Boomende bobler

Den venetianske boblevin, prosecco, er en af verdens hastigst voksende vintyper. MS har besøgt proseccoens højborg, Valdobbiadene, og smagt på det billige alternativ til champagne.

Markerne er stejle i Valdobbiadene Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var engang, hvor prosecco var en relativt sød mousserende boblevin ikke helt ulig asti – uden dog at være helt så sukret. Den traditionelle prosecco indeholdt omkring 30 gram sukker per liter og blev f.eks. drukket til den lokale panettonekage. Dengang levede vinen en tilværelse i relativ ubemærkethed, men i takt med at der blev lavet tørrere typer og den stigende lokale efterspørgsel på bobler, begyndt prosecco at boome i Italien i 1980erne.

Glæden ved de norditalienske bobler spredte sig snart til Tyskland, Østrig og Schweiz, som traditionelt er flittige turister på disse kanter – »Prosecco-land« er uhyre kønt og ligger kun 50 km nord for Venedig.

Dernæst fulgte England og USA med et eksplosivt boom: I 1998, hvor prosecco blev introduceret på massemarkedet i USA, var der stort set ingen, som havde hørt om den italienske bobledrik over there. Denne sommer var den på kortet på samtlige restauranter, som undertegnede besøgte i løbet af et par uger i Californien – altid som det billige alternativ til champagne.

Også i Danmark går det fint med salget af prosecco, om end langtfra så eksplosivt som UK og US. Hvis man ser bort fra vinkortene på de italienske restauranter, er det nemlig indtil videre især den spanske cava og til dels cremanter fra Frankrig, der i modsætning til prosecco begge er lavet efter champagne-metoden, som har sat sig på markedet for »fattigmands-champagne« herhjemme.

Det er således prisen, som normalt ligger et godt stykke under halvdelen af champagne, der er proseccos vigtigste attraktion. Til Storbritannien, hvor man er meget bevidst om, hvor meget man betaler for procenterne, ligger gennemsnitsprisen på en flaske eksporteret prosecco på lige under fire euro.

Men selve proseccoens stil spiller afgjort også ind – den venetianske boblevin er med sin friske og enkle, æbleagtige primærfrugt langt lettere at forstå end den mere komplekse champagne, som har en stribe af ikke frugtrelaterede aromaer af bl.a. gær, svampe, nødder og noget ristet, som skyldes fremstillingsmetoden.

Boblerne i vinene, der er lavet efter champagnemetoden, også kaldet methode traditionelle, opstår gennem andengæring på flaske: Man hælder færdiggæret vin, kaldet basevin, på flaske sammen med en ny portion gær og lidt sukker og lukker til med en kapsel, så kulsyren, der er et biprodukt af gæringen, ikke kan slippe ud. I henhold til loven skal champagne herefter lagre mindst 18 måneder på flasken, top champagner lagrer i adskillige år, og det er netop denne kontakt mellem champagnen og bundfaldet af gæringsrester, som giver champagnemetode-vinen den særlige komplekse smag.

Prosecco derimod opnår normalt sine bobler gennem andengæring på en stor tank under tryk - kaldet charmat-metoden eller metodo italiano. Efter 30 dage på tryktanken bliver proseccoen tappet på flaske og sendes kort efter på markedet.

Prosecco er således langt yngre og friskere end champagne og andre vine gjort på methode traditionelle. Faktisk holder man basevinen på køl og udfører andengæring og flaskning løbende gennem året, for at proseccoen kan være så frisk som mulig, når den rammer markedet.

Som uforbeholden champagne-fan kan det umiddelbart være svært at forstå, at man bevidst skulle fravælge den dybde og kompleksitet, som champagne-metoden giver. Men hvis jeg virkelig ransager min hukommelse, erindrer jeg svagt, at der var en tid for mange år siden, hvor jeg fandt, at champagne var en krævende drik, som jeg ikke nødvendigvis altid var i humør til at drikke og slet ikke mere end et enkelt glas.

Prosecco er anderledes let at bælle, hvilket vi oplever på egen krop, allerede straks vi ankommer til Valdobbiadene, som er proseccoens højborg.

Efter en dag med flyforsinkelser, GPS-fejl og alle mulige andre tænkelige strabadser, ankommer vi på et højt stressniveau og med lavt blodsukker:

I den sammenhæng glider en par flasker prosecco umanerligt godt ned på terrassen i den lune eftermiddagssol ledsaget af et fad med det gode, fede, lokale charcuteri.

Alkoholen er relativt lav, gerne omkring 10-11 procent, og den høje syre er normalt balanceret op med en smule mere sukker, end man normalt finder i champagne-metode vine. Extra dry, som er den lokalt mest udbredte type, må indeholde op til 17 gram sukker per liter (brût er maks. 12 gram for både prosecco og champagne). Ligefrem at kalde prosecco for børnechampagne skal man nok passe lidt på med, men i hvert fald er der tale om en vin, som egner sig til et glas i utide.

Noget andet, som slår mig, er selve vinlandskabets skønhed, der næsten er på niveau med Mosel eller Douro: De dybt grønne marker er voldsomt frodige – der falder ganske meget regn på disse kanter, 1.250 mm årligt – placeret på ekstremt stejle skråninger.

Overraskende eftersom det er umuligt at arbejde med maskiner på så stejle skråninger, som følgende koster 600 mandetimer per hektar at dyrke årligt – ikke lige hvad man havde forventet i forbindelse med en vin, hvor den lave pris er et af de vigtigste parametre. Men omvendt er det jo også toppen af Prosecco, kommunerne Valdobbiadene og Cognegliano, som vores besøg gælder. Conegliano-Valdobbiadene opnåede i 2009 DOCG rang, som er Italiens højeste.

Ud af en samlet prosecco-produktion på 300 mio. flasker (nogenlunde det samme som Champagne) står Conegliano-Valdobbiadene DOCG for 70 mio. flasker årligt.

Mens bukserne var nede i 2009, besluttede de lokale vinmyndigheder i øvrigt, at Prosecco fra 1. januar 2010 ikke længere er navnet på den drue, som ifølge loven skal udgøre mindst 85 procent af en prosecco, men derimod selve vinen. Formålet var at sikre sig den internationale eneret til prosecco-navnet på linje med f.eks. champagne og fetaost. Druen, der før var kendt som prosecco, hedder således i dag glera. Det er ikke altid helt nemt at forstå, hvad der er ret og vrang i Italien.

I næstes uge MS besøger Søren Frank naturproducenter af prosecco i Valdobbiadene. Berlingske var inviteret af Consorzio Conegliano-Valdobbiadene.