Det moderne tabu: alder

Når jeg i andre sammenhænge har luftet tanker om alder, er jeg påfaldende ofte blevet mødt med automatreaktioner: Nå, så du føler dig gammel? Det var sandelig tidligt! Dagens kronikør undrer sig over, at så mange mennesker foregøgler, at de er de samme som 40-årige, som de var, da de var unge. Har de glemt, hvordan det var at være ung?

Tegning: Peter Lautrop Fold sammen
Læs mere
Det bliver ofte sagt, at vi lever i en ungdomskultur. Men måske ville det være rigtigere at sige, at vi lever i en ungdommelighedskultur. Men det er heller ikke uden fordele, for mens det vel kun er de unge der kan konkurrere på ungdom, kan vi alle sammen være med i konkurrencen om ungdommelighed. For ungdom kan efterlignes.

Dagligt hører man midaldrende samfundskommentatorer besynge ungdommen: »Hør mig«, synes de at sige, »jeg forarges ikke over og skræmmes ikke af de unge jeg synes, de er fantastiske i forhold til hvad vi var, da vi var unge. Sikke en selvtillid og så socialt kompetente! Ja, og deraf kan man også høre, at jeg selv er lidt fantastisk og ikke spor gammel ellers ville jeg slet ikke kunne tale sådan om de unge«.

For nylig blev en kendt person fra underholdningsbranchen inviteret ind i et talkshow i anledning af, at han lige var fyldt 40 år. Under interviewet blev der humoristisk ledt efter tegn på 40-årskrise. Men nej, han var og følte sig sandelig lige så ung som han gjorde for mere end halvdelen af sit liv siden eller nærmest yngre. Undervejs blev der grinet jovialt over det indforstået tåbelige i at lede efter alderskriser; for her var absolut ingen tegn var på 40-årskrise eller nogen alder overhovedet. Alligevel fornemmede man en vis underliggende alvor; for alder er ingen spøg, og sagen kunne nok hurtigt tage en kedelig retning, hvis de nervøse grin forstummede et øjeblik og det rædselsvækkende kunne trænge sig på.

Men hvordan skulle det også kunne have været anderledes? Tænk bare hvis gæsten i talkshowet havde tøvet lidt og i stedet havde sagt: »Jo, jeg mærker den stigende alder på flere måder det har været en stor forandring at vokse ud af ungdommen. Jeg mærker det både fysisk og psykisk. Men den største forandring er, at selve livsperspektivet skifter«. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at det så ville have været svært at komme derhen, hvor det var meningen. Desuden ville det ungdommeligt overskudsagtige ved samtalen være helt forsvundet.

Det ligger ureflekteret, men med så meget desto større overbevisning i hovedet på de fleste nutidsmennesker, at man kan løse ethvert problem, hvis man tør se det i øjnene og vil tage ansvar for det. Godt, den biologiske ældningsproces er måske ikke fuldstændig under selvkontrollen, men så er det i hvert fald op til den enkelte, hvor ung han eller hun vil føle sig.

Mon dog.

Jeg er selv 45 år, altså kun lige begyndt at kunne mærke noget, der kan kaldes alder. Alligevel fornemmer jeg en aldersbetinget forandring ganske tydeligt. Jeg får mindst fem gange så meget motion, som jeg gjorde, da jeg var 20 år og spiser vel omkring halvdelen. Alligevel vejer jeg 20 kg mere end dengang. Når min søn og jeg fisker i skumringen, må han putte linen igennem krogøjet for mig jeg kan simpelthen ikke se den længere. Forandringen er sket så gradvist, at jeg egentlig ikke har bemærket den. Men jeg tror, at hvis man kunne gå fra en 12-årigs sansestyrke til den voksnes på et øjeblik, ville man gribes af rædsel og tro at man var ved at blive blind.

Det er nok umuligt at udrede hvilke af de psykologiske forandringer, som alderen medfører, der er betingede af biologi, og hvilke der er eksistentielt betingede. Men den ændrede tidsopfattelse er måske en af de tydeligste forandringer der bedst lader sig forklare eksistentielt: Du vågner ikke længere til nyt, ubetrådt land hver morgen og må affinde dig med at leve med trivialiteter. Hvis vi husker godt efter og sammenligner årene fra vi er 15 til vi er 20 med årene fra vi er 40 til vi er 45, kan vi godt se, at den kronologiske tid er irrelevant for forståelsen af tid.

Jeg læser en del, og har gjort så længe jeg har kunnet. Men kommer jeg ved en tilfældighed til at tale med nogen om en bog, jeg læste i de tidlige år, begynder jeg til min egen overraskelse at citere lange passager ordret, som jeg har læst én gang for 25 år siden. Det ville jeg ikke kunne gøre med en bog, jeg læste i forgårs. Eftersom det jo er den samme hjerne, der kan huske nu, hvad den hørte for 25 siden, og som dårligt nok kan huske hvad den lige har læst, kan dette altså næppe tilskrives en nedsat funktion som sådan; det peger snarere på en modtagelighed og alvor i ungdommen, der ikke kan efterlignes senere hen.

Det er selvfølgelig et gode, at man ikke længere på samme måde som i tidligere tider må holde op med visse ting for at bevise, at man skam er blevet rigtig pæn og voksen. Alligevel er der noget fjollet og kunstigt over folk, der praler af deres barnlige sind: De leger stadig, og deres evne til begejstring er uspoleret, hævder de. Men enten siger de noget, der ikke er sandt fordi de tror, de skal sige det, eller også har de glemt af hvad art, deres barndoms og ungdoms begejstring var. Selvfølgelig går livets gentagelser ikke sporløst hen over hovedet på nogen som helst; skulle vi virkelig forvente af en voksen, at han eller hun skulle kunne føle lykke ved synet af en skål med kulørt slik eller få feber dagen før Juleaften?

En væsentlig grund til at livsperspektivet ændrer sig hen ad vejen er nok også, at mulig­hederne uigenkaldeligt indsnævres. Ganske vist bliver ingen statsminister som 20-årig men man har stadig muligheden. Men også dét, med eller uden beklagelse, at give udtryk for, at noget er blevet for sent, er efterhånden en nærmest forbudt udtalelse: »Det er helt op til dig selv det er aldrig noget der er for sent«, siger folk og ser ubegribeligt selvtilfredse ud. Når man så spørger, hvorfor der aldrig er nogen, der først er begyndt på violin eller kunstskøjteløb som 30-årig, der har drevet det til noget som helst, slås det hen. »Nå ja, måske lige det og så alligevel« Selvfølgelig kan man udvikle sig og lære nye ting gennem hele livet, men skal man virkelig drive det til noget, skal det nok bygge videre på grundlæggende færdigheder, der er erhvervet forholdsvis tidligt.

Det forekommer mig at være en af tidens mest udbredte former for overtro, at der ikke skulle være noget, der hedder skæbne og bedst kan forstås som skæbne. Alder er vel netop skæbne.

Når jeg i andre sammenhænge har luftet sådanne tanker, er jeg påfaldende ofte blevet mødt med automatreaktioner: Nå, så du føler dig gammel? Det var sandelig tidligt! Men det er deres egne forestillinger om aldring, der får dem til at høre livsmæthed og beklagelse i ordene. Jeg siger ikke det er trist, jeg siger blot, at man undergår en forandring med alderen, og hvis man lytter godt efter, kan man mærke, at man bærer på en melodi, der ændrer sig med årene også selvom man ikke ønsker det.

Jeg undres ofte over, hvor primitivt mange mennesker udmåler egenskaber i alder. Her kan en stram hud, en slank skikkelse eller andre ting, hvem som helst kan miste som 25-årig eller erhverve sig som 60-årig, åbenbart være nok til at bilde folk ind, at de her står over for et menneske der er helt usædvanligt ungdommeligt. Men den 45-åriges blik vil ikke være som en 25-årigs, lige så lidt som en 60-årigs vil være som en 40-årigs her er sket en forandring, man ikke selv var herre over.

På mange måder lever vi heldigvis i en tid, der er opmærksom på rettigheder. Det har længe været en rettighed ikke at opføre sig gammelt, hvis man ikke havde lyst til det. Måske det var på tide, at det også blev en rettighed at fornemme sin egen aldring, at give udtryk for den kompleksitet og mulige ambivalens, der ligger i denne proces. For de fleste betyder den stigende alder vel både en indsnævring og befrielse. Mon det kunne blive tilladt at glæde sig over fordelene samtidig med, at man fik lov at sige højt at det, at man har levet mere end halvdelen af den tid, man kan forvente at komme til at leve i, vel indebærer en vis melankoli.

Som aldring omgås i medierne nu tror jeg, at retten til at blive ældre i stigende grad vil blive udskudt til oldingealderen eller den dag, alderen ikke kan afvises. Hvad det pres kommer til at få af betydning for den enkelte, kan nok være svært helt at forudse, men der er ingen tvivl om, at vi i årene fremover kommer til at se et stigende antal aldersneurotikere og alders­desperados.