Derfor elsker vi chokolade

Det er mange gode grunde til, at vi mennesker elsker chokolade. Kakaobønnerne øger sexlysten, forbedrer vores humør og virker afstressende, fortæller forsker.

Foto: Foto: Scanpix. ”Mayaindianerne, inkaindianerne og aztekerne brugte chokolade som afrodisiakum – til at øge sexlysten," siger
Læs mere
Fold sammen

Mennesket har elsket chokolade i århundreder. Faktisk rækker kærlighedshistorien mellem mennesker og chokolade cirka 1500 år tilbage i tiden til Mellemamerika, hvor mayaindianerne blandt andet brugte kakaobønner som penge og som offergave til guderne

I dag – 1500 år efter – er chokolade en fast ingrediens i slikskålen i mange danske hjem. Og det er der flere gode grunde til, end at chokolade bare smager godt. 

Chokolade har nemlig flere positive egenskaber, som giver os trang til at putte det i munden: Det fremmer sexlysten, virker afstressende og giver humøret et løft. 

Det fortæller forsker i farmokologi (læren om lægemidler, red.), Aina Westrheim Ravna til det norske videnskabssite forskning.no.

Læs også:
Lakrids & Chokoladefabrikken
Fantasi-chokolade dæmper din trang til slik
Hjerteforeningen anbefaler chokolade
Christian Bitz: Glædelig chokolade
Chris MacDonald: Et hjerte af chokolade

Fremmer sexlysten

En af chokoladens gode egenskaber er, at det påvirker lystcentret i vores urhjerne. Dette center styrer vores mest basale behov såsom lysten til mad, sex og jagt.

Det er stoffet fenetylamin, som også kaldes ”The love drug” (kærligheds-stoffet, red.), der påvirker hjernens lystcenter. Stoffet findes i kakaobønner og øger blandt andet også vores puls og blodtryk på samme måde, som en forelskelse kan gøre det, siger Aina Westrheim Ravna.

”Mayaindianerne, inkaindianerne og aztekerne brugte chokolade som afrodisiakum – til at øge sexlysten. Aztekermænd drak “xocolatl” fra gyldne bægre, før de besøgte kvinder,” siger forskeren, som tilføjer, at selveste Casanova efter sigende også skulle have drukket kakao, før sine romantiske stævnemøder.

Nogle mennesker er mere følsomme overfor fenetylamin end andre, og hvis de spiser store mængder chokolade, kan de opleve en næsten amfetamin-lignende rus, forklarer hun til forskning.no. 

”Vores niveau af fenetylamin i kroppen topper faktisk ved orgasme, og nogle studier indikerer, at folk med depression og ADHD har lave koncentrationer af stoffet,” siger Aina Westrheim Ravna.

Chokolade virker som hash

En anden af chokoladens positive virkninger er, at det kan få os til at slappe af. Kakaobønnerne indeholder nemlig også stoffet anandamid, som påvirker hjernen på samme måde som cannabis. 

Det får os til at slappe af, glemme smerterne og det giver os en følelse af lykke, forklarer Aina Westrheim Ravna: 

”Du skal godt nok spise 12 kilo chokolade for at opnå, hvad der svarer til en hashrus, men chokolade indeholder de samme cannabislignende stoffer, som vi allerede har i hjernen.”

Læs også:
Lakrids & Chokoladefabrikken
Fantasi-chokolade dæmper din trang til slik
Hjerteforeningen anbefaler chokolade
Christian Bitz: Glædelig chokolade
Chris MacDonald: Et hjerte af chokolade

Chokolade som lykkemedicin

Det var den italienske opdagelsesrejsende Christoffer Colombus, der bragte kakaobønner til Europa efter sit ophold i Honduras i starten af 1500-tallet. 

Da chokoladen på det tidspunkt var meget sjælden og dyr, var det især en spise, som blev populær i de europæiske kongehuse. Her mente man, at chokoladen ikke bare smagte godt men kunne kurere alskens dårligdomme, fortæller Aina Westrheim Ravna.

Om dette er tilfældet, er stadig ikke bevist. Men til gengæld ved man, at chokolade har en næsten morfin-lignende virkning: Det øger niveauet af endorfiner i kroppen, som giver vores humør et løft og sætter os i en følelse af velbehag. 

Der er altså mange gode grunde til at spise masser af chokolade, siger forsker Aina Westrheim Ravna. Men til gengæld indeholder chokolade også så meget fedt og sukker, at man ikke bare bør spise løs af det, siger hun til forskning.no:

”Søde sager er ikke sundt, men jeg vil ikke fraråde folk at spise chokolade. Mit råd er at spise små mængder - ikke hele chokoladepladen - og købe mørk chokolade. Det indeholder de samme gode stoffer men meget mindre fedt og sukker.”