Chris MacDonald: Sådan påvirker livsstil din hud

Anti-aging med mad, motion og søvn.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sidste uge introducerede jeg min hypotetiske sund hud/anti-aging pyramide. Idéen udsprang af en diskussion mellem min kæreste og mig om effekten af antirynke og anti-aging skønhedsprodukter.

Disse produkter har efter al sandsynlighed nogle fordele, men jeg tror, at de kun repræsenterer 10 procent i en sund hud/anti-aging pyramide, hvilket efterlader de sidste 90 procent til livsstilsvalg.

Læs klummen Vejen til »sund« hud

I sidste uge præsenterede jeg de to faktorer, som udgør 45 procent af pyramiden:

- overdreven eksponering i sollys

- rygning

I dag vil jeg præsentere de sidste 45 procent af pyramiden. Tre faktorer, som påvirker huden indefra og ud:

Faktor 1: Søvnkvalitet og stressbalance

Søvn er en meget vigtig faktor i relation til overordnet fysisk og mentalt velvære. Søvn har også en stor indvirkning på hudens sundhed og aldringsprocessen. Der er en grund til, at det hedder »skønhedssøvn«. Søvn er i bogstaveligste forstand kosmetisk medicin, da det i sandhed er et naturligt middel mod aldring.

Når man sover, er den menneskelige krop og hjerne meget aktiv og systemerne, som sørger for kroppens vedligeholdelse, er fuldt online under søvnen. Kroppen regenererer altså alle systemer, når man sover, og forbereder sig på de kommende dages udfordringer – fysisk og mentalt. Især under den dybe søvn frigives væksthormon og kroppen er travlt optaget med at danne nye celler og reparere, som også er vigtigt for huden.

Niveauet af stresshormoner reduceres dramatisk under søvnen, og stresshormonernes potentielle negative effekter nedbrydes, mens man sover. I tillæg mindskes stresstolerancen, hvis man ikke sover nok, og det medfører yderligere stress i en allerede travl hverdag. Et højt niveau af følelsesmæssig stress er ikke hensigtsmæssigt i relation til sundhed eller aldring og er ydermere sat i sammenhæng med kronisk inflammation - dvs betændelsestilstande - i kroppen, som ikke alene er relateret til accelererende aldring, men også en lang række sygdomme.

Læs alle Chris MacDonalds klummer her

I et studie, publiceret i det prestigefyldte lægetidsskrift The Lancet, fandt man, at blot seks nætter med for lidt søvn resulterede i en ændret metabolisk og biologisk profil blandt unge mænd, så de mindede om 70-årige mænd.

Eve Van Cauter, professor i medicin ved Chicago Universitet, siger: »Vi fandt, at de metaboliske og endokrine ændringer forårsaget af en signifikant søvngæld resulterede i mange af aldringens kendetegn. Vi har mistanke om, at kronisk søvnunderskud ikke alene fremskynder begyndelsen, men også kan øge omfanget af aldersrelaterede sygdomme såsom diabetes, forhøjet blodtryk, overvægt og hukommelsestab«.

Der er ingen tvivl om at reduceret søvn og dermed søvnunderskud åbner døren for den accelererende aldring af huden og resten af kroppen, så det er en rigtig god idé at prioritere skønhedssøvnen.

Faktor 2: Motion

Der er intet, der slår regelmæssig motion i relation til hudens sundhed og anti-aging. Gode, interessante og veldesignede studier har gennem de seneste fem år demonstreret, at regelmæssig træning 30-45 min., 3-5 gange om ugen i bogstaveligste forstand kan skrue tiden tilbage i relation til cellulær aldring.

Ydermere reducerer motion risikoen for nærmest alle sygdomme. Jeg kan ikke sige nok positivt om motion. Det er i sandhed en magisk pille mod alderdom og sygdom. Hvis du kombinerer motion med gode søvnvaner og undgår overdreven eksponering af sollys og rygning, så har du opbygget 75 procent af sund hud/anti-aging pyramiden.

Faktor 3: Mad

Det kan ikke overraske mange: Vi er, hvad vi spiser, og kvaliteten af vores mad påvirker kvaliteten af vores sundhed, inklusiv huden.

Som jeg skrev tidligere, ser det ud som om, at inflammation er relateret til accelererende aldring og mange sygdomme. En god nats søvn og motion er ekstremt antiinflammatorisk og vi kan udbygge den antiinflammatoriske effekt ved at undgå mad, som er pro-inflammatorisk og i stedet fokusere på mad, som er antiinflammatorisk.

Ganske enkelt så er de fleste ting, du kan købe på en tankstation, proinflammatoriske. Mad rig på sukker, salt og fedt bør begrænses, hvis du er interesseret i et godt helbred og en smuk, sund hud. Det betyder ikke, at du slet ikke bør spise det, men en fordeling med 80 procent sundt og 20 procent mindre sundt er en livsstil i balance.

Visse madvarer er særligt antiinflammatoriske og det er typisk madvarer, som Moder Jord har skabt. Listen er lang, men her er lidt inspiration til antiinflammatoriske madvarer:

- vildlaks og andre madvarer rig på omega 3 fedtsyrer

- tang (især kombu, wakame og arame)

- ekstra jomfru olivenolie

- grøntsager som broccoli, rosenkål, grønkål og blomkål

- blåbær, gurkemeje, ingefær, hvidløg, grøn te

- sød kartoffel.

Disse madvarer er også fyldt med næringsstoffer, som er essentielle for optimal sundhed.

Der findes mere end 20.000 interessante molekyler i frugt, grøntsager og fuldkorn, som naturen har designet. Vi forstår ikke dem alle sammen, og det kommer vi måske aldrig til. Svaret er i naturen. Det er overforsimplet at tro, at vi kan tage ethvert molekyle ud af dets »rette« element og skabe et anti-aging tilskud. Kosttilskud har deres berettigelse, men ligesom skønhedsprodukter, så befinder de sig i toppen af pyramiden.

Sidst, men ikke mindst, er det værd at nævne, at et glas vin et par gange om ugen kan have sundhedsmæssige fordele, men overdrevet alkoholindtag har en stor negativ effekt på huden og den overordnede sundhed.

Effekterne af en god bytur kan føles flere dage efter, og hvis man gør det uge efter uge, så kan det akkumulere negative konsekvenser på den lange bane. Nyd livet, men alt med måde.

Læs også den første klumme om sund hud: Vejen til »sund« hud

Læs alle Chris MacDonalds klummer

Følg sundhedsstoffet på facebook