Bøf, fedt og sukker

Madanmeldelse: Jensens Bøfhus ligner måske en rigtig restaurant, men tag ikke fejl, der er junkfood på tallerkenen.

BM200410110080241AR.jpg
<COHVID>Det forekommer nærliggende at stille det spørgsmål, om tusinder og atter tusinder af mennesker, som årligt gladeligt besøger bøfhuset, kan tage så meget fejl. Svaret er, at det kan de. Foto: Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere

Man kan ikke sige andet, end at Jensens Bøfhus er en børnevenlig restaurant. Vi havde bestilt bord til to voksne og to børn, og da vi ankom, var der ved to af pladserne dækket op med farvekridt og børnemenuer med billeder af retterne og tegninger, som kunne farvelægges.

»Hvad er en rejecocktail, far?« spurgte den ældste til min store forundring, mens vi diskuterede, hvem der skulle tage sig af hvilke retter. Det blev nu onklen, som kom til at tage sig af denne anakronisme, der altså stadig serveres på Jensen Bøfhus. Den nysgerrige dreng fik en smagsprøve, men selv om han ellers elsker rejer, var han forståeligt nok ikke imponeret: Rejerne, som lå på toppen af en håndfuld icebergsalat i et portionsglas, smagte af absolut ingenting - siger og skriver intet. Vi forsøgte at pøse de små hvide maddiker til med salt, peber og citron uden andet resultat, end at de kom til at smage af salt, peber og citron.

Forretterne i øvrigt, som alle ankom til bordet efter nogen ventetid, bestod for børnenes vedkommende af en portion nachos med ost til deling. Portionen var ret lille og sådan set hverken værre eller bedre end det, man normalt får hos enhver mexicansk take away. Til at dyppe chipsene i var der to små skåle med henholdsvis cremefraiche og en klat meget glat avocadopure, som jeg snarere end guacomole, ville have kaldt guaco-næse, fordi den både smagte og lignede en finmalet avocadomos rørt op med neutral olie.

Min forret var heller ikke ligefrem fedtfattig. Der var tale om en såkaldt snackkurv i lille størrelse til 44 kr. I kurven fandt man diverse panerede objekter, som havde været en tur i frituren: Der var fire forskellige slags: Dejringe, nogle små vaffellignende tingester, en aflang pind med flydende ost, en oval pakke med indhold af ost og grøn peberfrugt, som ifølge kortet skulle være chili. Det lyder måske ulækkert, og det var det også i en vis fedtdrivende forstand, men frituren smagte nogenlunde rent og set i bakspejlet, viste det sig faktisk at være den bedste ret, vi fik hele aftenen.

Tyk, sød bearnaisesauce

Betjeningen på Jensens var, den aften vi var forbi, generelt venlig, men ikke altid lige effektiv. F.eks. var personalet så lang tid om at fjerne de brugte tallerkner efter forretten, at hovedretterne ankom inden.

Børnene havde begge - på min opfordring - valgt fra det særlige børnekort: Den mindste fik en minipizza. Valget stod mellem skinke og peperoni og faldt på sidstnævnte. I realiteten lignede fyldet skinke med peperonismag. Den lille pizza både så ud og smagte som den præfabrikerede vare, man finder i supermarkedets frysedisk.

Den ældste fik en såkaldt juniorbøf, som ifølge kortet vejede 150 gram - videre stor var den ikke. Bøffen blev ledsaget af pomfritter og bearnaisesauce. Sidstnævnte, som også ledsagede min hovedret, var ekstremt tyktflydende og sød - faktisk var den så sød, at den havde en kokosagtig tone og altså i højere grad vakte associationer i retning af dessertuniverset end det salte køkken. Der er få saucer, jeg elsker så meget som en god bearnaise, håndgjort fra grunden med frisk estragon, æg og smør, men hvis denne var hjemmelavet, må det været hjemme på Jensens 9.200 km2 store fabrik i Struer.

Min bøf var en »lille« entrecôte på 300 gram (den fås også i 400 grams størrelse), som, udover den omtalte bearnaise, blev ledsaget af en halv bagt tomat og en bunke såkaldte råstegte kartofler. Den lille tomat var ganske umoden, og kartoflerne var kun til skelne fra pommes frites derhen, at de var skåret på tværs i skiver i stedet for i stave på langs. Men man kan selvfølgelig i princippet sige, at en frisklavet pomfrit vel også er en råstegt kartoffel. Jeg vil dog tillade mig at tvivle på, at disse kartofler blev tilberedt i rå tilstand ved bestillingen - jeg forestiller mig, at de har været forkogt og distribueret i plastik fra fabrikken.

Bøffen var meget langt fra at være velstegt. Overfladen var grå uden anden stegeskorpe end et par striber fra grill, uden at kødet dog på nogen måde havde taget grillsmag. Ude i kanterne var den hård og tør og nærmest gennemstegt, men i den midten var den rå, og så var den faktisk allerede kold, da den ankom. Fedtmarmoreringen, som ellers blev prist i høje toner i menukortet, var meget sparsom, ja, bøffen var faktisk ganske tør, og der skulle bruges flittigt af både salt og peberkværn for at få den til at smage af bare en lille smule. Absolut en af de mest kedelige entrecôter, jeg til dato har smagt.

Børnenes onkel havde valgt kortets udstyrsstykke, en 220 grams bøf af oksemørbrad med cognacsauce og grillede grøntsager. Han havde som os andre bestilt bøffen rød, og det må man sige, at den var. I hvert fald i midten, for hvor den perfekt rødstegte bøf har en sprød stegeskorpe, og efter en hviletur præsenterer sig smukt rød og saftig, men dog alligevel varm hele vejen igennem, havde min brors bøf en én centimeter tyk, gråligbrun tør skorpe og et råt koldt indre.

Bortset fra en svag sur tone, formentligt fremkaldt af vakuumpakning, kunne selv ikke gentagende krydringer med salt og peber kalde nogen form for smag frem. Til gengæld var bøffen dog mør, hvilket er det eneste positive, man kan sige om denne ret, for tilbehøret var intet mindre end horribelt. Saucen var mildt sagt bizar, rød som den var i farven, karrysmagende og pivsød, absolut uden nogen registrerbare referencer til cognac og komplet uspiselig. Grøntsagerne, et par stave af selleri, gulerod, løg og mangetout var komplet rå, og endelig var den bagte kartoffel ekstremt vandet og kedelig i smagen.

Til hovedretterne drak vi i øvrigt en 2002 rosso di montalcino fra Banfi, som ankom til bordet i mildt sagt håndlun tilstand. Mit medbragte termometer viste 25 grader, hvilket er syv for meget. Vinen var simpelthen udrikkelig, men den hjælpsomme tjener skaffede dog hurtigt en isspand, og fik på den måde udbedret skaden.

Softice ad libitum

Der findes folk, der mener, at årsagen til Jensens Bøfhus' succes skal søges i det forhold, at man serverer softice ad libitum for børnene. I hvert fald var det, selv om jeg gjorde et ihærdigt forsøg, ikke muligt at lokke mine børn til at fravælge dette arrangement. Nogen burde anmelde Jensen Bøfhus til politiet for på den måde at lokke mindreårige ud i et excessivt forbrug af sundhedsskadelige produkter.

Selve softicen var en kold masse uden registrerbar vaniljesmag, men med ekstreme mængder af sukker og en ubestemmelig fedtkilde, som jeg end ikke har lyst til at forstille mig. Derpå kunne ungerne så dynge mængder af krymmel, drys, smarties, lakrids-, choko- og karamelsauce fra ketchupflaske samt det lyserøde såkaldte »guf«, som må være noget af det tætteste, man kommer på farvet sukker i flydende form.

Hvad voksendesserterne angik, var det igen onklen, som trak det korteste strå. Han fik en gang crêpes suzettes, hvor pandekagerne stort set ikke smagte af noget, bortset fra svag animalsk tone, som nok har stammet fra fedtstof fra enten pande eller dej eller begge. Selve appelsinsaucen havde en ubehagelig, stikkende, nærmest syntetisk tone.

Jeg fik en chokolademousse, en ganske lille portion, som uden på nogen måde at gøre et stort nummer ud af sig selv, alligevel kom til at stå som en af de få tålelige anretninger ud af aftenens mange skuffelser.

Jeg husker ikke tidligere at have fået serveret et måltid, hvor der i så høj grad har været brug for salt- og peberkværnen - jeg mener, selv hos McDonalds kan de da finde ud af at smage maden til med salt og peber.

Jensens Bøfhus placerer sig uomtvisteligt nederst i bunden af vores skala. Det forekommer nærliggende at stille det spørgsmål, om tusinder og atter tusinder af mennesker, som årligt gladeligt besøger bøfhuset, kan tage så meget fejl. Svaret er, at det kan de. Ifølge Sundhedsdirektoratet oplever vi i disse år en fedmeepidemi, og når man besøger bøfhuset, forstår man kun alt for godt hvorfor.

Det er også muligt, at Jensen er venner med mange børn, men heldigvis er det nu en gang forældrene, der bestemmer, og vi vender altså tommelen nedad - ikke mindst for børnenes egen skyld.