Derfor går vi ikke ned på sportsudstyr

Aldrig har sportstøj og gadgets haft større betydning, og aldrig har motionsvaner været så identitetsskabende. Meget af udstyret er overflødigt, men vi er vilde med det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lycraen er spændt til bristepunktet, det aerodynamiske, kropsnære cykeltøj, der skal mindske luftmodstanden. Garmin-computeren, højteknologisk selvfølgelig, er kompatibel med Shimanos elektroniske gearskiftesystem.

Og skal rytteren spare omkring 46 sekunder på sin 40 kilometer lange cykeltur, ifølge forhandleren, er det på med hjelmen, specialdesignet og gennemtestet i en vindtunnel.

Motionisterne er blevet de nye »proff’er«, når de sidder i racersadlen, »rustet til tænderne«. Eller løber en tur i skoven, gennemfører en halvmaraton, hvis ikke de kæmper sig af sted i Øresunds bølger i en udfordrende triatlon.

Med udstyret som en klar indikator, ikke bare for hvor man befinder sig på den sociale rangstige, men også for hvem man er.

Udstyr skaber identitet

Aldrig har udstyret haft større betydning, aldrig har sport og motion været så identitetsskabende. Og aldrig har motionister kastet så mange penge efter udstyr. Noget af det mere nødvendigt end andet og meget af det aldeles overflødigt. Med mindre, man hører til blandt eliten eller er professionel.

Det vurderer direktør Peter Nørby, der sammen triatleten Rasmus Henning er indehaver af firmaet Humanspeed, som sælger sportstøj og -udstyr.

»Det fortæller meget om et menneske, hvilken sport han eller hun dyrker – og ikke mindst sammen med hvem. De seneste år er sport og motion i den grad blevet stedet, hvor vi skaber en stor del af vores identitet.«

Spørgsmålet om identitet fylder stadig mere i folks liv, mener Peter Nørby. Med et behov for og en bevidsthed om selv at skabe den. På de sociale medier og via motion, hvor der bliver delt og udvekslet resultater og tider i et omfang, som aldrig før.

»Der er så meget prestige forbundet med det, og så mange muligheder for at vise andre, hvem man er. Men også for finde ud, hvem man selv er, hvad man står for, og hvad man kan klare mentalt og fysisk.«

Selv om Peter Nørby er i branchen, og af indlysende grunde gerne vil sælge mest muligt, er betydningen af udstyr og sportstøj efterhånden kammet over, mener han.

Bevidste valg

»Det er meget bevidste valg, der bliver truffet, og der bliver brugt uendeligt mange penge. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange, også på helt unødvendigt udstyr, som man insisterer på at eje. Men det siger sig selv, at motionister ikke har brug for eller gavn af det samme udstyr som de professionelle. Hvis man kører med et cykelhold to gange om ugen efter arbejde og en længere tur i weekenden, er der objektivt set ikke behov for en cykel til 50.000 kroner eller udstyr, der er målt og gennemtestet på kryds og tværs.

Ifølge Peter Nørby er de motionister fra middelklassen, som tidligere primært købte low budget-udstyr, i dag rykket op i »highend«-segmentet.

»Ti procent af vores bedste og dyreste udstyr udgør i dag 90 procent af hele vores omsætning. Og den udvikling er gået hurtigt. Vores kunder køber ikke bare en enkelt jakke, de køber den helt store pakke med alt, der skal matche og passe sammen i detaljer. De er villige til at betale mange tusind kroner.«

Lir, masser af lir

Udstyr er også indbegrebet af lir. Masser af lir i lækkert design, funky farver og overflødige dimser, der kan skal give »lækkerheds-faktoren« et ekstra nøk.

Men hvad nu, hvis man skrællede indpakningen af? Så det udelukkende var selve effekten og formålet med den konkrete gadget, cykelbukserne eller et kranksæt til cyklen, der var tilbage?

På Aalborg Universitet forskes der i idrætsteknologi. I, hvordan man optimerer bestemte former for sportsudstyr.

»Der er en klar tendens til, at folk bruger langt flere penge på udstyr i dag, end tidligere. Men mange af produkterne er ikke i nærheden af at have den kvalitet og effekt, kunderne betaler for. Det er benhård markedsføring, der driver udviklingen, og det er kunderne, som betaler,« siger lektor på Aalborg Universitet og underviser på idrætsteknologi-studiet, Christian Gammelgaard.

På studiet har man en objektiv tilgang til produkterne og ingen kommerciel interesse, forklarer han.

Forkert siddekomfort

En række forskellige former for sportsteknologier bliver »skrællet« for alt overflødig »indpakning«. Design, farver og lir eksisterer ikke. Det er udelukkende selve effekten, der er fokus på. Et par cykelbukser med puder for eksempel, der skal skåne bagdelen, når den skal placeres på en smal, hård sadel.

»Mange cykelbukser har en helt forkert siddekomfort,« fastslår Christian Gammelgaard.

»De ser måske smarte ud og med et knivskarpt design. Men mange er forarbejdet forkert i forhold til et menneskes siddeknogler. Der skal ikke være en bred pude i bagdelen, for så kommer man til at sidde på syningerne, og siddeknoglerne kommer helt ud til kanten. I mange cykelbukser er der ikke taget højde for vores anatomi.«

Det ved den tidligere professionelle cykelrytter og indehaver af »Veggerby Sport og Kultur,« Jens Veggerby, alt om. Som ung og aktiv rytter havde han både cykler og cykelbukser, der var uden sammenligning med det, han kan købe i dag.

»Jeg har aldrig haft så komfortabelt udstyr og været så godt kørende som de seneste år. Jeg sætte stor pris på den udvikling, der sket, og nyder det udstyr og den komfort, man kan få i dag,« siger han.

Man gejler hinanden op

Veggerby mener, at klichéen om, »at man ikke vil gå ned på udstyr« er blevet til virkelighed.

»Tidligere var det et begreb, som blev sagt med et smil. Lidt selvironisk og lidt for sjov. I dag mener folk det i alvor. De vil have det bedste og er villige til at betale, hvad det koster. Det er sådan noget med »at hvis jeg får lige præcis de hjul, kan jeg køre spurte bedre.« Man gejler hinanden op.«

Jens Veggerby træner forskellige firmahold og ser hele tiden, siger han, alt det positive, der kommer ud af træningen et par timer en eftermiddag.

»Folk møder hinanden på en helt anden måde end i mødelokaler. Mange af de erhvervsfolk, jeg kører med, er blevet afhængig af cykling. Af hele cykelkulturen, af udstyret med masser af lir, af jargonen, alle røverhistorierne og den fri omgangstone.«

Hvis en motionist gerne vil kompensere for sin vægt ved at købe en cykel, der vejer nogle få gram mindre end den, han har i forvejen, kan Jens Veggerby godt finde på at sige ligeud:

»Tror du ikke, du skulle smide fem kilo på sækken først, før du køber en dyr cykel, der vejer ti gram mindre?«

Marginale forbedringer

»Det virker og bliver modtaget på en helt anden måde, når man kører sammen ude på landevejen, end hvis jeg sagde det til ham inde på hans kontor med en formulering, der var pakket noget mere ind,« forklarer Jens Veggerby.

Opgraderinger af særlige hjul, særlige rammer, elektronisk gearing og aerodynamiske landevejshjelme er i øjeblikket blandt det mest efterspurgte hos forhandlerne. Marginale forbedringer, når der skal hentes ekstra watt hjem, hvis den næste skiltespurt skal vindes.

Men »Whats next«?

Elektronisk sportstøj med indbyggede elektroder er endnu ikke slået igennem. Foreløbig er det for dyrt og for tungt, lyder vurderingen fra Peter Nørby.

Men han tror på, at det vil være det næste, kunderne kaster sig over.

»Man trækker en cykeltrøje på og trykker på en knap, som kan køle kroppen ned, hvis man for eksempel kører i 40 graders varme sydpå. Eller en trøje, som kan holde kropstemperaturen mere eller mindre konstant på 37 grader. Når det blæser, er der indbygget vindbeskyttelse.«

Men »udstyrsvanviddet« har også et lidt skræmmende perspektiv, mener han. For hvor stopper det?

»Det stopper ikke, det er det eneste, vi ved med sikkerhed.«

Han kalder det for »Placeboeffekten«, når folk køber udstyr, der egentlig er overflødigt.

Placeboeffekt

»Men hvis man føler sig veltilpas ved at være spændt op i det dyreste cykeltøj, kan udstyret have en effekt. Man kan måske præstere noget mere, men så er det rent psykologisk og ikke noget, der har en reel effekt fra selve udstyret.«

Han sammenligner det med, hvis man køber en bil, der kan køre 300 kilometer i timen, selv om man kun må køre 110 i timen på motorvejen. Derfor kan bilen jo godt være en nydelse at køre i.
»Tidligere var der en pionerånd, når nogle gik forrest og viste de nye trends inden for sport og motion. Det tog tid, vejen skulle banes. I dag er det nærmest som en tsunami, når nogle finder på noget nyt. Det bliver lynhurtigt mainstream.«

Og motionisterne har deres professionelle helte, som de dyrker og relaterer sig til. Med masser af inspiration til udstyr.

»Det er en utrolig udvikling, der har været bare de seneste år, mange mennesker har fået et helt nyt og sundt indhold i deres liv.«