En tur på den hvide hest

Cheval Blanc er det enestående bevis på, at man godt kan lave burgundisk fløjl i Bordeaux. Nu ekspanderer slottet til Argentina.

Chateau Cheval Blanc grænser op til Pomerol i St.Emilion. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Hvor Médoc på venstre bred af Bordeaux’s Gironde-flod er flad som en pandekage og udlagt til store ejendomme med knejsende imposante château’er, er der noget mere forsonligt og hyggeligt over St. Emilion på højre bred. Her er den gennemsnitlige ejendom på bare syv-otte hektar og mange af markerne ligger på skråninger og rullende bakker.

Selve vinens stil er også en anden her, rund og blød, modsat den ranke og mandhaftige médoc, faktisk kan højrebredsvinen til tider være næsten burgundisk i sin fremtoning. Således husker jeg stadig tydeligt en blindsmagning i min daværende vinklub for adskillige år siden, hvor den fortryllende Cheval Blanc 1985 var i glasset: En af deltagerne, som i dag har sit eget velrenommerede vinimportfirma, var så overbevist om, at der var tale om pinot noir fra Bourgogne, at han begyndte at gætte på både kommune og mark – siden har han ikke heddet andet end pinot noir-Tom.

Når dette er sagt, så er Cheval Blanc heller ikke en helt typisk st. emilion: For det første tæller ejendommen 34 hektar i én stor blok (hvilket dog stadig kun er halvdelen af en typisk Médoc-ejendom). For det andet befinder slottet sig i den nordvestlige del af appellationen, grænsende op til Pomerol, hvorimod resten af de førende slotte i området ligger i en klynge omkring St. Emilion by – jordbunden på Cheval Blanc er således præget af ler, sand og grus og meget lig Pomerols. For det tredje og absolut mest usædvanligt, så er hoveddruen på Cheval Blanc cabernet franc med 60 pct., mens merlot, som ellers er den dominerende drue i St. Emilion og ikke mindst Pomerol, udgør 40 pct.

 

Dette forhold kan undre, og Chevals vinmager/kældermester, Oliver Berrouet, mener da også, at man ville kunne plante virkelig god merlot her, hvor vi befinder os bare et stenkast fra Petrus, der består af 100 pct. merlot og pt. er Pomerols og verdens dyreste vin. Men man gør det ikke, for selv om man ikke kender årsagen til den usædvanlige druesammensætning, så vil man gerne bevare traditionen og den unikke identitet, der ligger i at være St. Emilions – og formentlig hele Bordeauxs – eneste cabernet franc-dominerede vin.

»Kan I se det tag derovre?« siger Oliver kigger længselsfuldt over mod noget, som mest af alt ligner en lade. »Det er Petrus,« siger han med et saligt smil om munden. Det er her, hans far Jean-Claude har arbejdet som kældermester siden 1964, og her Oliver selv skal overtage roret til årsskiftet – ikke det værste job, man kan få som vinmager.

Oliver fortæller om sin vinfilosofi:

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at man får en større vin ved at nedsætte høstudbyttet – et maleri bliver jo ikke større kunst af, at der er mere maling på lærredet. I 1982 høstede man 60-65 hektoliter per hektar og i 1970 hele 75 hl/ha, og det er begge store vine. Mange af de nye vine virker imponerende i en smagning, men der er bare det problem, at man ikke har lyst til at drikke den. Efter min mening skal en god vin være let at drikke, man bør kunne nedsvælge én flaske per mand uden problemer,« siger Oliver Berrouet.

Derfor går man ikke længere ned i høstudbytte på Cheval Blanc end 35-45 hl/ha og passer på ikke at estrahere for voldsomt. Ekstraktionen foregår under macerationen, hvor drueskallerne udblødes i mosten, og den kan intensiveres ved at tillade høje temperaturer, hyppig overpumpning og forlænget udblødning. Dog bruger man 100 pct. nye egefade på Cheval Blanc, hvilket Oliver tydeligvis ikke helt billiger – således må man tilskrive denne beslutning slottets direktør, Pierre Lurton.

Lurton er ikke ligefrem et ukendt navn i Bordeaux, for familien besidder en hel stribe château’er og laver sågar vin i Sydamerika. For Pierres vedkommende har han også sit eget slot i Entre-Deux-Mers, hvor han bor, men det er åbenbart ikke nok for ham. Siden 1991 har han været direktør for Cheval Blanc og fra 2004 også for Sauternes-slottet Yquem – en portefølje, som er svær at overse. Et andet afgørende skæringsår for Cheval Blanc er 1998, hvor Bernard Arnault og belgieren Albert Freré – førstnævnte i det daglige bestyrelsesformand for LVMH (Louis Vuitton, Möet Hennessy), men altså her ude med egen private pung, som også har en vis tyngde, idet han siges at være Frankrigs rigeste mand og nummer 7 på verdensplan.

Med Arnaults pengetank i baghånden er Cheval Blanc således godt rustet til at forfølge den maksimale kvalitet. Pierre Lurton, som godt kan lide at fatte sig i semi-lyriske vendinger, udtrykker det således:

»Cheval Blancs nye ejere har gjort kapitalen til traditionens tjener,« siger han.

Året efter at Arnault overtog Cheval Blanc, spurgte han Pierre Lurton om denne kunne lave ham en ny Almaviva, som er den vin, Mouton-Rothschild laver sammen med Concha Y Toro i Chile. I Argentina ejer LVMH nemlig vingården Terrazas, oprindelig anlagt af Möet i 1950erne med henblik på at lave boble-vine.

Efter en tur gennem PR-maskineriet er det blevet historien om Pierre Lurton, som vågnede op af en drøm med en vision om at genfinde den store gamle malbec-drue i Andesbjergene – i tiden omkring 1855, hvor Bordeaux-klassifikationen blev skrevet, dækkede denne drue 40-50 pct. af arealet, ikke mindst var den meget udbredt i St. Emilion, men forsvandt derefter stort set, da der skulle genplantes efter, at vinlusen phylloxera lagde regionen øde sidst i 1800-tallet.

Hvad Lurton – eller hvem det nu var – fandt i Andes, var en parcel med 80 år gamle upodede malbec-stokke, som havde potentiale til at danne kernen af en prestigevin kaldet Cheval des Andes. Modsat normalen i Argentina hvor 99 pct. af alle vine er monovarietale – altså lavet på én drue – er Cheval des Andes altid blandet af flere druetyper for at opnå kompleksitet og balance i tråd med bedste bordeaux-tradition. I dag udgør malbec og cabernet franc tilsammen 90 pct. af blandingen, mens cabernet sauvignon, petit verdot og merlot tilsættes som et slags krydderi.

 

Vi smager Cheval des Andes i årgangene 1999, 2001, 2002 og 2004, og jeg må indrømme, at jeg synes bedst om de ældste årgange, som er cabernetdominerede og mest ligner bordeaux. De yngre årgange er mere oversøiske med kokos og tyk saftig frugt lidt hen af brombærmarmelade, men de kommer sig formentlig med alderen.

Herefter får vi selv lov til at blande vores egen Cheval des Andes og får herigennem et godt indblik i malbec-druens natur. Vinmageren Nicolas Audebert, som tidligere har arbejdet for bl.a. champagnehuset Krug, som jo også er ejet af LVMH, forklarer f.eks., at druen er meget sensitiv overfor brettanomyces, som er en vild gærstamme. Ifølge Audebert er 95 pct. af alle argentiske malbec-vine inficeret af brett, som er ansvarlig for animalske toner af kød og læder, som man stort set altid finder i disse vine.

Ren malbec er meget frugtig og floral, finder vi ud af, og netop for at bevare denne fine floralitet lagrer Audebert altid sin malbec i et år gamle tønder, mens cabernet får helt nye fade.

Selv om vi godt nok er inviteret herned på Château Cheval Blanc for at blive introduceret til Andes-projektet, kan det dårligt undgås, at moderslottet løber med sin del af opmærksomheden. Selv om det ikke bliver til den store vertikale tur på den hvide hest, som undertegnede godt kunne have drømt om, så får vi da sneget os til et par smagsprøver hist og pist. F.eks. under frokosten på en lille lokal restaurant, hvor jeg får overdraget vinkortet og beskedent bestiller Chevals andenvin Petit Cheval i årgang 1998, som er intet mindre end en drømmeårgang for højre bred. Vinen viser sig også at være helt perfekt, på én gang lærebogs-cheval og lærebogs-st. emilion/pomerol med en guddommelig næse med moden frugt, vanilje, trøffel, eksotisk kagekrydderier a la brunkage og silkebløde tanniner. Uden et eneste svaghedstegn giver den ubesværet 1999 Lafleur de Petrus baghjul.

Det er faktisk lige før, at Petit Cheval 98 ender som dagens bedste vin. Senere smager vi store Cheval fra fad (2006), som altid er notorisk vanskelig, for som Pierre Lurton udtrykker det: »Cabernet franc inviterer merlot på en lang rejse.« Rejsen viser sig at være så lang, at 1995eren, som vi får til middag og som ellers potentielt set er et stort år på højre bred, stadig viser sig at være inde i en smålukket fase:

»Dette er ikke en mur af tanniner,« siger Lurton ganske korrekt om 95eren og fortsætter sin lovprisning af Chevals »cashmere tannin«. Jeg smager lakrids og bemærker den runde fedme og fløjsagtige finish, som minder om Bourgogne, og sender således Pinot noir-Tom en varm tanke.