Det største kulturpolitiske svigt i Danmark

I disse måneder er vi vidner til det nok største kulturpolitiske svigt fra nogen kulturminister i nyere tid.

Brian Mikkelsens manglende vilje til at forhindre omfattende nedskæringer på og forringelser af TV- og radioprogrammer på DR er så stort et anslag mod danskernes mentale velfærdskvalitet, at begrebet kvalitetsreform pludselig får en helt ny betydning.

Det er desværre et faktum, at kulturministeren generelt, trods sin meget centrale placering i regeringen, ikke formår at skaffe de nødvendige ressourcer til sit ministerium. Dette har allerede medført en betydelig kvalitetssænkning på en lang række kulturinstitutioner. Selv Nationalmuseet har, op til sit 200-års jubilæum, måttet holde for med omfattende personalereduktioner.

Set i dette lys virker det måske forklarligt, at kulturministeren ikke kommer et nødlidende DR til undsætning. Men jeg tror, der er mange også trofaste borgerlige vælgere der ikke kan acceptere, at landets største kulturinstitution forringes i det omfang, som det faktisk er tilfældet. Det er jo ikke bare lidt overflødigt fedt, der skæres væk, når 750 mio. i besparelser skal fordeles de næste fire år. Med besparelserne er man inde og tage af hovedstolen i DR.

Gode og vigtige programflader likvideres simpelthen. Det drejer sig bl.a. om undervisning, kulturtransmissioner, dokumentarzonen, litteraturoplæsning, lørdagsunderholdning, jazz-live, operanyt, regionale middagsudsendelser og sportstransmissioner. Og ikke mindst nedlægges DRs prisbelønnede og verdensberømmede montagegruppe, der siden stationens spæde begyndelse har produceret radiomontager i verdensklasse. Herudover sker der voldsomme reduktioner på stort set hele DRs programflade. Og hvis nogen troede, at DRs hovedhjørnesten nyhedsafdelingen gik ram forbi, må man sørgeligt tro om igen. Alene her fjernes 23 journalister og 44 teknikere.

En groggy DR-ledelse, uden hjælp fra en helt usynlig bestyrelsesformand, forsøger forståeligt at gyde olie på vandene og skabe ro på skafottet.

Men der er ingen tvivl. Der er tale om en historisk massakre på DR.

Det kan godt være, at man på papiret kan overholde den aktuelle public service-kontrakt. Men man skal bemærke sig, at public service-kontrakten generelt ikke siger ret meget præcist om, hvad DR skal levere, men netop skaber en overordnet ramme. Nye specielle krav i en kontrakt er altid bygget oven på det fundament, som er lagt gennem DRs praksis i årtier. Derfor kan man komme i den groteske situation som nu, at man fjerner store dele af den brede sportsdækning på DR, men lever op til public service-kontrakten alligevel, fordi man opprioriterer de mindre idrætsgrene. Kontrakten er nemlig forhandlet til rette ud fra forudsætningen om, at den brede sportsdækning var i orden, og at man derfor skulle prioritere de mindre idrætsgrene. Derfor er kun de mindre idrætsgrene nævnt i kontrakten. Vi får altså en langt dårligere sportsdækning på DR, men kontrakten overholdes formelt. Og sådan er det på mange programområder.

Kulturministeren og de borgerlige mediepolitikere, der dækker sig ind under, at public service-kontrakten formelt overholdes, stikker altså befolkningen blår i øjnene.

Realiteten er, at DR er i gang med at forbløde.

At det til gengæld passer meget godt ind i denne regerings holdning til DR og mediepolitiske prioriteringer i øvrigt, skal ikke undervurderes, når forklaringen på kulturministerens manglende handlevilje skal findes.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at DR har været en torn i øjet på Fogh-regeringen, siden den kom til. Så stor en torn, at det har været til diskussion på regeringsmøder, hvor navngivne journalister har været under anklage. Der har været en lang række konfrontationer mellem ministre og DR, når ministrene har været utilfredse med en kritisk dækning af deres ressortområder. Det gjaldt statsministeren og forsvarsministeren, når det handlede om DRs dækning af Irak-krigen og visningen af en kritisk dokumentarfilm om krigsfanger i Afghanistan. Det gjaldt indenrigsministeren, da DR dækkede kritiske forældredemonstrationer i daginstitutionerne.

Senest er dette kulmineret med, at regeringens og DFs repræsentanter i DRs bestyrelse, Katrine Winkel Holm og Ole Hyltoft, for nylig på et DR-bestyrelsesmøde har krævet DRs seer- og lytterredaktør, Jacob Mollerup, fyret, efter at han afviste regeringens kritik af DR omkring Afghanistan-filmen.

Det er således tydeligt, at DR fra starten har været mål for den borgerlige kulturkamp, som statsministeren lancerede i starten af sin regeringstid. Det er ikke tilfældigt, at den tidligere generaldirektør for DR, Christian Nissen, mener, at den borgerlige bestyrelsesformand, Jørgen Kleener, var blevet udstyret med en liste over ting, der skulle laves om i DR. Og det er selvfølgelig heller ikke tilfældigt, at kulturminister Brian Mikkelsen efterfølgende sender kritiske mails og har telefonsamtaler med selvsamme formand, hvor han bebrejdes tilstanden i DR.

Jeg har selv oplevet Venstres tidligere politiske ordfører og medieordfører, Jens Rohde, tale om »udrensninger i det venstreorienterede DR«. Og også han har været aktiv med truende SMSer til den nuværende generaldirektør, Kenneth Plummer.

Det passer altså godt ind i regeringens kulturkamp, at DR bliver svækket. Så kan de lære det, kan de.

Det passer også godt ind i kulturministerens mediepolitik i øvrigt. Her lægges der jo betydelige kræfter i at sikre de kommercielle medier en langt større rolle i det danske medielandskab. Salget af TV 2 og krav om yderligere udlicitering af DRs produktioner har været borgerlige mærkesager. Og særligt under de seneste forhandlinger om det nye digitale sendenet kunne det jo konstateres, at regeringen ikke havde til sinds at give yderligere sendekapacitet på sendenettet til DR og public service. Argumentet var: DRs dårlige økonomi. Og her kunne regeringens to mærkesager så mødes: et svækket DR bliver argumentet for et endnu mere svækket DR til fordel for de kommercielle medievirksomheder. Så galt gik det heldigvis ikke, fordi der skulle opnås enighed med blandt andre os socialdemokrater. Men kursen var klar. Et DR uden mulighed for yderligere kapacitet på det nye digitale sendenet ville være et DR uden fremtid.

Der er ingen af partierne bag det nuværende medieforlig, der er uenige i, at ansvaret for overskridelserne på byggeriet i DR-Byen skal placeres. Om det så implicerer nuværende eller tidligere bestyrelser, direktioner eller politikere. Derfor har der også været enstemmig opbakning i Folketinget til den eksterne revisionsundersøgelse, som i øjeblikket pågår omkring byggeriet.

Men denne ansvarsplacering standser ikke de katastrofale nedskæringer i DR, og det holder ikke vand, når kulturministeren argumenterer med, at det er DRs eget problem. Det øverste ansvar for DR ligger hos regering og folketing. Det er her, bestyrelsen udpeges, og det er her, beslutninger kan træffes om de overordnede rammer for DRs økonomi. DR kan ikke selv bestemme licensens størrelse og dermed sætte »prisen op«, hvis det var det, der skulle til. Det er en politisk beslutning. Og det overordnede ansvar for DR ligger altså hos kulturminister Brian Mikkelsen, selvom han gang på gang søger at smyge sig udenom.

Men nu er det tid at tage ansvar. Jeg vil gerne minde kulturministeren om, at han har skrevet under på et medieforlig, der, tidsubegrænset og utvetydigt, binder forligsparterne til at sikre det stærkest mulige DR med de nødvendige ressourcer.

Og det er muligt at finde en økonomisk løsning for DR, der hverken betyder skatte- eller licensstigninger. Socialdemokraterne har foreslået, at staten overtager DR-koncertsalen og lejer den ud til DR på fordelagtige og langsigtede vilkår. Det vil stort set kunne give det økonomiske råderum, som er nødvendigt for at standse DRs deroute.

Aldrig har Danmark været så rigt som nu med milliardoverskud i statskassen og en næsten tilbagebetalt udlandsgæld. En regering, der i den situation tager økonomisk kvælertag på alle danskeres vigtigste kulturinstitution, begår et kulturpolitisk svigt af historiske dimensioner.