Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Jeg begyndte at løbe for 30 år siden, da jeg var i Californien i en længere periode. Det var lige da den store løbebølge startede. Jeg havde af og til været med i skoleturneringer, hvis der manglede én til at løbe. Så løb jeg 800 meter og vandt, så jeg har altid haft et talent og haft nemt ved at løbe. Så det gik også lynhurtigt for mig at komme i form.
Det er nærmest en straf for mig, hvis jeg ikke kommer ud at løbe hver dag. Jeg kan godt lide at komme ud og bruge min krop. Jeg bruger også løb som transport til og fra arbejde. Noget af det bedste er, når man til foråret kan begynde at smide de lange løbetights. Naturen giver mig også utroligt meget. En løbetur bliver mange gange bedre, hvis jeg ser et par egern lege i et træ.
Det er vigtigt ikke at have for store ambitioner, når man går i gang med at løbe. Man skal starte med at løbe for at få det godt. Det er en god idé at finde en løbemakker, der er på samme niveau. Og så lad være med at sætte for store mål for hurtigt. Start med bare at skiftevis gå og løbe i 30 minutter. Det er også for stort et brød at slå op, at man pinedød vil op og løbe et maraton. Det skal nok komme ligeså stille senere. Det er også vigtigt at være vedholdende. Man skal helst af sted tre gange om ugen - også selv om man er på ferie. Så løbeskoene skal pakkes med. Ellers er det for nemt for en vane at løbe ud i sandet.
Mit bedste råd er at lave en kontrakt med sig selv, så man er bundet til tre dages løb om ugen. Springer man over gang på gang, så bliver det aldrig sjovt at løbe. Kommer man af sted de aftalte tre gange, kommer man stille og roligt ind i en fast rytme. Er man nybegynder, skal man bare af sted, så skal ens form nok udvikle sig. Er man lidt mere øvet, kan man begynde at krydre sine ture med fartleg, hvor man sætter tempoet op en gang imellem. Det er noget, der virkelig stimulerer ens iltoptag.«