Chiles nationaldrue giver den gas

Errazuriz er ikke en unik nichevin, men en gedigen vin til bare 60 kroner.

Estate Series Carmenere Errazuriz
Læs mere
Fold sammen

Testens bedste køb kommer denne uge fra Errazuriz, som går for at være et af Chiles bedste vinhuse. Produktionen er stor, lidt over fire millioner flasker årligt, og den smagte carmenere er en basis-cuvée, der laves i kæmpe mængder.

Som regel kan vi godt lide små nichevine med en unik karakter, hvilket man nok ikke kan kalde vores testvinder. Til gengæld er det svært at finde noget mere velproduceret til omkring 60 kroner. Vi har fået samme vin til smagning en del gange (men i forskellige årgange), og hver gang bliver jeg imponeret.

I følge flere producenter er den chilenske nationaldrue vanskelig at få ordentligt moden. Det lyder måske lidt underligt i nogles ører, eftersom Chile er megavarmt og næsten altid opnår fuldt modne druer.

Men lige netop med carmenere forholder det sig faktisk anderledes. Den kræver en relativt lang modningsperiode for ikke at blive grøn, urtet og lettere kantet i garvesyren. Errazuriz mestrer kunsten at håndtere den, og her har vi et rigtig godt glas vin, der hørmer af blød frugt, solbær og en lille snert af urt. Kort sagt alt det, som kendetegner chilensk mainstreamvin.

Dér, hvor jeg dog overraskes, er wine makerens brug af ristede fade, som tilfører den en lille lækker tone af cedertræ og ristet kaffe. Her rammer Errazuriz noget helt rigtigt.

Forhandlere: