Vibe Klarup: »Jeg har lært det helt banale, men virkeligt smertefulde, at vi skal dø«

Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag: Vibe Klarup, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

»Der er nogle dommedagstoner over det – som et varsel om, at der er mere i vente. Ligesom de varsler, vi har fået om, hvad det vil sige at leve i en klimakrise,« siger Vibe Klarup om, hvordan coronakrisen har påvirket hendes syn på livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Det gik op for mig, da jeg blev direktør i Danner. I mine første år på arbejdsmarkedet var jeg ofte i tvivl om, hvad det egentlig var, jeg kunne og ville. Men i Danner faldt brikkerne på plads. Pludselig kunne mine egne overbevisninger og ideer komme i spil, og jeg kunne se for mig, at jeg kunne blive god i det job. For første gang havde jeg oplevelsen af at komme hjem i mit arbejdsliv. Og det var en kæmpe glæde.«

Hvad har du lært af blive ældre?

»Jeg har lært det helt banale, men virkeligt smertefulde, at vi skal dø. At jeg selv skal dø, er slemt at erkende, men sidste efterår fik min bedste veninde en hjernetumor, og selv om hun er kommet gennem det første, svære år, ved vi jo, at der er risiko for tilbagefald. Vi er lige gamle, og det er en kæmpe sorg at erkende, at døden ikke længere er en fjern, teoretisk ting. Den er rykket helt ind i vores liv, og det er nyt for mig.«

Vibe Klarup: »Jeg troede aldrig, at nogen ville kaste deres kærlighed på mig igen. Men det er sket, og jeg er blevet gift. Det er virkelig en livsglæde, jeg bærer i mig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Hvilken bog bør enhver have læst?

»Mange, virkelig. Jeg læste selv en bestemt type bøger, da jeg var i 20erne og 30erne. 40erne var mit biografiårti – stærke kvinder, amerikanske præsidenter og så videre. Men her i begyndelsen af mine 50ere er jeg gået i gang med en helt anden slags bøger. Lige nu læser jeg David Grossmans »Kvinde på flugt fra meddelelse«, som er en fremragende bog for mig at læse lige her og nu. Dels fordi det er en meget smuk, sanselig og tæt beskrivelse, men især fordi den handler om kærlighed og sorg, tab og skilsmisse – og om det at genfinde et menneske, man har elsket engang. Jeg anbefaler den til alle mine jævnaldrende kvindelige venner.«

Hvad er din vigtigste telefonsamtale?

»Den vigtigste var egentlig ikke en samtale til mig, men til min daværende mand. Han blev ringet op en tidlig morgen, og jeg kunne høre hvert ord, der blev sagt. Det var Andrea Uzan, der ringede og sagde, at hendes lillebror, Dan, var blevet dræbt.«

»Den samtale har selvfølgelig forandret Andrea og hendes families liv, men også min families. Min mellemste datter var på ferie hos familien Uzan, da det skete, og vi følte alle, at verden gik i stå den morgen. Mine tre døtre skulle ikke bare forholde sig til terror, men også til det voldsomme, at deres onkel var blevet skudt. Det har præget deres opvækst og har præget os som familie. Der er et før og et efter det telefonopkald.«

Hvad er dit mest værdifulde minde – og det mest smertefulde?

»Mange minder udspringer naturligvis af at have tre døtre. Men mit mest smertefulde handler om, at jeg blev skilt fra mine børns far for nogle år siden. Det var frygteligt at miste kærligheden og grundlaget for den måde, mit liv var på. Men samtidig har det mest værdifulde minde været at opleve, at kærlighed kan ske igen. Jeg troede aldrig, at nogen ville kaste deres kærlighed på mig igen. Men det er sket, og jeg er blevet gift. Det er virkelig en livsglæde, jeg bærer i mig, at der er et nyt menneske, der holder af mig og er blevet en del af min og mine børns hverdag.«

Vibe Klarup

»Det var frygteligt at miste kærligheden og grundlaget for den måde, mit liv var på. Men samtidig har det mest værdifulde minde været at opleve, at kærlighed kan ske igen.«


Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig?

»Som ung læste jeg mange bøger om det dualistiske i livet, om valget mellem forskellige måder at blive voksen og leve sit liv på. Hermann Hesses »Glasperlespillet« handler, som jeg forstod den, netop om det valg: Skulle man stræbe efter det akademiske, intellektuelle eller efter en mere konkret, handlende måde?«

»På den ene side var jeg enormt duperet over det intellektuelle liv. Men jeg havde også lyst til at kaste mig ind i min samtid og være med til at gøre en forskel. Den bog overbeviste mig om, at det er ok at gå efter at handle – med risiko for at få skrammer og skidt på hænderne, men samtidig med mulighed for at gøre en forskel. Og det har jeg prøvet at forfølge lige siden. Jeg har indset, at jeg mere er et politisk handlende end et filosofisk menneske. Og at det er i orden at stå ved den sociale indignation, der er min drivkraft.«

Hvad har coronakrisen betydet for dit syn på livet?

»På den ene side føler man sig pludselig sårbar som civilisation. Der er nogle dommedagstoner over det – som et varsel om, at der er mere i vente. Ligesom de varsler, vi har fået om, hvad det vil sige at leve i en klimakrise. Men samtidig har det været meget bekræftende at opleve, at vi har bygget en velfærdsstat, som er velfungerende og robust, og som har vist sig handlekraftig og leveringsdygtig på en meget overbevisende måde.«

»Det, der især bekymrer mig lige nu, er den gruppe hjemløse og socialt udsatte, som ikke bliver fanget af de store systemer. De er i forvejen svage og underbehandlede, og hvis de bliver syge, går det stærkt. Derfor er det godt at se, at vi har et civilsamfund, som træder i systemets sted, og som forhåbentlig kan nå ud til alle og sikre, at også de kommer igennem krisen.«

»At jeg selv skal dø, er slemt at erkende, men sidste efterår fik min bedste veninde en hjernetumor, og selv om hun er kommet gennem det første, svære år, ved vi jo, at der er risiko for tilbagefald.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.