Gang i karrieren

Karriere Bar i Kødbyen forener kunstneriske ambitioner med funktionelt spisested, men har enkelte ridser i lakken.

Foto: Liselotte Sabroe

Karriere er navnet på en ny bar og restaurant, der netop er flyttet ind i et 600 kvadratmeter stort tidligere slagterlokale i Kødbyen. Men Karriere har også store ambitioner om at »integrere kunstværker i stedets design og funktioner« – bardisken er f.eks. ikke bare en bardisk, men også en skulptur, vandhanen er forsynet med titlen »heroin« og lamperne, designet af Olafur Eliasson, er »lysobjekter«. I det hele taget ønsker Karriere ifølge sin egen meget minimalistiske hjemmeside at skabe »kritik, kommunikation, forundring og leg« og da alle fire dele burde være faste ingredienser i enhver madanmeldelse, så var der ikke meget at betænke sig på forleden. For ikke at få åndenød af den hippe kunstneratmosfære allierede jeg mig med Filmfotografen som medspiser – han er skaldet, går med 16:9-briller og har medlemskort til den kreative klasse, og det viste sig at ramme Karrieres gennemsnitspublikum ganske godt.

Olafurs kæmpelamper, eller rettere »lysobjekter«, er med deres åbenlyse inspiration fra forlygterne på en Ford-T faktisk ganske smukke, selvom jeg er glad for at vores mad blev serveret et stykke fra baren, hvor de kaster et sygeligt grønt skær over alting. Vægudsmykningens stiliserede verdenskort, hvor verdensdelene lyser op i takt med at der er dagslys i de pågældende tidszoner, ligner noget fra et kasseret tv-nyhedsstudie, men ellers gør det store lokale at der er god plads mellem bordene, og trods terrazzogulv og blanke glasfacader er her en behagelig akustik. De overskårne vinflasker, der fungerer som vandglas, er alt for tykke at drikke af, men ellers virker det som om det er lykkedes kunstneren Jeppe Hein og hans bestyrer-søster Lærke (med en fortid i bar- og restaurationsverdenen) at forene kunstneriske ambitioner med et funktionelt spisested i den mere afslappede og uhøjtidelige ende af genren.

De mange børnesygdomme i form af lange ventetider og dårlig betjening, som har været indgående beskrevet af brugerne af AOK.dk, mærkede vi ikke noget til denne aften, hvor trefjerdedele af bordene var fyldt. Menukortet er hurtigt overskuet, tre hhv. for- og hovedretter og tre desserter, som kan købes a la carte eller stykkes sammen til en trerettersmenu formedelst 325 kroner. Da man denne aften var løbet tør for tapas, og vi var mere end bare sandwichsultne, lød menuen som et godt tilbud, al den stund hovedretterne alene ligger fra 185 til 205 kroner.

Forretterne stod hurtigt på bordet; til Filmfotografen to pandestegte kammuslinger anbragt i en gulerodscreme og med en sprødstegt skive af den kartoffelagtige maniok-rodknold til. Stegt kammusling og gulerod deler sødme og den saltede og letbitre maniok gjorde sit til at sætte de to andre effektivt i karakter. Helt så heldig var jeg ikke med mine sprødstegte kalvebrisler, serveret med pasta og rosenkål. Den hjemmelavede pasta med parmesancreme i bunden af tallerkenen var såmænd aldeles udmærket, og det samme gjaldt de letbitre blade af rosenkål, der sammen med de friterede og salte strimler af persillerod havde samme modspilsfunktion som maniokken i Filmfotografens forret. Problemet var brislerne, som var langtfra den lovede tilstand af sprødhed, og som havde en kedelig fad smag, der nærmest skreg på krydring. Havde de ikke været panerede, så ville jeg have svoret på at de blot var pocherede eller kogte – og ikke i nogen spændende fond. Et glas hvidvin fra en åben chablisflaske var velment, men vinen ikke karakterfuld nok til at klare jobbet. Så gik det bedre med rødvinen, som foldede sig voldsomt ud i munden, men ikke kun med den frugtagtige friskhed som jeg ville forvente fra en ung 2005-bourgogne. Der var snarere tale om den fyldige, elegante og velduftende sødme, som kendetegner en ikke længere helt ung charmør fra Bordeaux. Ved nærmere eftersyn viste det sig da også, at tjeneren, i stedet for den Ligér-Belair jeg havde bestilt, havde knappet en Bel Air (Marquis d’Aligre) op. En prisforskel på 170 kroner i hans favør, men smagen af en Margaux fra jubelåret 2000 var ganske enkelt for indbydende til at vi kunne nænne at brokke os. Vi nævnte det først i regningens stund, og det skal siges til vor tjeners ros, at hun straks tilbød at refundere forskellen, hvilket vi dog takkede nej til.

Også hovedretterne var underligt uens. Filmfotografen var forståeligt nok særdeles tilfreds med sit meget saftige perlehønebryst, der kom med en trøffelduftende perlebygrisotto og to sprøde dejcroustillanter fyldt med svampe – simpelthen en himmerigsmundfuld sammen med en syvårig Margaux! Jeg havde valgt havtaske med lakridsrod, og havde forventet et stykke saftigt og sprødstegt fisk med en lakridssauce, i stedet fik jeg et stykke halvtør havtaske, der både havde tabt ganske meget saft inden tilberedning (formentlig på grund af nedfrysning) og yderligere havde fået et minut eller fem for meget på panden, med et stykke lakridsrod stukket gennem fisken uden dog at sætte sig særlig markante smagsspor. Tilbehøret – kejserhatsvampe (en afart af østershat), persilleskum og stegte græskargnocchi – var velsmagende nok, i hvert fald så længe gnocchierne var frisk fra pande, derefter blev de mange gnocchi hurtigt en lidt tung affære.

Fra dessertkortet stod den på henholdsvis æblestrudel og vanille-pannacotta med appelsinsorbet. I begge tilfælde en meget skarp servering, hvor den sprøde og varme æblestrudel blev serveret med rom-parfaitis på en nøddecrumble, og den letblævrende kogt fløde med vanillesmag havde fået selskab af dels en frisk skive appelsin, lidt appelsinsorbet og et stykke hjemmelavet mazarinkage. To meget præcise anretninger, der viste hvad køkkenet på Karriere virkelig kan, hvis de fokuserer og lader være med at skyde genveje.

En tilfredsstillende afslutning på en aften, der underligt nok havde sine ujævne stunder i selskab med dyre råvarer som brisler og havtaske (der måske for at spare på råvarekontoen netop derfor ikke var af den mest optimale kvalitet eller friskhedsgrad) – men ellers præsterede et velsmagende og sikkert måltid, med masser af fine små detaljer, der sammen med et rimeligt prisniveau (vores dobbeltespressoer kostede således 23 kroner) giver løfter om en forhåbentlig lang og lovende Karriere i den nu kunstinvaderede Kødby.