ombord i en af hotellets få glasvine, en meget ung rød Gamekeepers Reserve fra det australske Barossa-distrikt (55 kr.)

Ganske som jeg havde frygtet, var den da også for voldsom til vores unghanebryst. Teknisk fejlede brystet ikke noget, det var saftigt og præcist tilberedt, men der var ikke meget smag i det, og den smule der var blev løbet helt over ende af den medfølgende (i sig selv i øvrigt glimrende) citron- og rødløgssirup.

I den tilhørende kolde kartoffel-ærtesalat havde kartoflerne fået for meget, mens rettens lollandske element (unghanen fik vi ingen oplysninger om) viste, at projektet måske ikke er så håbløst endda: Ifølge menukortet havde Arne Buxbom i Toreby leveret det grønne, og det havde han gjort godt: toppe af henholdsvis blomkål og broccoli, præcist tilberedt, stadig med bid og med masser af smagsnuancer.

Nu kom osten, tre styks og ingen af dem genuint lollandske, for de laves åbenbart ikke. Bedste bud var derfor en Sinai-thaler, hentet hjem fra mejeriet Sinai på Fyn og lagret ekstra hos købmand Jens i Øster Ulslev.

Osten fulgtes af nødde-rosinbrød og ikke mindst en æblechutney med masser af sennep, hvis friske smag løftede hele serveringen. Til dessert stod den på hindbær, i form af både friske hindbær, en hindbærsorbet og en hindbærkage. En enkel, men absolut velsmagende og løfterig servering, hvor vi blot endnu engang savnede at tjeneren kunne fortælle lidt om hindbærrenes adkomst. Historikken er uhyre vigtig, ikke mindst i et koncept, der gør sig til af at promovere lokale råvarer og deres »terroir«, så det bør der rettes op på i en fart.

Men maden kan der ikke klages voldsomt på, ganske vist var Carl Jones på ferie den dag, vi var forbi, men souschefen fra Nakskov klarede det udmærket, og manglen på overholdelse af det lollandske manifest (eller i det mindste italesættelsen af råvarerne) er næppe hans skyld. Til gengæld er det uforståeligt, at det skal tage fem fulde kvarter at trylle en børnepastaret frem, ikke mindst i lyset af, at vi kun var seksten gæster i restauranten, at fire ud af de fem retter på menuen var kolde, og at vi flere uger inden havde bestilt plads til et barn.

I det hele taget er det logistikken og ikke mindst betjeningen, der halter på Hotel Saxkjøbing. Vi har ikke plads til at gå i detaljer med alt, men helt grotesk blev det, da vi dagen efter ved tjek-ud blev tvunget til at betale 1.500 kr. for meget, fordi personalet tilsyneladende er ubekendt med, at overnatningen er indbefattet i hotellets egen »Smag Lolland«-pakke. Og helt utilstedeligt, da personalet efter at jeg et par dage senere havde kontaktet hotellets ejerkreds reagerede med en lodret løgn og påstod, at overprisen skyldtes, at vi havde overnattet ikke bare én, men hele to aftener på hotellet. Det er ganske enkelt inkompetence på grænsen af, hvad politiet tillader.

Betjeningsmæssigt ligger vi altså på en enkelt stjerne, men det er dét, der kommer på tallerkenen, der tæller, og her ligger vi lige i underkanten af de fire. Sammenlagt ender vi på en meget lille treer, og det er ærgerligt, for potentialet er der til mere, og madmæssigt er de 135 km fra København til Hotel Saxkjøbing turen værd.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion