Efter 166 km. bjergløb: »Jeg ser egentlig ikke mig selv som supermotionist«

Eventyrlyst og nysgerrighed efter, hvor langt han kan drive sig selv, har ført Thomas Dupont gennem stadigt længere løb – senest 166 kilometer i bjergene ved Mont Blanc. Men også familiens støtte har været afgørende.

Maraton er ikke længere specielt, og stadigt flere løbere kaster sig ud mere ekstreme motionseventyr. Thomas Dupont er en af dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»100 kilometer? Det kan man da ikke!«

Thomas Dupont var forbløffet. I hånden sad han med en bog om den amerikanske Dean Karnazes, og ved siden af lå den japanske forfatter Haruki Murakamis »Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe«. Begge dedikerede løbere, der har gennemført distancer på langt over et maraton – såkaldte ultraløb.

Selv havde Thomas Dupont allerede gennemført flere maraton og sidenhen ironman over tre omgange. Men 100 km virkede voldsomt, uopnåeligt og fuldstændig vanvittigt. Alligevel tændte de to bøger den samme gnist, der havde bragt Thomas Dupont gennem sine tidligere strabadser.

»Min nysgerrighed blev vakt. Kunne det virkelig lade sig gøre? Jeg begyndte at undersøge og filme ultraløbere og opdagede, at det kunne det. Jeg blev inspireret, og en dag tænkte jeg: »Okay, hvis de kan, så kan jeg også«.«

Fra 50 til 166

Sammen med sin kone, Heidi, planlagde han få måneder efter sit første ultraløb: 80 kilometer i det bornholmske terræn.
Og tre år senere fandt han sig selv som deltager i Ultra Trail Mont Blanc, eller UTMB, ultraløbets svar på cyklingens Tour de France: 166 kilometer gennem fire lande og tre dage uden søvn, op og ned ad 9.600 højdemeter.
En tur, som med Thomas Dupont i hovedrollen er foreviget i filmen »UTMB No. 971«, der netop nu kan opleves på den aktuelle Danish Adventure Film Festival.

»Da jeg meldte mig til Bornholm, anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til. For nok var det 80 km, men det var også i terræn. Det tager let over den dobbelte tid. Og da jeg startede med at løbe bjergløb, havde jeg det som om, at mine knæ var ved at falde ud. Men gradvis bliver kroppen bygget op, og man lærer hele tiden noget om sig selv,« siger Thomas Dupont.

»Nu har jeg haft seks eller syv bjergløb, så jeg er stadig en »rookie«. Man kan arbejde med rigtig mange ting og blive bedre. Og jeg ser egentlig ikke mig selv som nogen supermotionist. Jeg går jo meget af vejen og er over dobbelt så langsom som de, der løber alle 166 km. Men når jeg løber 50 eller 60 km, så løber jeg det hele.«

Kamp og nysgerrighed

Selv om han ikke selv ser sig som en supermotionist, kan Thomas Dupont godt forstå, hvis andre gør det. Det var jo sådan, han selv havde det, dengang han læste bogen.

»Man skal passe på med ikke at gøre det vildere, end det er. Men det er hårdt. Og der har man jo en enorm kamp med sig selv. Når du virkelig gerne vil give op, og så alligevel ikke gør det. Det synes jeg, er det fascinerende ved det. Den der kamp, der udspiller sig. Lige fra at afbalancere en skade til det mentale.«

Og for Thomas Dupont ligger der en spænding og et eventyr i hele tiden at udfordre sig selv med nye mål. Tid og placering er ikke så vigtigt for ham, det handler om at se, hvor langt han kan løbe. Om han kan klare sig igennem.

»For nogle kan nysgerrigheden måske være at se, hvor hurtigt man kan løbe et maraton, men min drivkraft var måske bare at løbe længere. Det ligger mere til mig. Jeg har heller ikke løbet noget af det her for at lave en eller anden facebookopdatering. Det er ikke noget i den stil, det handler om. Og jeg tror heller ikke, man kommer igennem, hvis det er derfor. Der skal mere til. For det gør sateme ondt.«

Hustru til undsætning

Selv forklarer Thomas Dupont, at han holder sig motiveret ved ikke at deltage i for mange store arrangementer. Dels tror han ikke, at hans krop ville have godt af det, dels er han bange for at miste den sult, der afholder ham fra at udgå, når det bliver hårdt.

Til UTMB var det en yderligere motivation, at Thomas Dupont blev filmet, og at han havde villet det i flere år. Men kampen var tæt på at blive for meget. Med 12 timers silende regn og skøjten rundt i mudder blev det en kamp mod tiden, og den manglende søvn og en gammel skade i skinnebenet havde nær slået ham ud.

»Det kunne kun lade sig gøre, fordi min hustru kørte ud i to timer midt om natten for at fange mig. Hvis hun ikke var kommet der, kunne jeg godt have sat mig, tror jeg. Hun har støttet mig rigtig, rigtig meget, og det er en stor hjælp, at det er et fælles projekt. At hun også gerne vil have mig igennem.«

Støtte og livsstil

Med en datter på tre år og træningspas, der let kan vare seks timer ad gangen, er det vigtigt for Thomas Dupont at have støtte hjemmefra og kunne få hverdagen til at hænge sammen.

Selv om han gerne tog til Kullen eller Hedeland for at løbe, bestiger han derfor i stedet ofte den samme lille bakke på det ellers flade og vindomsuste Amager Fælled op mod 30-40 gange. Den ligger nemlig lige i baghaven.

Men efter sin debut som ultraløber, har Thomas Dupont ved siden af sit job som selvstændig ejer af et produktionsselskab, der filmer sportsfolk, også skabt sig en karriere på at lave løbsruter. Det giver ham mulighed for både at snøre løbeskoene som en del af arbejdet og nogle gange også at tage familien med, når nye ruter skal afprøves.

Hvor går grænsen

Og selv om nysgerrigheden efter at kunne stå distancen hidtil har drevet Thomas Dupont langt, regner han med, at han har fundet et passende stoppested.

»Jeg tror, jeg holder her omkring 100 mil. Jeg synes sgu, det er langt. Og hvornår går grænsen? Der findes selvfølgelig løb, der er længere, men hvor man sover undervejs, og så ved jeg ikke, om jeg synes, det er et løb længere. Jeg vil gerne holde mig til ét stræk. Det, synes jeg, er fedt. Det er der, sulten ligger,« siger Thomas Dupont.

Ordene hænger dog kun kortvarigt i vinden på Amager Fælled.

»Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger. Det kan jo godt være, det bliver noget af det næste.«