Eksplosion i kvindecykling

Danmarks Cykle Union vil have fat i de kvindelige motionsryttere. Mange har dyrket spinning i fitness-centrene og er nu rykket ud på landevejene.

Også kvinderne sætter sig i stigende grad op på raceren. Mimi Hvass, direktør, gik fra ikke at lave noget motion til at sætte sig et mål om at cykle alene til Paris, hvor mand og børn ventede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

I takt med, at også kvindernes interesse for motionscykling på landevejen er eksploderet, er Danmarks Cykle Union (DCU) i gang med en række nye initiativer.

»Flere og flere kvinder prøver kræfter med motionscykling, derfor har vi nu fokus på en række nye tiltag,« siger projektleder i Danmarks Cykle Union, Brian Samuelsson.

Han nævner gadeløb og andre former for motionscykelløb målrettet kvinder som nogle af de konkrete initiativer, der arbejdes med i øjeblikket.

»Derudover vil vi gøre cykelklubberne mere attraktive for kvindelige motionsryttere.«

Ifølge Brian Samuelsson er kun 14 procent af motionsrytterne i dag kvinder, mens 86 procent er mænd.

»Den fordeling har været nogenlunde status quo de seneste 10-15 år. Der er ingen tvivl om, at den stigende interesse blandt kvinder især kan aflæses i de private og selvorganiserede miljøer.«

Der er stort potentiale blandt kvinder

Brian Samuelsson mener, der er meget potentiale blandt kvinderne, ikke mindst fordi, de ofte er bedre til at hive hinanden med til forskellige motions-arrangementer.

Ifølge den seneste opgørelse fra Idrættens Analyseinstitut er det mellem 250.000 og 300.000 danskere, der mere end en gang om ugen klæder om for at cykle.

»Vi har 30.000 medlemmer i vores klubber, så der er et stort potentiale, når det handler om at gøre motionscykling, også blandt kvinder, endnu mere attraktiv.«

En af de cykelklubber, som de sidste ti år har haft tilbud om træning kun for kvinder, er ABC.

»Seje Sild Cykler« hedder klubben, der med sine 80 medlemmer er den største motionscykelklub for kvinder herhjemme.

Rikke Cedervall Laursen er spinning-instruktør hos Well-come fitness i Hellerup. Hun mener, at mange af de kvindelige motionsryttere er begyndt med spinning.

»Det har givet dem så meget blod på tanden, at de har fået lyst til at rykke ud på landevejen med racercyklen og udvikle interessen videre derfra.«

Rikke Cedervall Laursen er uddannet i USA og har undervist 23 år i spinning, siden træningsformen så småt begyndte at nå Danmark.

»Mange af de kvinder, jeg underviser, er over 40. De er vant til at cykle og det betyder en del, at udstyret er lækkert og feminint. Den mulighed er for først kommet for alvor de senere år.«

Ifølge Rikke Cedervall Laursen er der sket »et opgør med drengerøvskulturen.«

»Indtil for bare få år siden var motionscykling mest en drengerøvskultur, hvor nogle mænd godt kunne se skævt til kvinder på racercykler. Det er mit indtryk, at det ikke er sådan længere.«

Netværkssport

Forfatteren bag cykelbogen »Kvinde - klik ind!«, Gro Høyer Thielst, kalder motionscykling for den nye netværkssport.

Hun købte spontant sin første racercykel i 2005, uden at have begreb om hverken cykelsport, træning eller teknik.

»Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig,« siger Gro Høyer Thielst, der siden både har deltaget i flere af de store motionscykelløb, cyklet langs Stillehavskysten i Californien og i Sydeuropas bjerge.

Ifølge Gro Høyer Thielst har mange kvinder en stor lyst og nysgerrighed omkring landevejscykling, men ved ikke helt, hvordan de skal komme i gang.

»Her har indendørscykling hjulpet mange ud på landevejen.«