En French toast for Tony

Jeg gik »all in« på tomme kalorier og kridhvide kulhydrater i moderlandet for dinermad.

Kim Flyvbjerg. Foto: Linda Kastrup. Fold sammen
Læs mere

Jeg var i New York for nylig og brugte en omskrivning af princippet »Det er ikke så vigtigt, hvad du spiser mellem jul og nytår, som hvad du spiser mellem nytår og jul.«

Jeg gav mig med andre ord carte blanche til at svælge i amerikansk mad i otte dage velvidende, at der skulle mere end en uges skørlevned til, før jeg blev kunde i stormagasinet Macy’s afdeling for »Big & Tall« – et i øvrigt skræmmende sted, hvor Ralph Lauren poloshirts er så store, at en mindre børneflok kan bruge dem som hule.

Allerede fra morgenstunden gik jeg efter traditionel amerikansk dinermad. Ingen hipster fikumdik her med kaffe fra eget risteri, sojamælk og avocadomadder – nej, kridhvide kulhydrater i kilovis og tykke fedtsejlende kranspulsårestoppende proteinbomber i form af bacon, pølser og æg sunny side up.

Dinermad havde en renæssance i Danmark for nylig, så jeg havde varmet op med Price-brødrenes bog om emnet – især Sloppy Joes, en sødet kødsovs i hjemmebagte burgerboller, og flapjacks på kærnemælk med ahornsirup til er blevet et hit hos mine børn.

Nu var jeg så i moderlandet og glædede mig til at smage den rigtige McCoy.

På den berømte Brooklyn Diner kom jeg aldrig længere end første linje på menuen: Tony Bennett’s French Toast med pecannødder, ahornsirup og friske jordbær. Tony og jeg kan snart fejre sølvbryllup, hans sang har reddet min røv mere end én gang, when my chips were down.

Så af lutter respekt bestilte jeg hans foretrukne arme riddere og fik en root beer til, der smagte som noget tyggegummi fra min barndom. Perfekt!

Tony Bennett spillede også en rolle i min nok fineste oplevelse i New York – og jeg taler ikke om hans malerier, der hang i foyeren til Empire State Building og var signeret Anthony Bendetto, hans fødenavn.

Nej, en tidlig jetlagged morgen på bagsædet af en gul taxa fandt vi ud af, at vi var på vej hen til et sted, der først åbnede tre timer senere. Så vi bad chaufføren bare sætte os af. Og lige dér, et sted mellem Flatiron-bygningen og Chelsea Hotel, dukkede den helt rigtige diner op.

Gik der 30 sekunder, fra vi havde sat os på de høje barstole ved disken, til der stod et krus kaffe foran os? Ikke meget mere. De blødkogte æg var sikkert perfekte. Men det var den ældre tjeners hårdkogte italiensk-amerikanske accent, der fik mig. How ya doin’? En tætklippet krans af hår omkring en skaldet isse. En butterfly om kraven på den kortærmede skjorte. Og en sand mester i den lille sludder.

En kort snak med gæsterne længere henne ad baren om gårsdagens baseballkamp. En velvalgt sætning om vejret til en kunde på vej ud. Og så et øjeblik, hvor han og jeg kiggede nyheder sammen på TV’et og så, at de havde rejst en statue af Mr. Bennett i San Francisco.

Han var der selv ved afsløringen, denne amerikanske gigant, der fyldte 90 tidligere på året, den sidste af de store croonere, still going strong og cirka lige så gammel som dineren, vi sad på – et lyslevende minde om et Amerika, der ikke findes mere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Men det gjorde tjeneren. »More coffee?«