Det store styrt

Nick Hornby: »Slam« Hvem har ikke været dødsensangst for at gøre sin kæreste med rogn? Nick Hornbys »Slam« dykker igen ned i den følelsesmæssige umodenhed.

Hverdagsdrama eller drengerøv? Nick Hornby er blevet en af den slags personer, briterne enten elsker eller hader. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: REUTERS
Nick Hornby er blevet en af den slags personer, briterne har en holdning til: Enten elsker de ham derovre for hverdagsdramaer som »High Fidelity« og »Fodboldfeber«, eller også afviser de bøgerne som ulitterære og drengerøvsagtige. Også »Slam« har vakt lignende reaktioner, men den handler rent faktisk også om en drengerøv.

Sam er en opvakt knægt på 16 år, der bor i en London-lejlighed med sin kun 32-årige mor. Han hygger sig med sit skateboard, når han ikke lige laver et slam – et styrt med blå øjne og brækkede knogler til følge. Hans største slam indtræffer dog, da han møder sin første kærlighed, upper middle class-pigen Alicia – og gør hende gravid, netop som forholdet lakker mod enden. Hun vil beholde barnet, og så er gode dyr rådne for Sam, der dog har en allieret at tale med: En plakat af sit idol, skaterstjernen Tony Hawk – kaldet TH – der svarer tilbage med citater fra sin selvbiografi og som på ren magisk realisme-vis desuden har det med at sende Sam på små togter ind i sin egen fremtid.

THs rolle som motor i bogen er dog en kende postuleret. Nick Hornbys store styrke er i det hele taget hverken de litterære kunstgreb eller den lidt mumlende kritik af det engelske klassesystem, som bogen også rummer. Næ, det Hornby kan bedre end de fleste, er at udstille sine personers rådvildhed i blændende illustrative, diskret humoristiske og millimeterpræcise billeder. Som når Sam oplever de pludselig meget indviklede konflikter i et parforhold, der med ét er blevet lidt for seriøst:

»Jeg havde aldrig rigtig været ude for skænderier af denne slags, skænderier, jeg ikke rigtig kunne forstå, og skænderier, hvor begge parter havde både ret og uret. Det var ligesom pludselig at vågne og opdage, at jeg stod på THs skateboard på toppen af en af verdens største vert-ramper. »Hvordan har jeg båret mig ad med at komme herop?«, ville jeg automatisk tænke. »Jeg har ikke trænet til det her! Få mig ned!« Vi var gået fra at skændes om film, vi havde set, til at skændes om livets indhold på rundt regnet ti sekunder.«

Gemt bag en lygtepæl
Sådan udstiller Sam gang på gang sin dilettantiske tilgang til voksenlivet – som da han forsøger at slippe for at deale med Alicias forældre: Som en anden stumfilmskarakter venter han bomstille på hende lige udenfor familiens hus, bag en lygtepæl kun akkurat bred nok til at skjule hans drengekrop. Goddaw do!

»Slam« er ikke en ungdomsroman, og Hornbys teenageknægt er forfatterens alibi for at dvæle ved den følelsesmæssige umodenhed, som kun de færreste af os vel bliver helt kvit. Og er det ambitiøst nok? Nej, hvis man vil skabe verdenslitteratur – ja, hvis ambitionen er en mere beskeden, nemlig at destillere en række klassiske intimsfærekonflikter ned til koncentrerede pakker af kløgtig indsigt påhægtet en ind imellem faktisk rørende historie. Klassisk Hornby, med andre ord, og således fylder forfatteren selv mere i »Slam« end både TH, Sam, Alicia og livets mirakel selv. Læsere, der kan forlige sig med det, har 279 underholdende sider foran sig.