Det skydegale USA

Frygt og fascination er ikke den eneste forklaring på de mange skuddrab i USA. Der er også en historisk baggrund. Borgernes bevæbning skulle erstatte en stående hær. Tragedien er, at udbredelsen af de civile våben, der uundgåeligt medfører skuddrab, ikke har kunnet forhindre opbygningen af en mægtig forbundshær.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med Michael Moores film Bowling for Columbine har vi igen en masse omtale af fænomenet »den amerikanske våbenkultur«, og vi har endnu et eksempel på en strengt taget intern amerikansk kontrovers, som så at sige er blevet importeret til Danmark uden umiddelbart at vedrøre os - i lighed med dengang striden, om det hed »neger« eller »afro-amerikaner«, stod på.

For godt et år siden fremkaldte Michael Bellesiles (udtales bel-iil) med sin bog Arming America en del avisskriverier i Danmark om amerikansk våbenkultur og -lovgivning. Michael Bellesiles fremkom med den revolutionære påstand, at der kun havde været en meget, meget lille udbredelse af våben hos den amerikanske befolkning før borgerkrigen i sidste halvdel af det 19. århundrede - med andre ord: at der ikke er noget belæg for at påstå, at en bevæbnet amerikansk civilbefolkning var en intention fra forfatningsgivernes side, endsige en hævdvunden tradition.

I en tid, hvor mange danskere er optaget af den hjemlige kontrovers om anklagerne mod Bjørn Lomborg for »videnskabelig uredelighed«, skal som et kuriosum gøres opmærksom på efterspillet til Arming America: Michael Bellesiles har her til nytår måttet fratræde sin stilling som professor i historie ved Emory University i staten Georgia som følge af de anklager, der kom fra en af hans eget universitet udpeget kommission, fordi hans bog på godt dansk simpelthen var en fed løgn, byggende på store mængder falsk kildemateriale. Bellesiles har desuden i vanære måttet returnere Columbia Universitys Bancroft-pris, som han havde fået for at have skrevet bogen, der nu er taget af hylderne.

Mens Arming America er det mest grelle tilfælde af suspekt akademisk omgang med sandheden i forbindelse med den amerikanske våbenlovgivning, er den langtfra enestående for så vidt bøjning af sandheden om det forfatningsmæssige spørgsmål om retten til våben angår. En ekstremt lille del af (amerikanske) bøger på danske biblioteker om emnet har en blot nogenlunde sandfærdig fremlægning af de reelle intentioner bag f.eks. det andet tillæg til forfatningen, The Second Amendment i Bill of Rights fra 1791, med den berømte/berygtede ordlyd: »A well regulated militia, being necessary to the security of a free state, the right of the people to keep and bear arms, shall not be

infringed.«

Læser man de omfattende dokumenter, breve, referater fra taler ved forsamlinger osv. fra tilblivelsen af den amerikanske Bill of Rights i slutningen af 1780erne er der én frase, der optræder igen og igen: »fear of a standing army«, frygt for en stående hær. Den engelske hær i den daværende koloni i Nordamerika - og skatteopkrævningen til finansieringen af den - var dels en af grundene til selve løsrivelsen, dels noget man belært af erfaring i det hele taget ikke ønskede i den nye verden.

Af stor betydning for forståelsen af, hvad der er på spil, er, hvordan der i den amerikanske forfatning så at sige henvises til dens legitimitet. Uafhængighedserklæringen af 1776 har den højt besungne passage: »We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable rights, that among these are life, liberty and the pursuit of happiness.« Altså, at man ser det som »selvindlysende«, at »alle mennesker er skabt lige og af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder«.

Denne blanding af skabelsesberetning, lovgivning og politisk filosofi er problematisk. Hele knuden i de politiske og akademiske trakasserier i USA om våbenlovgivningen ligger for en stor del deri, at selv de argeste modstandere af den liberale våbenpraksis stort set er ude af stand til at hæve sig over opfattelsen af, at hele den amerikanske forfatning er næsten lige så Gud-given som selveste De Ti Bud. Og da man ikke kan rette i guddommelige tekster, tyr man til at påstå, at ordene simpelthen betyder noget andet og også i sin tid betød noget andet. I den henseende er selve tendensen i Bellesiles' bog ikke enestående. Parallellen til Lomborg-sagen er indlysende: Så snart et emne indeholder halv- eller hel-religiøse imperativer, som f.eks. miljøbeskyttelsessagen indiskutabelt gør, og som enhver forfatningsdiskussion i USA gør, fremkommer nogle højst mærkværdige stykker akademisk arbejde.

`

Historien om de amerikanske våben er historien om et ungt land og et liberalistisk projekt, hvor en af de individuelle rettigheder, nemlig den til våben, både skulle være garanten for alle de andre rettigheder og være erstatningen for en stor stående hær

,

Tragedien i den amerikanske våbenlovgivning og -kultur er todelt: Den ene del er, at man på trods af disse foranstaltninger for at imødegå overdreven brug og misbrug af en stående hær imidlertid netop - siden Første Verdenskrig - har haft en meget stor stående hær. Dette militære apparat er f.eks. i en ikke så fjern fortid blevet brugt til Vietnamkrigen. Denne krig bruges her som eksempel, fordi den - dengang af mange og i dag af de fleste - betragtes som en skændsel, som aldrig burde være foregået. Og det var en krig, som aldrig var foregået, hvis USA i højere grad havde haft et forsvar af hjemlandet baseret mere på delstatsregulerede militser som oprindeligt tænkt i slutningen af det 18. århundrede. Dertil kan selvfølgelig indvendes, at den militærstrategiske udvikling siden 1791 mildt sagt er dramatisk. Det er blevet fremført, at »Desert Storm« i 1990 under Golfkrigen kan vise sig at være den sidste krig (eller måske næstsidste - tænk på den nærliggende mulighed for en forestående krig mod Saddam Husseins Irak), hvor USA anvender konventionelle landtropper, og at det herefter bliver super-specialtrænede specialstyrker, der udfører aktionerne, og at en milits, et hjemmeværn, står fuldstændig magtesløs over for fremtidens former for militæraktioner.

På den anden side kan man betragte aktuelle konflikter i Nordirland og Israel og konstatere, at en civilbefolkning bevæbnet med de håndvåben, der er til diskussion her, fremkalder en helt anden situation, end en våbenløs civilbefolkning gør.

En del af den oprindelige ræson i at have en våbenlovgivning, som man har i USA, kan illustreres ved et kontrafaktisk tankeeksperiment: Lad os forestille os Danmark med en våbenkultur og -lovgivning som den amerikanske i tiden fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Selve 9. april ville nok skulle skrives noget blodigere, men med samme udfald. Men modstandskampen ville have været af en helt, helt anden karakter. Mange modstandsfolk under krigen havde for det første store problemer med at få fat i våben; våben måtte under store risici modtages via engelske faldskærmsnedkastninger. Og når modstandsfolkene fik fat i disse våben, var mange af dem urutinerede i brugen af dem. Selv hvis en regering svigter sin befolkning - som nogle vil mene var tilfældet 9. april i Danmark - er det militære apparat dog i hænderne på befolkningen, hvis det kommer til væbnet kamp. Tænk på Schweiz, der undgik at blive besat af Hitler-Tyskland. En del af forklaringen er utvivlsomt, at alle mænd i alpelandet var udstyret med en repetérriffel, hvilket gjorde en invasion af landet til et mindre attraktivt forehavende.

Den anden del af tragedien ligger i, at i en befolkning med så mange håndvåben i omløb vil der selvfølgelig altid ske nogle skyderier, for nu at sige det sådan.

Men man må ikke glemme, at den amerikanske befolkning er sammensat i et usædvanligt forløb. Det amerikanske, liberalistiske, frihedssøgende projekt har - som det også påpeges i Michael Moores film - udfoldet sig på den baggrund, at den oprindelige indianske befolkning blev stort set udryddet, og ved at man sejlede afrikanske negre i lænker til landet for at lade dem trælle for sig. Senere, kun 70 år efter nationens fødsel, havde man en borgerkrig, eller som de siger i Sydstaterne: en »krig mellem staterne«, hvor Nordstaterne (heraf ved krigens udbrud otte af dem stadig med negerslaver) kæmpede mod Sydstaterne (heraf syv stadig med negerslaver) i en krig, der vist mindst lige så meget handlede om toldbeskyttelse af Nordstaternes industri, som den handlede om frigivelse af slaverne. Disse forhold, og flere andre, har skabt en nation med meget dybe skel og desuden med meget store forskelle i rigdom.

Den 14. januar var der et længere indslag i DRs TV-avis kl. 21 om Michael Moores film Bowling for Columbine. USA-eksperten Carl Pedersen var i studiet til en snak om et land i frygt og med en våbenfascination. Den frygt og den fascination som heller ikke Michael Moore nåede længere end til at kunne angive som årsagen til de mange skuddrab i USA.

Man vil nok kunne komme det nærmere ved at sige, at historien om de amerikanske våben er historien om et ungt land og et liberalistisk projekt, hvor en af de individuelle rettigheder, nemlig den til våben, både skulle være garanten for alle de andre rettigheder og være erstatningen for en stor stående hær. Men med fremkomsten i det 20. århundrede af et kæmpe militærvæsen, samtidig med kombinationen af landets sammensatte, bevæbnede befolkning og korte, konfliktfyldte historie, har man fået både et stort regeringskontrolleret militær og et ekstremt antal skuddrab indenrigs.