Er yoga kun for bløde, fimsede mænd?

Mens yoga i en årrække mest har været for kvinder, er mændene nu også kravlet ned på gulvet i yogahøjde. Den tidligere professionelle cykelrytter Michael Kyneb åbner nyt center til november. »Ironman-typer« og andre ekstremsportsudøvere har godt af at komme ned i gear og ud i et andet yderpunkt.

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Sveden pibler frem på panden.

De strækker det bagerste ben, mændene, bukker ned i det andet, rækker begge arme i vejret ... og puster ud.

»Åbn brystet og mærk varmen i kroppen,« opfordrer yogalæreren.

»Og stille og roligt kommer I tilbage i siddende stilling.«

Stemmen er rolig, venlig og behagelig. Stiller ingen krav, men guider blidt de fire mænd ind og ud af nye positioner. Ansigterne ser skiftevis anstrengt og afspændt ud. Indimellem bliver yoga-mændene nænsomt rettet.

Så er det venstre fod ind og højre hånd under akillessenen.

»Forlæng hele højre side af kroppen, balancer vægten på din siddeknude, albuen er på ydersiderne af knæene. Knæene skal ind til brystkassen. Sådan. Mærk at dine knogler bliver tunge.«

Og mærk dig selv, kunne man tilføje.

Er yoga kun for bløde mænd i bløde sokker? Med hang til orange Hare Krishna-farver og et »soft« udtryk i øjnene, fordi de har »set lyset«?

Ikke hvis man ser bort fra stereotype forestillinger om »fimsede« mænd, der sætter sig til rette på yogamåtten og udfører Solhilsen, efterfulgt af et klassisk hundestræk.

»Der er et stigende behov for at gå ind i et lokale i en times tid, hvor man ikke skal præstere«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Stadigt flere yoga-hold er nu specifikt målrettet mænd. Med et nyt potentiale i »ironman-typerne«, andre ekstremsportsudøvere og kontormænd med slatne kropsholdninger og dårlige rygge.

Senest er det den tidligere professionelle cykelrytter Mikael Kyneb, der sammen med yogalærer og medstifter af Copenhagen Yoga Festival Stina Madelaire inviterer indenfor til nye mande-yogahold.

Det sker, når parret 1. november åbner NOR, Nordic Health House, i Københavns nordvestkvarter. Med en vision om at kombinere sundhed, træning og behandling, anskuet ud fra et helhedssyn og med et fundament i både den alternative og etablerede verden.

På Berlingskes opfordring er fire mænd samlet for at give en forsmag på, hvad det er, yoga kan. Og hvad det særlige er for mænd, når de vælger at slå knude på sig selv i et yoga-træningslokale.

»Det er ikke alle mænd, som har lyst til at lægge sig ned ved siden af en kvinde på måtten ved siden af, tage dybe vejrtrækninger og udføre forskellige former for øvelser. For nogle kan det forekomme grænseoverskridende, de kan have svært ved at give sig hen, hvilket er en forudsætning for at få mest muligt ud af det,« forklarer Stina Madelaire.

Hun har mødt mange mænd med et stort fokus på deres karriere. Når de har fri, dyrker de triatlon, deltager i krævende motionscykelløb eller træner til en halvmaraton.

»De er PÅ alle steder. Men hvis de vil optimere, skal de også huske at restituere. Det er der en stadigt større erkendelse af,« mener Stina Madelaire.

»Der er et stigende behov for at gå ind i et lokale i en times tid, hvor man ikke skal præstere. Det betyder ikke, at yoga er ren afslapning og afspænding. Men det er noget helt andet, end hvis man skal præstere på samme måde som i andre træningsformer.«

»Med yoga tømmer man sindet, kombinerer det med den fysiske træning og bliver genopladet på en ny måde. Det er de meditative elementer undervejs i træningen, der gør, at man får slappet af i hovedet og ned gennem kroppen. Det er ny og ren energi, man tager med sig ud af lokalet.«

Og så er det sund balance. Mellem at give den gas, når man løber eller cykler. Og skrue ned, når man vender blikket indad i yogaen og hengiver sig til sin egen verden.

Der tages afstand fra det ydre og fokuseres på det indre

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Stina Madelaire kalder det »at skabe plads« til noget mere og måske noget andet, ved at tømme sindet. At luge ud i fastlåste frustrationer og spændinger.

»Man slipper fokus på ydre resultater ved i langt højere grad at tillade sig at være accepterende og modtagende. Selvfølgelig skal du selv gøre arbejdet, når du dyrker yoga, du sveder og det er indimellem ret hårdt. Men det er ikke en følelse af, at der bliver stillet krav, og at man skal yde noget helt bestemt.«

Yoga er smidighed, lindring, styrke og øget bevidsthed om bestemte kropsdele og organer. Også for mænd, lyder det.

»Man skal jo ikke gå rundt og tænke over, hvornår man trækker vejret, at hjertet slår og lungerne pumper. Men alene at være opmærksom på sin krop gør, at man værdsætter den noget mere.«

På gulvet oppe på 5. sal og med lyset væltende ind i det store træningslokale, ligger de fire mænd. I den totale overgivelse. Gør bare, hvad stemmen beder dem om.

»Fornem din kropsvægt og tyngde helt ned i hænderne. Svaj ryggen, træk navlen ind til rygsøjlen og følg dit eget rolige tempo. Afspænd kæberne.«

Udenfor lever de hver sit forskellige liv.

En er salgsdirektør, en anden rådhusbetjent, mens en har arbejdet som IT-projektleder og interaktions-designer.

Men lige nu står tiden stille, de ser ikke ud til at ænse hinanden, deres blikke er fraværende. Lige nu er verden ikke større eller mere kompliceret end en yogamåtte.

Fire mænd, der dyrker yoga:

Fra venstre mod højre: Jesper Simonsen, Heini Hybschmann, Magnus Løvendal og René Madelaire. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Jesper Simonsen, 64 år
Rådhusbetjent på Københavns Rådhus. Har løbet flere maraton, dyrker vandring og sejlsport.

Hørte om yoga via bekendte og fik lyst til at prøve.

Startede med yoga i november 2015 og ret hurtigt blev det til yogatræning næsten hver dag.

»Jeg værdsætter den ro, der er i træningslokalet før, under og efter timen. Den fysiske del af yoga passer mig rigtig fint. Den åndelige del har jeg en mere forsigtig tilgang til,« siger Jesper Simonsen.

»Jeg kan lide at etablere mig på min måtte og udføre mine øvelser for mig selv, uden at være social, det er jeg i så mange andre sammenhænge. Den første gang, jeg var på et yogahold, følte jeg mig som en elefant i et glasbur. 99 procent af dem, der var i lokalet, var unge slanke kvinder. I dag er jeg mere ligeglad, for yoga er blevet »mit eget rum«.

Heini Hybschmann, 46 år
Bademester og tidligere reparatør af motions- og fitnessmaskiner og udstyr.

Har dyrket yoga de seneste fem år tre-fire gange om ugen. Rejser til Thailand om vinteren, for at deltage i yoga-retreats. Har altid dyrket konkurrencesport.

»Jeg er en stor kleppert, og jeg har arbejdet en hel del med mit ret heftige temperament. Tidligere var jeg en af dem, der skældte ud på andre bilister i trafikken, jeg havde ganske enkelt svært ved at styre mig. I dag er jeg blevet et lidt mere mildt væsen, det har yogaen hjulpet mig med at opnå. Egentlig var det min kæreste, der hev mig med til tai chi, det var slet ikke noget for mig. Så begyndte jeg at undersøge, hvad yoga kunne. Jeg kan lide det der helt enkle med: Stil dig på måtten og lav en foroverbøjning. Det er så ukompliceret, og har man lyst til at dykke med ned i det, kan man også det.«

Magnus Løvendal, 35 år
Uddannet cand.it. Har været ansat hos Maersk Line samt arbejdet som projektleder og interaktions-designer. Er ved at uddanne sig til kropsterapeut.

Begyndte at dyrke yoga og åndedrætsøvelser i slutningen af 2009 efter en alvorlig hjernerystelse, han fik ,efter at være faldet på sin cykel – med cykelhjelm.

Det betød to måneder på sofaen med nedrullede gardiner. Har siden udforsket forskellige systemer og forståelser og har haft en daglig yogapraksis de sidste seks år. Dyrker også triatlon.

»Yogaen er et redskab og en livsindstilling i det daglige. Den har været uvurderlig i forhold til at skabe trivsel og glæde, og ikke mindst komme tilbage på hesten igen i forbindelse med en længere sygemelding med stress.«

Det er Magnus Løvendals indtryk, at der er ved at ske et skred i mænds opfattelse af yoga.

»Der er mange »high performance« mænd, der har forstået betydningen af de to yderpunkter. Hvis man for eksempel dyrker ekstremsport, er det vigtigt også at komme helt ned i et andet gear som med yoga.«

René Madelaire, 65 år
Salgsdirektør hos Øjenlægernes Center i København. Onkel til Stina Madelaire.

Er tidligere eliteløber og har vundet flere danske mesterskaber. Har bl.a. en DM-titel. Har løbet langrendsski, rulleski og deltaget i Vasaløbet. Dyrker i dag moderat sport og kan stadig løbe en distance på 15 kilometer. Har været til yoga festival fire gange.

»Jeg har døjet med rygproblemer gennem flere år og har særligt haft problemer med lænden. Det var min kones skyld, at jeg begyndte at gå til yoga. Hun går til yoga en til to gange om ugen og foreslog, at jeg tog med hende. Efter ganske få gange oplevede jeg en bedring, og siden har jeg dyrket yoga. Det holder mine rygproblemer nede. Derudover er det velvære for mig. Og så er det noget med at holde »mit hylster« så intakt som muligt. Jeg kan også lide at sætte mig ind på en måtte og nyde, at jeg bliver guidet ud i de forskellige øvelser uden at skulle tænke så meget over, hvad jeg gør. Den mere spirituelle del af yoga optager mig egentlig ikke.«