Fedtet er næppe det farligste i din bøf

Fedtet er måske ikke det farligste for hjertets helbred i kødet. Forskere har fundet nye bakterier, der kan forøge risikoen for hjertesygdomme.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Seks forskere spiste en tidlig morgen en stor steak hver. Og ikke blot for fornøjelsens skyld. Kort tid efter fik de taget blodprøver, og resultatet var, som de havde forestillet sig. For de havde allerede testet virkningerne på både mus og andre mennesker gennem flere år:

Rødt kød sætter en særlig bakterie – som forskerne endnu ikke ved meget om – i aktion i tarmene. Bakterien udskiller et stof kaldet TMAO, der straks trænger ind i blodet. Og dette TMAO forhøjer risikoen for hjertesygdomme betragteligt, mener forskerne.

Doktor Stanley Hazen fra Cleveland Clinic, der er leder af forsøgene kalder resultatet et regulært gennembrud inden for hjerteforskning.

Forud for testen var det den almene opfattelse, at fedtmarmoreringen og kolesterolet i rødt kød er blandt de største syndere, når det gælder udviklingen af livstruende hjertesygdomme. Men nu ændrer både holdet bag og adskillige andre eksperter i livsstilssygdomme, der er uafhængeige af undersøgelsen, holdning. For eksempel Professor Frank Sacks fra Harvard School of Public Health.

»Det er et utroligt fund – men jeg har ingen grund til at tvivle på undersøgelsens konklusioner,« udtaler Sacks til New York Times.

En interessant detalje ved forsøgene er, at mennesker, der normalt lever som vegetarer, producerer langt mindre TMAO, hvis de spiser et stykke rødt kød. Hazen og hans hold havde regnet med en målbar forskel, men de havde ikke forventet, at vegaterer stort set ikke udskiller det farlige stof.

»Ingen af os havde regnet med at se en så dramatisk forskel,« siger dr. Hazen.

Han understreger dog samtidig, at man ikke bør stoppe med at spise kød på grund af undersøgelserne. For der er masser af positive ting at hente i madsorten: Proteiner og B-vitamin for eksempel. Men dr. Hazen valgte at skære sit personlige kødforbrug ned til en fjerdedel, efterhånden som konklusionerne i den nye undersøgelse blev afsløret

Den assisterende professor Lora Hooper fra universitetet Texas Southwestern Medical Center har også reageret på undersøgelsen. Hun forsker i mikrobiologi og er desuden stor tilhænger af palæo-diæten, der herhjemme også kendes som stenalderkost. Den er netop kendetegnet ved at dens følgere spiser en stor ugentlig mængde rødt kød. Hendes reaktion til undersøgelsen var både simpel og sigende:

»Yikes,« udbrød hun til New York Times, hvilket frit oversat til dansk er en blanding af udtrykkene »ups«, »uha« og »åh-åh«.

Tilbage er dog stadig nogle tvivlsspørgsmål, understreger rapportens bagmænd, da den blev offentliggjort forrige søndag i fagbladet »Nature Medicine«. For eksempel er det ikke endeligt godtgjort, at der er en egentlig årsagssammenhæng mellem en høj forekomst af TMAO og selve hjertesygdommene, selv om tallene indikerer det. Det mangler desuden at blive præciseret, hvilken bakterie i tarmene, der rent faktisk udskiller stoffet.