Få en hund og bliv ti år yngre

Vil du gerne virke ti år yngre, end du er? Så glem alt om slankekure og ansigtsløftninger og køb dig en hund i stedet.

Ældre, der har hund, er mere friske end deres jævnaldrende, viser ny undersøgelse.

Det er i hvert fald konklusionen på en ny britisk undersøgelse, der slår fast, at hundeejere på 65 år og opefter i er i bedre form og sundere end de af deres jævnaldrende, der ikke har hund.

»Det er velkendt, at det at eje et kæledyr kan lette ensomhedsfølelse og depressioner hos ældre, men et område, der har fået mindre opmærksomhed, er den effekt, det kan have på den ældre fysik at eje en hund,« siger undersøgelsens ophavsmand, doktor Zhiqiang Feng ifølge det skotske universitet University of St. Andrews.

Dr. Feng og hans kolleger på University of St. Andrews overvågede 547 ældre – hundeejere ejere og folk, der ikke havde hund – med en gennemsnitsalder på 79 år i den skotske Tayside-region.

Mere fysisk aktive

Det viste sig, at hundeejerne var 12 procent mere fysisk aktive end de andre ældre, og deres generelle aktivitetsniveau var det samme som hos mennesker, der var ti år yngre end dem.

Undersøgelsens resultater kommer ikke som en overraskelse for adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub, Lise Lotte Christensen.

»Vi ved fra talrige undersøgelser, at det kan være en stor fordel at have hund, kat eller en fugl, for det gør, at man ikke føler sig ensom. Og med hunde er der så den bonus, at de opfordrer til fysisk aktivitet,« siger hun.

75 procent af undersøgelsens hundeejere nøjedes ikke blot med at lukke hunden ud i haven eller lignende, de gik også en tur med den, men hundeturens længde havde ikke den store betydning på den helbredsmæssige fordel.

»Det giver god mening, at man får en positiv virkning, også selv om det ikke er de store ture, man går,« siger Lise Lotte Christensen.

Kom op og i gang

»Det handler bare om at komme op og komme i gang, og så er det mindre vigtigt, hvor længe man går med hunden,« siger adfærdskonsulenten, der peger på, at hundeturen oftere bliver længere, end hundeejeren måske først havde tænkt sig:

»Vi oplever ofte, at når først man er ude, så inspirerer hunden også selv til en længere tur,« siger hun.

Men der er ikke kun fysiske fordele ved hundeturen.

»Hunden er en social isbryder, som giver anledning til kontakt til andre mennesker, og det kan være med til at udbygge den ældres netværk i nabolaget,« siger Lise Lotte Christensen.

Dansk Kennel Klub tøver ikke med at anbefale ældre til at blive hundeejere, heller ikke selv om der er en risiko for, at hunden på et tidspunkt mister sin ejer.

»Det er en ansvarlig tanke at overveje, hvad der skal ske med hunden, hvis dens ejer bliver alvorligt syg eller skulle dø, og et er faktisk ikke kun ældre mennesker, der skal overveje det, før de anskaffer sig en hund. Derfor opfordrer vi til, at man har en plan A og en plan B vedrørende hunden, og at man enten opretter et hundetestamente eller laver aftaler med folk omkring en, hvad der skal ske med ens hund senere hen,« siger Lise Lotte Christensen.