Det norske snapseevangelium

I Norge tror de på akvavitten. Salget er i fremgang, og nu har ArcusGruppen også overtaget produktionen af de danske Aalborgsnapse.

Fadene med Linie Akvavit ligger pakket i containerne parate til at blive sendt ud på den obligatoriske verdensomsejling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Frank
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Oppe i Norge, i Gjelleråsen, 15 kilometer uden for Oslo står en høj flot kedel i kobber og destillerer kommen, dildfrø, koriander og en lang række andre krydderier udblødt i finsprit, praktisk talt i døgndrift. Det klare destillat, som løber ud gennem en hane og ned i et stort kar af rustfrit stål, er den danske akvavits sjæl, det er eliksiren, som årligt får 2,6 millioner liter finsprit til at smage af den snaps, vi kender.

For bare et par måneder siden stod det knejsende destillationsapparat i Aalborg på De Danske Spritfabrikker. Flytningen af Aalborg-akvavitternes krumptap, som naturligvis er foregået under alle tænkelige sikkerhedsforanstaltninger, er foreløbig sidste fase af den norske spritindustri Arcus’ overtagelse af det, som før i tiden hed De Danske Spritfabrikker.

Arcus købte i 2013 De Danske Spritfabrikker/Aalborg Akvavit af Pernod-Ricard, der igen – i 2008 – havde erhvervet Vin & Sprit, som Aalborg dengang var en del af, alene for at få fingre i det svenske megabrand, Absolut Vodka.

De vodkafikserede franskmænd behandlede således den danske akvavit med en slet skjult stedmoderlig distance, og den danske »Mr. Akvavit«, Lars Kragelund, som har været »research and developmentchef« for Aalborgsnapsene under hele forløbet og stadig er det, lægger ikke skjul på, at Pernod-Ricard æraen var en af de mindre sjove perioder for ham som udviklingschef.: »Alt andet end Absolut blev solgt fra, og det handlede bare om at få flest mulig penge ud af det,« siger Lars Kragelund.

Snaps på dansk og norsk

Ivan Abrahamsen er chefdestillatør for ArcusGruppen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Frank.

Man kan så spørge sig selv, hvad der fik Arcus til at købe Aalborg-snapsene, som de senere årtier har været i konstant tilbagegang på det danske marked, hvor det for de færreste er tilladt at drikke på arbejdspladsen, vinen tilsyneladende har vundet kampen om middagsbordet og kun få dedikerede akvavitforbrugere er blevet født siden sidste verdenskrig.

Forklaringen er, at den norske snapseindustri har været en god forretning for den svenske kapitalfond Ratos, som købte Arcus i 2005. Den norske akvavitindustri har nemlig været i konstant vækst siden starten af 1990erne (50 procent i perioden fra 2000 til 2012), ikke bare i volumen, men også i værdi og i antallet af nye produkter. Og det trods en gadepris på 400-500 norske kroner for en almindelig flaske snaps.

Derfor sætter jeg mig i et fly til Oslo, ikke bare for sikre mig, at den gamle dame fra Ålborg trives i sine nye omgivelser, men ligeså meget for at komme tættere på at forstå baggrunden for det norske akvaviteventyr, som altså nu også skal være forbillede for den danske akvavitscene.

F og U-direktør Ivan Abrahamsen henter mig tidligt på hotellet og kører mig til Arcus’ store nye faciliteter (åbnet i 2013) i Gjelleråsen. Det første, jeg lærer i snapseskolen, er den definitoriske forskel på norsk og dansk akvavit:

Ifølge EU-loven fra 1989, som gælder for Danmark, skal akvavitten holde mindst 37,5 pct. alkohol, højst 15 gram sukker (eller tørstof) per liter og være smagssat med destilleret kommen og/eller dildfrø. EU-reglerne gælder også i Norge, dog med de skærpelser, at spritten skal være destilleret på kartofler og brændt og lagret i Norge, og at den skal opholde sig mindst seks måneder på egefad.

I praksis er den norske akvavit også oftest krydret med anis eller stjerneanis, hvilket sjældent ses i Danmark. Men det er først og fremmest fadlagringen, som gør den store forskel – det vil alle de mange danskere, som kender den norske Linie Akvavit, kunne skrive under på: Resultatet er en let gylden akvavit, som er anderledes rund og sødmefuld, nærmest som når dansk akvavit, f.eks. Jubilæum eller Export, er tilsmagt med sherry eller madeira.

Fadenes betydning for smagen

Arcus har eget bødkeri, hvor de 8.000 gamle sherryfade vedligeholdes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Frank.

Ivan kan næsten ikke være i sig selv af stolthed, da han viser mig bødkeriet, hvor man vedligeholder de 8.000 egefade ved håndkraft. Fadene, som normalt rummer 500 liter, køber man godt brugte i Jerez, som sherry’ens hovedby hedder. Brugte man helt nye fade, ville smagen af eg og ikke mindst den ubehagelige tannin (garvesyre), som spritten trækker ud af træet, være alt for voldsom.

Det er ikke uden betydning, at det er sherryfade, lærer jeg, da vi senere smager et par nye Linie-akvavitter: Den helt nye »Madeira Cask«, som knap er kommet i handelen endnu, er lagret ét år ekstra på 220 liters madeirafade, som er let toastede (man rister traditionelt fadene indvendigt for bedre at kunne bøje stavene – i dag bruges toastningen bevidst som »krydderi«).

»Madeira-snapsen« er ganske fadpræget og minder mig næsten om bourbon, hvilket utvivlsomt også skyldes, at der er tale om »first fill«, første gang madeira-tønden anvendes. Om ti år vil den smage mere neutralt.

Linie »Double Cask« er efter det obligatoriske år på sherryfad blevet lagt på first fill-portvinsfad, hvilket har givet meget fadede, sødmefulde, nærmest cognacagtige noter af bl.a. tørret frugt og nødder – »lige noget for Gamle Ole!,« tænker jeg.

Og mens vi er ved Linie Akvavit, hører det jo også med til historien, at denne akvavit efter det første år på fad hjemme i Gjelleråsen drager ud (stadig på fad) på en fire måneder lang rejse på dækket af et containerskibe, som krydser ækvator to gange med alt, hvad det fører med sig af luftfugtigheds- og temperatursvingninger – lidt på samme måde som man opvarmer madeiraen til 50 grader i 90 dage eller giver maury-hedvinen fra Roussillon tæsk i solen på glasballoner. Så vidt jeg kan smage, giver denne behandling en anelse blødere profil – men stor er forskellen nu ikke.

Jeg får syn for sagn for, at Linie Akvavittens lange rejse ikke bare er en sang fra de varme lande: Jeg ser, hvordan Linie-fadene bliver pakket i de store containere, som står og venter udenfor – med en årlig produktion på 1,2 millioner liter Linie bliver det jo til en del fade.

Da snakken faldt på verdens bedste akvavit

Den høje kobberkedel, som destillerer krydderierne til samtlige Aalborg-akvavitter, er netop blevet flyttet til Norge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Frank.

Når man ved, hvor populær Linie er i Danmark, kunne man godt få den tanke, at man slet ikke drikker andet i Norge. Men sådan er det slet ikke: Linie har fra starten af været tænkt som et eksportprodukt og ligger således et godt stykke nede ad salgslisten i Norge.

Den mest populære snaps er derimod Gammel Opland, som efter to år på fad er en gylden sag med en meget frugtig citrusagtig profil – som dog ikke skyldes tilsat citrusskal, men det naturlige indhold af limonén (citrussmag) i kommen.

Gammel Opland findes også i en luksusversion lagret 5 år på madeirafad, som for Ivan Abrahamsen er verdens bedste akvavit. Her vil jeg dog nok tillade mig at være uenig, for dertil er 5 års- snapsen nok for fadpræget til at ramme mit akvavitideal. Men så igen, det kommer jo an på, hvad man spiser til, for akvavit er noget, man drikker sammen med mad.

Arcus har i den anledning lavet en serie på otte forskellige akvavitter, som er skabt til at ledsage alt fra norske klassikere som fjellmat og lutefisk til maden fra havegrillen:

Grillsnapsen bryder jeg mig bestemt ikke om, med 15 gram restsukker er den pivsød, og så dufter den af hyldeblomst og pomerans, nærmest hen ad gamle dages hårvand. Akvavitten til fjellmat – som typisk kan være spekemat (altså speget kød) – virker derimod interessant med sine let røgede noter og meget bløde mund.

Nye produkter skal tiltrække opmærksomhed

Fadene med Linie Akvavit ligger pakket i containerne parate til at blive sendt ud på den obligatoriske verdensomsejling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Frank.

En tungtvejende årsag til at Arcus konstant lancerer forskellige nye akvavitter, er, at det ikke er tilladt at annoncere for alkoholiske drikke i monopol-Norge. Følgelig er det udelukkende muligt at gøre opmærksom på sig selv gennem redaktionel omtale, som f.eks. kan genereres gennem lancering af nye produkter.

Ivan mener således, at den norske befolkning generelt besidder klodens højeste kundskabsniveau hvad angår akvavit, og peger på, at landet sågar har en interesseorganisation ved navn »Akvavittens Venner«, der tæller 7.000 dedikerede snapseentusiaster, som lidt i stil med de danske ølentusiaster bl.a. udsteder certificeringer til restauranter med et særligt godt snapseudvalg.

Norge har ligesom Danmark oplevet en stigende interesse omkring mad de seneste 10-20 år – »det er jo lige før, at folk søger mere på mad end porno på internettet i dag,« konstaterer Ivan.

Hvor den øgede madinteresse har medført en avanceret international madscene i København, har den i det mere nationalt orienterede Norge – »Vi skal jo ikke glemme, at Norge stadig er en ung stat, og at vi stadig er meget stolte af alt, hvad der er norsk,« som Ivan udtrykker det – skabt øget fokus på de gamle traditionelle egnsretter, som hænger godt sammen med akvavit.

Til bords med akvaviten i centrum

Pinnekött – fårekød som er saltet et halvt år og røget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Frank.

Således indfinder vi os kl. 13 (før må der ikke skænkes snaps på offentlige etablissementer i Norge) på Sorgenfri midt i Oslo for at afprøve akvavitternes formåen med det lokale køkken. Linie viser sig med sin sødme, krydderier og den bløde tekstur at matche gravad laks med rævesauce rigtig godt.

Næste ombæring er rake-fisk, som er fermenteret fisk, typisk forel, der kan være alt fra to måneder til to år gammel. Efter et år udvikler fisken ifølge Ivan nøddeagtige noter, mens den efter to års lagring går i retning af camembert og kål – den norske destillatør har sågar fået serveret vellagret rake-sild, der var så kraftig, at denne måtte serveres i osteklokke for ikke at forpeste omgivelserne.

Så voldsom er den forel, vi får, dog langtfra: Teksturen er lækkert cremet, og jo, der er måske en svagt ostet fermenteret aroma, men den er langt fra skarp. Med det lækre tilbehør af tynde potet lefse (kartoffelpandekager), rømme (norsk creme fraiche) og hakket rødløg kunne den ret faktisk godt gå hen og blive vanedannende. Arcus’ særdeles fadprægede og sødmefulde rakefisk-akvavit smager, som er den skræddersyet til retten – hvad den jo formentlig også er.

Frokosten afsluttes med en ordentlig portion pinneköt, lam/får, som er røget og saltet i hele seks måneder med en ganske ram, men ikke desto mindre karakterfuld smag til følge. Det kræver sin mand at overhælde kød og kartofler med det afsmeltede fårefedt, som traditionen foreskriver, eller i hvert fald en markant akvavit, som f.eks. Gilde’s »Smala Dram« på 43 pct., som vi bruger til at skylle ned med.

Berlingske var inviteret til Norge af ArcusGruppen.