Christian Bitz: Jeg drømmer tit om at råbe »Hva’ så, Roskilde!!!«

Sammen med kokke-partneren Claus Holm fra TV 2-programmet »Go appetit« udgiver ernæringseksperten Christian Bitz i morgen kogebogen »Grillrevolution«. Her fortæller Bitz, som også er aktuel med foredragsturnéen »Uperfekt«, bl.a. om drømmen om at være rockstjerne.

Christian Bitz fotograferet i Fitness DK på Fisketorvet i København.
Læs mere
Fold sammen

Hvordan adskiller »Grillrevolution« sig fra alle de andre grillbøger ?

»Vi griller alt fra morgenmad til dessert og masser af hele måltider – dvs. at alt i en ret kan tilberedes på grillen.«

Hvad betyder det at grille for dig ?

»At grille er på mange måder Danmark fra sin allerfineste side. De lune aftener er indbegrebet af kvalitetsmiddage med mere tid til forberedelse og mere tid til at nyde maden.«

Normalt forbinder man ellers ikke grill med sundhed... ?

»For mange – især mænd – er grill noget med store bøffer, sovs og grillpølser. Det kan jeg også godt selv lide. Men jeg kan også godt lide at grille med god samvittighed, og det betyder altså, at der skal grøntsager på tallerkenen. I bogen er der opskrifter på både pølser og perfekte bøffer, men især fokus på alt det lækre og sunde tilbehør, der ofte kan tilberedes endnu sundere på grillen end på komfuret. F.eks. har grønne asparges, der lyngrilles ved høj varme, flere vitaminer i behold, end hvis de koges i længere tid i vand. Og det grønne farvestof i grønne grøntsager, klorofyl, kan reducere nogle af de skadelige stoffer, der dannes, når man f.eks. griller en bøf ved høj varme.«

Hvad er det, dit samarbejde med kokken Claus Holm kan ?

»Claus er min bedste ven, og vi stoler ubetinget på hinanden. Vi har samme værdier, men forskellige evner, hvilket betyder, at vi supplerer hinanden godt – og at vi lytter til hinanden for at få det bedst mulige resultat. Vores mission er at bygge bro mellem sundhed og smag – og det skal være i øjenhøjde med helt almindelige danskere.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Jeg er positiv. Man kommer altså langt med ja-hatten på. Ikke at jeg er naiv og evigt glad, men det ligger i mit sind og min opdragelse at være positiv, konkret og løsningsorienteret. Det har fået mig langt her i livet.«

Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad ville det så være?

»Jeg vil gerne være mere tålmodig. Jeg er rasende utålmodig og skrækkeligt dårlig til at vente på noget som helst. Jeg er meget bevidst om denne egenskab og arbejder dagligt med at blive mere tålmodig og tilfreds. Og det er blevet en del bedre over de sidste par år.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Som naturvidenskabeligt uddannet ved jeg, at minutter per definition altid er lige lange. Jeg synes generelt, livet har fart på, så jeg forsøger egentlig bare at få mest muligt ud af alle minutter – vel vidende at jeg netop ikke kan skrue op og ned for tiden.«

Hvad ser du som din største succes?

»At jeg kan leve af at formidle sundhed – og at så mange har lyst til at høre på mig. Det er jeg meget taknemmelig for. Skal jeg pege på én milepæl i min karriere, så er »Verdens Bedste Kur«-bøgerne, som jeg har skrevet med Arne Astrup, og som har solgt virkeligt godt i Danmark og udgivet i bl.a. Holland, Spanien og Australien.«

Hvad er din største fiasko?

»Jeg har mange ting, som jeg, set i bakspejlet, kunne have gjort anderledes. Men jeg fortryder ikke mine handlinger. Jeg forsøger at lære af mine erfaringer og gøre det bedre næste gang. Jeg har ikke lige en professionel fiasko i frisk erindring.«

Hvis du ikke var ernæringsekspert, hvad ville du så være?

»Rockstjerne. Som foredragsholder betyder det meget for mig at ære mit publikum og levere sundhedsviden, det kan bruge til noget. Med fare for at fornærme rockmusikere, så drømmer jeg tit om at stille mig op og råbe »Hva’ så, Roskilde!!!« Det virker på en eller anden måde nemmere…, men måske ret dumt, hvis jeg står i et forsamlingshus i Varde – og i øvrigt ikke har en tone i livet.«

Hvad er den mest utiltalende tendens i tiden?

»Fralæggelse af ansvar. Jeg synes, mange har travlt med at give andre skylden, når det ikke går helt som planlagt. Mange kunne med rette kigge indad. Når vi taler sundhed, så ser jeg samme tendens: at folk simpelthen har svært ved at tage ansvar for sig selv, og hvad de vil have ud af livet.«

Har du et motto?

»Luk munden og let røven. Det er og bliver bare sundhed skåret ind til benet. Og titlen på det foredrag som jeg har holdt flest gange de sidste fire-fem år.«

Hvad er det bedste, en person har sagt til dig?

»Min ældste datter sagde for nylig: »Far, du gør mange dumme ting, men jeg elsker dig alligevel.« Der er sket meget i mine døtres liv det sidste års tid, og derfor betyder den betingelsesløse kærlighed mellem mine døtre og mig endnu mere. Jeg er dybt taknemmelig for, at de gang på gang får mig til at glemme alt andet end dem.«

 

 

 

Blå Bog:

Opvækst: Født 12. juli 1977 i København

Karriere: Uddannet cand.scient. i human ernæring fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i 2004, Har desuden medvirket i diverse TV-programmer bl.a. Go’ Morgen Danmark, Madmagasinet og aktuelt »Go appetit« på TV2. Har desuden udgivet en række bøger.

Civilstand: Har to børn fra tidligere ægteskab.