Fastfood afslører din uddannelse

Vores valg af fastfood afslører, hvilken uddannelse, vi har. Jo højere uddannelse, jo mindre sodavand og pizza og jo mere kage og slik. Det viser en ny undersøgelse.

Hvad vælger du, når der skal hygges? Og er du klar over, at dit valg af fastfood afslører dit uddannelsesniveau?

Kaster du dig over sodavand, pizza, burger og shawarma, når du skal hygge, har du formentlig en kort uddannelse. Hvis du foretrækker kage, slik eller is, har du formentlig en høj uddannelse.

Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Undersøgelsen er foretaget blandt 14.000 personer, der har svaret på deres fastfoodvaner.

Undersøgelsen viser, at hver ottende dansker (13,3 procent af den voksne befolkning) spiser pizza, burger og shawarma mindst en gang om ugen og omtrent den samme andel (12,8 pct) spiser kage, chokolade, slik eller is mindst en gang om ugen.

Når man ser på kønsforskellene, er de unge mænd på 16-24 år de helt store pizzaspisere, med en andel på over 35 procent, mens kagespiserne fordeler sig mere jævnt, både på køn og aldersgruppe.

Masser af sodavand

Tallene viser også, at jo kortere uddannelse, jo mere sodavand ryger der indenbords.

For eksempel drikker omkring hver femte (18,3 pct.) af dem, derfor de højtuddannede. Og det er især i Region Sjælland og Region Nordjylland, at sodavandsdrikkerne bor, mens der er en mindre andel i region Hovedstaden og Region Midtjylland.

Til gengæld spiser 17,4 pct. af de højtuddannede kage, chokolade eller is mindst en gang om ugen, hvor kun 11,8 pct. af dem med en kort uddannelse vælger de søde sager. Der er lidt flere kvindelige kagespisere (13,5 pct. mod 12 pct. af mænd), og de bor især i Region Hovedstaden. I Region Nordjylland holder de lidt mere igen med de søde sager.