Asian Passion i Pilestræde

The Market, Galleri K, Antonigade 2A, 1108 København K, tlf. 70 70 24 35. Billigste vin 325 kr, hovedretter fra 155 kr, nirettersmenu 375 kr.

The Market har indgang fra Pilestræde. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Søger man på ’asian passion’, så matcher det ofte med nøgleord som hardcore og adult. Overraskende nok også en side, der lover ”eksotiske asiatiske frugter”, og rent faktisk handler om figner, papaya, lichee og durian. Så da vores afsluttende dessert på The Market lød navnet Asian Passion, var vi noget spændte på at se, hvad der var i vente.

Det viste sig at være en sorbet på passionsfrugt med tern af syltet mango i en mynteolie; en herligt frisk afslutning på et måltid, der havde bragt os hele vejen rundt i det fjerne Østens køkkener, fra Thailand over Japan og Kina til Australien. Det er et misk-mask, jeg normalt forbinder med spisesteder af mere dubiøs karakter, så jeg var noget skeptisk, da jeg besøgte The Market, der ligger i Galleri K dør-om-dør med søsterrestauranten El Nacional.

 

Deres fælles overdækkede terrasse med indgang fra Pilestræde var fyldt til randen med gymnasieungdom fra Nordsjælland, for udover maden fungerer The Market også som højrøstet bar – i min bog endnu en advarsel om, at det ikke er maden, der er i højsædet her. Derfor var første ret i vores tolvretters menu 2 (595 kr.) en behagelig overraskelse: friske og sprøde agurker i en thailandsk nahm jip-dressing med både sødt, surt, chili og knasende karamelliserede cashewnødder. En spicy tom yum goong-suppe med rejer og blæksprutte var velkrydret med koriander, citrongræs, chili og kaffirlimeblade. Og helt moderne var grillede kammuslinger, marineret i kombutang, der fik jordet smag fra sprøde skiver rødbede.

Efterfulgt af diverse sushi- og sashimi: hvor især ultratynde skiver af mør og fedtmarmoreret wagyufilet serveret med en aïoli stak ud. For slet ikke at nævne en sojamættet tatar på en 190 kilo friskfanget blåfinnet tun netop hjemkommet fra Norge (formentlig en fætter til de stimer, der netop er spottet i Skagerrak), som smagte så godt, at vi måtte bestille en ekstra omgang sashimi på tunens fedtmarmorerede toro-brystkød (60 kr.).

 

Vinmæssigt var vi gået østrigsk: en grüner veltliner fra Pichlers Loibner Frauenweingarten (495 kr.), der med mineralitet, honningmelon og lichee i næsen passede fint til den asiatiske mad. Også det blad hjertesalat med et stykke hummerhale i en salsa af mango, chili og koriander, der serveredes sammen med en sprød pankopaneret reje med to dipsaucer: chilimayo og så scoopet: luftig skum på rejeskal og ponzusauce.

Efterfulgt af japanske Nobus nyklassiker, blackened cod, hvor et stykke torsk marinerer til silkeblød tekstur i flere dage i en blanding af miso, sake, sukker og mirin. Her var torsken oliefattigt i konsistensen og føltes mere overstegt end silkeblødt. Til ’hovedret’ stod den nu på først rul-selv-peking and, hvor sprødristede kød- og skindstykker af confiteret and skulle pakkes ind i små pandekager med strimler af agurk, hvidkål og hoisinsauce.

 

God idé, men andestumperne var kolde og så er peking-and ikke helt så sjovt. Vores kuglegrillede australske oksefilet fejlede ikke noget tilberedningsmæssigt – rød i midten og godt fedtmarmoreret. Til gengæld kunne den godt have brugt lidt mere smag, opfedet som oksen var på majs, men en sesamdressing med god syre og soyastegte pak choy-kål på siden gav fint modspil.

I glassene: hvid bourgogne (Dom. Lafouge, 135 kr.) til (p)andekagen, og Coppolas Director’s Cut-pinot noir (140 kr.) til bøffen. Sød afslutning: chokoladeis med pinjekerner og syltet ananas, hvor jeg aldrig helt forstod ideen med ananas og chokolade.

Og så altså den udmærkede Asian Passion-passionsfrugtsorbet, der sammen med den milde og hjemmeindkogte soya, den ponzubaserede rejeskum, agurkesnacken, tom yum-suppen, kammuslingen og meget andet viser, hvor meget kærlighed Marketfolkene (ex-Bistro Bohemekøkkenchefen Aleksander Samsson og den kreative VM-sushikok Toke Rosenkrantz) har til håndværket og det asiatiske køkken. Der er ujævnheder, men altså også ægte asiatisk passion nok til at hive fire stjerner hjem.