Vintesten: Johnny Reimar og smølfevand på flaske

Foto: Anthony Wallace

Så er det ugen med masser af Johnny Reimar og smølfevand på flaske: Venlige og imødekommende vine, der danser glade rundt på tungen, og som ikke gør nogen fortræd. Vi dykker ned i den billige kategori under 100 kroner, hvor vi finder hele to gode køb. Begge er overvejende lavet på grenache, en af verdens mest plantede druesorter.

Nogle af de berømteste grenache-baserede vine kommer (som bekendt) fra Châteauneuf du Pape, hvor man holder udbyttet nede, og således opnår vine med masser af slagkraft og koncentration.

Ikke desto mindre har grenache også den fordel, at det er en god arbejdsdrue, der er velegnet i blandinger med andre druesorter, og så kan den give et relativt stort udbytte, uden at vinene bliver decideret vandede.

Samtidig klarer den sig rigtig godt i varme områder på grund af sin resistens over for tørke, hvilket gør den populær hos producenterne under varmere himmelstrøg – som nu for eksempel Spanien, hvorfra ugens bedste køb kommer.

Vores lille vinhit, La Picossa, stammer fra Terra Alta i den sydlige del af Catalonien. Af en eller anden grund er kvalitetsudviklingen her aldrig kommet på højde med nabodistriktet Priorat, men potentialet er formentlig noget større end dét, verden indtil videre har set.

Imidlertid kan man finde en del gode køb fra området, og i La Picossa har vi netop en lille juicy og afrettet Dydigsmølf med en fin krydring og let peberagtig karakter toppet op med en bagkant af lakridskonfekt og røde bær. Samtidig er der en behagelig frugtsødme, der får den til at glide uhindret ned som saftevand. Naturligvis ikke den største kompleksitet i verden til 70 kroner, men bare en rigtig velproduceret fætter til prisen.

Den anden grenache-baserede vin i testen kommer fra druens epicenter, nemlig Rhône-dalen, som har været ekstremt populært hos danskerne igennem mange år. Årsagen er formentlig, at man typisk får masser af value for money, og så passer den bløde og venlige stil åbenbart godt ind i danskernes smag.

Roulepierre fra Pierre Amadieu er knap så ekstrovert som Picossa. Nok snarere en lille Gammelsmølf med lidt mere garvesyrebid, hvilket formentlig skyldes, at man har brugt noget syrah, der giver struktur til smagen.

En anelse mere vin i flasken, noget som også afspejler sig i prisen. Men begge vine lander på tre og en halv stjerne, der efter den nye ultimative skala er ganske godt.

60-99 kroner

 

Koyle Gran Reserva Syrah, Viña Koyle. Fold sammen
Læs mere

Koyle Gran Reserva Syrah, Viña Koyle
Colchagua Valley, Chile 2015

★★★☆☆☆

Solbær med en snert af blommesten og urt. Ganske vellavet og mainstream-chilener med en del garvesyre i afslutningen. Besidder dog ikke den helt store karakter.

Bichel Vine
Pris: 75 kr. v. 6 flasker

 

Garnacha Negra, La Picossa. Fold sammen
Læs mere

Garnacha Negra, La Picossa
Terra Alta, Spanien 2017

★★★☆☆☆

En lille juicy og afrettet Dydigsmølf med en dejlig velkrydret, peberagtig næse toppet op med masser af røde bær og en bagkant af lakridskonfekt. Ditto i smagen, der forekommer blød og saftig. Rigtig velsmagende vin til prisen. Tre og en halv stjerne.

Meny
Pris: 70 kr. v. 2 flasker

 

Roulepierre, Pierre Amadieu. Fold sammen
Læs mere

Roulepierre, Pierre Amadieu
Côtes du Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Som ovennævnte, La Picossa, ganske pebret i stil med et whiff af lakridskonfekt. Lækker og behagelig i munden med et snif af knækkede grønne grene og et lille opstrammende bid. Et godt køb.

Erik Sørensen Vin
85 kr. v. 6 flasker

 

Petite Sirah, Gnarly Head Wines. Fold sammen
Læs mere

Petite Sirah, Gnarly Head Wines
Californien, USA 2014

★★☆☆☆☆

Brombær, rosin, teblade og en let vanilje-krydring. Forekommer temmelig frugtsød og jammy i munden og besidder ikke den store karakter.

Bilka
Pris: 79 kr.

100-200 kroner

 

Barbaresco, Marchesi di Barolo. Fold sammen
Læs mere

Barbaresco, Marchesi di Barolo
Piemonte, Italien 2014

★★☆☆☆☆

Kølig i duft med en noget spøjs kant af plastik. Jeg bliver heller ikke helt venner med smagen, hvor man fornemmer meget syrlige og ribsagtige noter garneret med tør kirsebærsten. En markant og insisterende garvesyre giver sig til kende i finalen og får den til at virke blodfattig.

H. J. Hansen
Pris: 150 kr. v. 2 flasker

 

Barolo, Trediberri. Fold sammen
Læs mere

Barolo, Trediberri
Piemonte, Italien 2015

★★★★★☆

Masser af perfekt modne kirsebær, røde bolsjer og en lille snert af engelsk lakrids og tjære. Ganske luftig og let barolo med fin struktur og finesse. Næsten lidt burgundisk i stil bortset fra afslutningen, der selvfølgelig har det velkendte garvesyre-attack. Måske ikke verdens vildeste barolo, men den smager vidunderligt og hiver lige netop en femmer i hus.

Philipson Wine
Pris: 169,95 v. 12 flasker

 

Mimmo, Le Piane. Fold sammen
Læs mere

Mimmo, Le Piane
Vino Rosso, Italien 2015

★★★★☆☆

Slikken og en anelse volatil næse med en nærmest fadprøveagtig juiciness i kombination med et hint af hindbær, rabarber og ribs. Ganske tæt og ekstraktrig i munden, hvor man også finder en lille behagelig lakridsethed. En saftig garvesyre rammer det hele fint ind i afslutningen.

Terroiristen
Pris: 195 kr.

 

Viña Mayor – Reserva, Bodegas y Vinedos Viña Mayor. Fold sammen
Læs mere

Viña Mayor – Reserva, Bodegas y Vinedos Viña Mayor
Ribera del Duero, Spanien 2014

★★☆☆☆☆

Meget vanilje- og kokosmakron-agtig med en snert af mejeri, kærnemælk, flæskekød og brombær. Lidt mere tørt fad end frugten kan klare.

Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 169 kr.

 

200+ kroner

 

M, Mario Schiopetto. Fold sammen
Læs mere

M, Mario Schiopetto
Friuli, Italien 2016

★★★☆☆☆

Æble og let overmodne stikkelsbær i duft med en bagkant af anis. Blød, rig og cremet fætter med fin struktur. En udmærket vin, som dog prismæssigt er helt ude i hampen.

Domaine Brandis
Pris: 599 kr.

 

Erich Andert – Zweigelt, Andert Wein. Fold sammen
Læs mere

Erich Andert – Zweigelt, Andert Wein
Burgenland, Østrig 2014

★★★★☆☆

Oser af friskkværnet peber og et skud hindbær. Luftig og elegant med en lille stenfrugtstørhed i afslutningen. Udmærket bio-vin.

Grape Shop
Pris: 202,50 kr.

 

Pommard, Jérôme et Benoît Sordet. Fold sammen
Læs mere

Pommard, Jérôme et Benoît Sordet
Bourgogne, Frankrig 2015

★★★★☆☆

En anelse lukket p.t., men besidder fine toner af søde kirsebær og blå blommesten. Frisk og elegant i stil med god dybde, koncentration og syre. Glimrende vin, der vil profitere af lidt tid på flaske. Fire store stjerner.

Køge Vinhandel
Pris: 270 kr.

 

Signature, Yalumba. Fold sammen
Læs mere

Signature, Yalumba
Barossa Valley, Australien 2013

★★★★☆☆

Dyb, mørk og intens farve. Saftig med tonsvis af eukalyptus, kærnemælk og brombær toppet op med lidt mentol og vanilje. Fire og en halv stjerne. God australier.

Carl Vin & Wine
Pris: 349 kr.