Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I gamle dage hed det en Congo-bajer, og man drak den lun til sin hotdog, mens man stod og gumlede under pølsevognens halvtag.
I dag er det knap så politisk korrekt at bruge navnet Congo-bajer, men det er stadig lun chokolademælk, der er i flaskerne ude i landets pølsevogne.
Det er denne gode, danske tradition, mikrobryggerne fra københavnske Mikkeller har taget op og brygget deres egen fortolkning af: Mikkeller 'Cocio Bajer'.
Den nye øl, som det kendte mikrobryggeri netop har sendt på gaden, er af typen brown ale. Den er brygget - ikke på chokolademælken Cocio - men på masser af sød belgisk chokolade samt laktose (mælkesukker), fortæller Thomas Schøn, brandmanager for Mikkeller.
Ifølge ham påvirker laktosen gæringsprocessen i øllet, så resultatet bliver mindre alkohol og mere sødme end med almindeligt sukker. Den nye chokolade-øl holder seks pct. alkohol og smager sødt af chokolade.
- Det er noget, vi har haft lyst til at lave længe. Cocio-bajer er jo noget af det eneste, som man kalder en bajer, selv om det egentlig ikke er øl, og det syntes vi var sjovt at lave noget nyt ud fra, fortæller Thomas Schøn.
- Vi sælger jo kun omkring 10 pct. af vores produktion i Danmark, mens resten eksporteres, så vi følte også, at vi skulle prøve at vende snuden lidt tilbage til de danske rødder og lave noget meget dansk, forklarer brandmanageren om baggrunden for den nye øl.
Cocio-bajeren blev lanceret fredag eftermiddag på Mikkellers bar i Viktoriagade på Vesterbro, så man har endnu ikke et klart billede af, hvem der - ud over de sædvanlige øl-nørder - har købt den nye øl. Thomas Schøn gætter dog på, at den nok bliver kendt som en rigtig tøse-øl på grund af sin søde smag.
Ifølge Mikkeller skal den nye øl ikke nydes lun som sit oplæg ude i pølsevognene, men afkølet. Og det er heller ikke aktuelt at få den ind som del af pølsevognenes faste sortiment - side om side med den rigtige Cocio og pølsemændenes egen chokolademælk. Sidstnævnte blev lanceret i sommer efter en strid om rabatter mellem det Arla-ejede Cocio og de danske pølsemænd.
Men hvad med navnet Cocio Bajer? Det er jo navnet på en kendt chokolademælk. Har I snakket med Cocio om det?
- Nej, vi har ikke snakket med dem eller spurgt dem, svarer Thomas Schøn, som forklarer, at man valgte navnet 'Cocio Bajer' fordi det oprindelige pølsevogns-slang for den varme cacaomælk, Congo-bajeren, ikke gav de rigtige associationer.
- Det skal jo ikke handle om Afrika eller Congo, forklarer han.
Hos Cocio i Esbjerg har man intet hørt om den nye øl, før Berlingske ringer. Og ifølge marketingschef Mikael Horsbøll er man ikke ubetinget smigret over øllens navn:
- Jeg er overrasket over, at der kommer en øl med det navn, uden at vi har hørt om det eller er blevet spurgt, siger marketingschefen, som oplyser, at man nu vil undersøge sagen og evt tage en dialog med Mikkeller om den.
- Selvfølgelig ved vi, at Cocio er et navn, der betyder noget for folk, men vi skal jo også beskytte vores brand, siger Mikael Horsbøll. Ifølge ham vil der nok gå et par uger, før sagen er undersøgt.